Med et ungt hold bestående af debutanter uden større rutine lykkedes det for Danmark at undgå nedrykning fra Group I, hvor Danmark næste år forventes at spille med om oprykning

Inden det afbudsramte danske Billie Jean King Cup hold spillede de indledende puljekampe i Antalya, hvor Danmark blev placeret i Group A ved Group I Europe Africa, var der ingen  forventninger om, at Danmark havde en realistisk chance for at undgå at havne på en af de 2 sidste pladser, som ville medføre, at holdet på stævnets sidste dag skulle spille en altafgørende kamp om at undgå nedrykning.

Ved at studere ranglisteplaceringerne for de øvrige hold i Danmarks pulje (Ungarn, Serbien, Tyrkiet og Estland) var Danmark i det mindste på papiret “underdog” i samtlige kampe, men der var dog et spinkelt håb om, at Danmark kunne have en chance i den sidste puljekamp mod Estland.

Som forventet blev det til nederlag i de første 3 kampe, men efter et flot comeback af holdets mest rutinerede spiller 22-årige Sofia Nami Samavati i 1. singlen mod Estland efterfulgt af endnu et comeback i doublen af Sofia og 17-årige Johanne Christine Svendsen, overlod Danmark sidstepladsen i puljen til Estland.

BJKC Group I: Comeback i både 1. singlen og doublen sikrer Danmark sejr over Estland

Sejren betød samtidig, at Danmark som næstsidst i Group A i den afgørende kamp lørdag om at undgå nedrykning mødte Georgien, der havde tabt samtlige kampe i Group B med Slovenien, Kroatien, Østrig, Bulgarien og Sverige, der som næstsidst mødte Estland i kampen om at undgå nedrykning til Group II Europe/Africa, hvilket lykkedes for svenskerne med sejr i 3. sæt i den afgørende double.

Efter det indledende kampråb i opslaget herover fra Dansk Tennis Forbund (DTF) blev det hurtigt klart, at Johanne kunne få problemer mod Georgiens 2. single, 20-årige Zoziya Kardava, der indledte kampen med at bryde serven, men Johanne fik dog efter et monsterlangt parti udlignet til 1-1 efter 8. break-muligheder.
Herefter blev Johanne brudt igen til 1-2, og efter et rent serveparti til Kardava igen til 1-4.

Efter endnu et break førte Kardava 5-2, men Johanne bevarede kontakten, da hun brød til 3-5 og vandt sit næste serveparti rent til 4-5, hvorefter Johanne afværgede 2 sætbolde og brød helt tilbage til 5-5.

Johanne blev straks brudt igen, hvorefter Kardava igen havde sætbolde i egen serv ved 40-0, men Johanne reddede alle 3 og efterfølgende endnu en sætbold, inden hun efter i alt 6 sætbolde udlignede til 6-6.

I den afsluttende tiebreak var de 7 første point alle mini-breaks, indtil Johanne omsider vandt et point bag serven til 5-3.
Et mini-break til 5-4 blev fulgt op af et dansk mini-break, som betød 2 danske sætbolde ved 6-4, men Johanne fik ikke udnyttet mulighederne, og i stedet vandt Kardava de næste 4 point og dermed tiebreak’en 8-6.

I 2. sæt fortsatte Kardava med at bryde de danske servepartier, hvorimod Johanne kun en enkelt gang brød serven til 1-2, og derved endte opgøret med sejr til Kardava 7-6(6), 6-1.

Dermed var Danmark i samme situation som i torsdagens opgør mod Estland, hvor Danmarks mulighed for sejr var afhængig af, at Sofia kunne vinde 1. singlen, hvilket hun mod Estland skulle bruge 3 sæt til, inden hun sikrede sejren 1-6, 6-2, 6-2.

I opgøret mod Georgien kunne Sofia dog nøjes med et enkelt sæt, som ikke blev spillet færdigt, idet Georgiens 1. single no. 157 Mariam Bolkvadze trak sig fra kampen som følge af en skulderskade, da Sofia førte 5-0 efter at have domineret kampen fra start.

