For TV 2 Sport´s faste tennisreporter Camilla Nørgaard startede interessen for tennis ved en tilfældighed længe før den var en del af hendes arbejdsliv.

Ofte går interesse for specifikke sportsgrene i arv fra generation til generation. Naturligvis forstærket af lokale tilhørsforhold, hvilket ofte kan inkludere fysisk aktivitet. Med dette som udgangspunkt må journalist Camilla Nørgaards interesse for tennis siges at være undtagelsen der bekræfter reglen.

Hendes indgang til tennis stammer ikke fra en livslang familietradition eller fordi det væltede med tennisbaner i baghaven.

[quote_box_center]”Det er egentlig lidt sjovt at tænke tilbage på. Jeg husker at min far sad og så tennis i fjernsynet, og på en eller anden måde fangede det mig. Det er svært at forklare, hvad det præcis var, men noget særligt var der over det.

Det var ikke altid så afgørende, hvem det var der spillede, det kom naturligvis med tiden. Og jeg skal være helt ærlig og sige, at Andre Agassi trådte i karakter som min favorit, han havde noget karisma og karakter. Han var ikke bange for at skille sig ud,” forklarer Camilla Nørgaard og tænker og forklarer indgående om, at hun har svært ved for alvor at sætte ord på, hvordan interessen for tennis egentlig stammer fra.[/quote_box_center]

Der skulle da også gå mange år fra introduktionen til tennis i barndomshjemmet til at tennis blev en fast del af Camilla Nørgaards professionelle hverdag. I de mellemliggende år fulgte hun også sporten, dog uden at tænke videre over det. Den var blevet en fast del af hendes hverdag uden det dog slog hende selv at blive en aktiv udøver, det kom først senere.

“Det er hårdt arbejde, rigtig hårdt, men jeg ville ikke bytte det for noget. Det er langt hårdere end ”bare” at møde ind på redaktionen derhjemme og være reporter”

Med en praktikplads på sportsredaktionen på TV 2 og senere ansættelse samme sted rykkede tanken om at kombinere den naturlige interesse med rejser til de store turneringer i embeds medfør nærmere. Det var i de år TV 2 fortsat sendte Wimbledon og derfor havde en stærk profil på tennis.

[quote_box_center]”Der var mange folk, der havde arbejdet indgående med tennis i mange år og havde en stærk profil. Så det var nok lidt angstprovokerende sådan at byde ind og gøre deres domæne til en del af mit område. Lidt efter lidt bød mulighederne sig dog, hvilket er en naturlig ting i sportens omskiftelige verden,” forklarer Camilla Nørgaard.[/quote_box_center]

TV 2 mistede rettighederne til Wimbledon og dermed sluttede de faste tennistransmissioner på kanalen. Det var i de år Caroline Wozniacki for første gang begyndte at vise sig frem på WTA-touren og krævede dansk tilstedeværelse. Når der ikke længere var basis for at sende det store produktionsapparat ud til de store turneringer, så stod TV 2 og flere andre danske medier i et dilemma. For den danske Wozniacki var en ”rising star”, der for enhver pris skulle følges.

Camilla Nørgaard i interview med Caroline Wozniacki under OL i London.
Camilla Nørgaard i interview med Caroline Wozniacki under OL i London.

Hele verden rundt med arbejdet

Pludselig tog det fart, da Wozniacki blev så stor en stjerne, at redaktionerne rundt omkring i Danmark valgte at sende deres reportere til Melbourne, New York, London og Paris. Camilla Nørgaard er via ansættelsen på TV 2 udfordret af at tv-rettighederne ligger hos andre kanaler, men alligevel har stationen flere gange valgt at købe sig ind ved turneringerne for at bringe den danske succeshistorie hjem i stuerne.

Det har givet Camilla Nørgaard mulighed for at opleve en lang række af de turneringer hun oplevede fra sofaen i barndomshjemmet live on location. En privilegeret tilværelse erkender hun, men forklarer samtidig, at det er misforstået at tro, at det er den rene badeferie.

[quote_box_center]”Det er hårdt arbejde, rigtig hårdt, men jeg ville ikke bytte det for noget. Det er langt hårdere end ”bare” at møde ind på redaktionen derhjemme og være reporter. Der kommer du hjem efter endt arbejde, her kan man jo være væk i lange perioder. Ofte spørger folk, hvad ser du så af tennis? Det overrasker måske folk, men det er faktisk ikke særligt meget jeg ser.

Selvom jeg sidder få meter fra hvor Federer spiller, så skal jeg have lave et indslag færdigt og sende hjem. Selvfølgelig sker det, at man lige kan komme ind og se lidt tennis, men det er langt fra så tit som man som tennisfan kunne drømme om,” forklarer Camilla Nørgaard.[/quote_box_center]

Med tiden har hun opbygget en professionel relation til familien Wozniacki. Det er naturligvis historier om Caroline Wozniacki, der er hovedårsagen til, at TV 2 og andre medier sender deres medarbejdere ud for at dække de store turneringer.

Selvom den danske tennisspiller har et naturligt fokus på det sportslige under de store turneringer, så oplever Camilla Nørgaard alligevel danskeren som værende imødekommende og professionel overfor pressen.

[quote_box_center]”Ofte er det sådan, at spillere ikke giver interviews på dage, hvor de ikke spiller. Det er det faktisk for nærmest alle de store stjerner, bare ikke Caroline Wozniacki. Hun stiller nærmest altid op til interviews, hvilket er ekstremt værdifuldt for de danske medier og os som tv-station. Ofte oplever jeg , hvordan både WTA og ITF samt udenlandske journalister bliver forbløffet over, hvor meget adgang vi som danske medier har til Caroline. Så på den måde er hun ekstrem professionel at arbejde med,” forklarer Camilla Nørgaard.[/quote_box_center]

Tennis på banen

De senere år har Camilla Nørgaard også selv kastet sig ud i tennis. På Kløvermarkens baner i København har hun blandt andet modtaget undervisning af Michael Mortensen. Derudover dyster hun gerne mod kollegaer og venner og veninder. Hun er ikke meget for kommentere på, hvilket niveau hun er på. Dog erkender hun blankt, at det næppe bliver til den store karriere på banen.

[quote_box_center]”Jeg nyder det, det er virkelig sjovt. Sjovest når jeg møder spillere, der er bedre end mig selv. Det gør bare, at jeg bliver presset og kan få mere ud af mine slag. Jeg vil klart sige jeg er bedst fra baglinien. Serven halter dog stadig lidt, men Michael Mortensen er i gang med at få den rettet til,” slutter Camilla Nørgaard med et smil.[/quote_box_center]

Camilla Nørgaard er også selv aktiv på tennisbanen.
Camilla Nørgaard er også selv aktiv på tennisbanen.
Forrige artikelWimbledon: Elias Ymer drysser videre i kvalifikationen
Næste artikelWTA Eastbourne: Wozniacki semifinaleklar
Per Colstrup Vinkel
Per Vinkel er professional journalist og tenniskommentator. Hans mangeårige arbejde, interesse og engagement i tennissporten, gør Per til en af de bedste danske tennisjournalister.