Roger Federer vinder Australian Open efter en dramatisk finale mod Rafael Nadal.

Hele tennisverdenen havde søndag øjnene klinet til skærmen, da kongeopgøret mellem Rafael Nadal og Roger Federer skulle spilles i finalen ved Australian Open. Og den skuffede ikke.

I en dramatisk finale, hvor kampen bølgede frem og tilbage, var det Roger Federer der efter fem sæt til sidst kunne juble over at have slået ærkerivalen, Rafael Nadal, med cifrene 6-4, 3-6, 6-1, 3-6, 6-3.

Det var også Roger Federer, der kom bedst fra start. Schweizeren tog overtaget i duellerne med sine aggressive grundslag og hans søgen mod nettet. Det gav pote, og Federer fik brudt til 4-3. I sine egne servepartier var Federer overlegen og vandt hele 93 procent af sine førsteserver. Han holdt breaket og tog sættet 6-4.

Nadal virkede til at være et halvt skridt efter i første sæt, men fra andet sæts start var spanieren, hvor han skulle være, og han brød hurtigt Federer til 2-0. Spanieren positionerede sig bedre og havde mere længde i sine slag. Det fik presset Federer tilbage i defensiven, og Nadal kunne pumpe sin forhånd ned i Federers baghånd. Federer var anderledes menneskelig i sine servepartier, og Nadal tog sættet 6-3.

I begyndelsen af tredje sæt virkede Federer en smule rystet efter et andet sæt, hvor han haltede efter. Der kom flere mærkværdige fejl fra schweizeren, og det gav Nadal breakbold. Federer diskede op med et es, og to gange yderlige skete det samme – breakbold til Nadal, servees fra Federer. Han holdt sin serv, og pludselig var det Federer, der var ovenpå.

Resten af sættet var der nærmest klasseforskel, og Nadal blev konstant presset i bund. Selv baghånden skabte vindere, og Nadal havde svært ved at finde et modsvar. Federer brød to gange og tog sættet 6-1.

Nadal kom bedre ud til fjerde sæt. Han fik igen bedre styr på sine grundslag og blev ikke i lige så høj grad presset ned i banen. Spanieren fik brudt til 3-1 efter et par fejl fra Federer og en fabelagtig forhånd ned af linjen fra spanieren. Nadal holdt sit break og tog kampen ud i et femte og afgørende sæt.

Femte sæt startede nervøst fra Federer, og Nadal virkede ovenpå. I det første parti fik Federer ikke en eneste førsteserv i spil, og det straffede Nadal med sine tunge, topspundne grundslag og brød schweizeren. Nadal holdt serven i sine næste to servepartier, selvom Federer havde breakbolde i begge. Foran 3-1 gik den dog ikke længere. Forhånden fra Nadal svigtede flere gange, og Federers baghånd var anderledes flyvende og brød tilbage.

Han fik herefter bedre styr på sin serv og holdt den, inden han hurtigt kom foran 40-0 i Nadals serv. Nadal fightede sig dog tilbage med eminente slag, men på femte breakbold gik den ikke længere, og Federer skulle serve for titlen.

Her sneg nervøsiteten sig dog ind hos Federer, og Nadal fik to breakbolde. Men Federer ville det anderledes og fandt den ene gode førsteserv frem efter den anden. Og på den anden matchbold kom forløsningen. En challenge skulle se forhånden igennem, og da det blev klart, at bolden var inde, kunne Federer strække armene i vejret og tårerne kunne få frit løb.

Med sejren vinder 35-årige Roger Federer dermed sin 18. Grand Slam-titel, flest af alle nogensinde, og sin femte Australian Open-titel, som blev overrakt af ingen ringene end den australske legende Rod Laver.

Forrige artikelStavanger Open TE U16: Overbeck & Theilgaard vinder doublen.
Næste artikelAustralian Open: En historisk dag
Daniel Nøjsen Fallah er journaliststuderende på Journalisthøjskolen i Aarhus. Han er tenniselsker, der drømmer om at dække verdens bedste sportsgren. Daniel har spillet tennis i 10 år, hvor både turneringer og trænergerninger har været på programmet. Særligt ATP-touren følges tæt, hvor favoritterne er Rafael Nadal og Frederik Løchte.