I den afgørende double var Georgien tvunget til at ændre deres konstellation, og derfor blev Bolkvadze erstattet af Tamari Gagoshidze, der spillede sammen med den 30-årige veteran Oksana Kalashnikova, som siden 2007 har spillet 35 opgør for Georgien, hvoraf hun havde vundet 17 doubler af 23 mulige.

Kalashnikova og Gagoshidze var godt på vej til at skyde den danske duo med Johanne og Sofia i sænk, da de vandt 6-3 i 1. sæt, men danskerne fik derefter kontrol over kampen og vandt de 2 næste sæt overbevisende, og derved sikrede de med cifrene 3-6, 6-2, 6-1, at Danmark også næste år deltager i Group I.

Blandt de danske supportere var Inge Ejsing og John Sellerup Pedersen, der i flere år har fulgt det danske FED-cup hold – som Billie Jean King Cup holdt blev kaldt tidligere – og derfor var det en helt naturlig gestus, at de begge fik lov til at være med på ovenstående billede, der blev taget efter sejren over Georgien.

Inge havde denne kommentar efter sejren.

De er bare så seje, de 3 piger. En fornøjelse at se 3 debutanter klare sig så godt
Vi ses til næste år“, og hun tilføjer

Hvad der gør præstationen endnu mere imponerende, er den unge smalle trup på 3 debutanter:
Rebecca Munk, 16 år – ingen WTA point
Johanne Svendsen, 17 år, nr 1159
Sofia Samavati, 22 år, nr 484
Alle de andre lande havde 5 spillere at vælge imellem“.

Herunder DTF’s rapport fra kampen mod Georgien, hvor Sofia og Johannes sætter ord på indsatsen.

En væsentlig og altafgørende årsag til, at det trods de svære odds lykkedes at blive i Group I, var at Sofia formåede at holde Danmark inde i opgørene med sejr i 1. singlerne mod højere rangerede modstandere fra både Estland og Georgien, hvilket er ekstra imponerende af en 22-årig debutant, der inden udtagelsen næppe havde regnet med at få så stor en hovedrolle.

Selvom det blev til nederlag i de afgørende kampe i 2. singlen til Johanne, har hun også grund til at være stolt og tilfreds med, at hendes indsats i de afgørende doubler var med til at sikre Danmarks forbliven i Group I, og den erfaring, som alle 3 piger har opnået ved at spille kampe på Group I niveau, kan blive guld værd for deres videre udvikling.

Perspektiver med Clara Tauson tilbage på holdet

Resultatet kan også – set i et fremtids perspektiv – blive guld værd, idet Danmark næste år uden tvivl kan stille med et langt mere slagkraftigt hold, idet det forventes, at erfaringen fra dette års deltagelse suppleret med den fortsatte udvikling, som spillerne forventes at gennemgå, løfter niveau’et hos dem alle.

Da Clara Tauson meldte afbud til BJKC-holdet var årsagen, at der efter Indian Wells og Miami var brug for en opbygningsfase til et tætpakket program de efterfølgende 6-8 måneder, hvor særligt grus-turneringerne er krævende.
Samtidig gav Clara udtryk for, at hun glædede sig til at deltage en anden gang, idet hun har rigtig gode minder fra FED-Cup, hvor hun hidtil har deltaget hver gang siden siden sin debut med kampe i Litauen (2017), Grækenland (2018), Polen (2019) og Helsinki (2020), og samtidig ønskede hun pigerne alt mulig held og lykke.

Hvis Clara er til rådighed for BJKC-holdet i 2022, vil Danmark være blandt de oplagte favoritter til at kvalificere sig til Playoff kampene senere samme år, hvor endnu en sejr vil sikre, at Danmark i 2024 kan deltage i Qualifiers, hvor vinderne kvalificerer sig til BJKC-slutspillet samme år.

Forrige artikelPadelshoppen.com: Portræt af Danmarks største padelbutik
Næste artikelTurneringer uge 16: Odds-sættere forventer sejr til Holger Rune mod no. 30 Garin
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.