Årets første grusturneringer har så småt haft sit indtog, og årets første ATP 1000 på grus lige så. Men hvem løber med titlerne, og er der nogen der kan true en Nadal?

I skrivende stund går det løs i Monte Carlo i årets første rigtig store grusturnering. Det vil være en god indikator for, hvem vi kan regne med at se helt fremme i resten af grussæsonen, og om der er udfordrere til de store når vi nærmer os French Open i slutningen af maj måned.

Rafa Rafa Rafa

Der hersker ikke nogen tvivl om at Nadal igen er det helt store samtaleemne når det kommer til gruset. Spanieren var ved denne tid sidste år på vej tilbage efter en længere skadespause.

Det så dog ikke ud til at gøre så stor en forskel for Nadal, der dog måtte afgive kronen i Monte Carlo til Djokovic. Og mon ikke motivationen hos Nadal er stor for at vinde den tilbage i årets udgave af Monte Carlo Rolex Masters.

Han har forberedt sig grundigt, blandt andet på Mallorca, hvor danske Andreas Moltke-Leth fik æren af at sparre med gruskongen. Og selvom modstanden, set fra Nadals perspektiv, måske var relativt begrænset, så har spanieren allerede snuppet sin første grustitel. Det gjorde han i Rio i slutningen af februar, og har altså været i kamp på gruset.

Det kan måske blive hans fordel, hvis man sammenligner med Djokovic, som uanset hvad, må betegnes som Nadals største konkurrent, også taget i betragtning, at det var ham der sejrede over Nadal i Monte Carlo sidste år.

Serberen har endnu ikke været i kamp på grus i år, men til gengæld har han vist skræmmende styrke ved at vinde både Indian Wells og Miami, senest med sejr over netop Nadal i finalen i Miami.

Mere spansk succes?

Vanen tro er Nadal ikke den eneste spanier der ser frem til grusturneringerne. David Ferrer, der nåede French Open-finalen sidste år, og Nicolas Almagro, plejer også at være spillere, der kan markere sig.

Og ligesom Nadal, så har Ferrer også allerede været i kamp på gruset. Han hentede sæsonens første titel, da han gik hele vejen i Buenos Aires, hvorefter han måtte se sig slået i semifinalen i Rio af Dolgopolov.

Med efterfølgende anonyme indsatser i Acapulco og Miami kan man kun gisne om, hvorvidt det betyder, at han er toptunet til grussæsonen rigtig starter, eller om han mangler den skarphed han i høj grad havde i sidste sæson, som mange betegner som spanierens bedste hidtil.

Almagro er måske et endnu større spørgsmålstegn. Han holdt pause fra sliutningen af oktober til starten af februar, hvor det blev til to semifinaler i træk i Vina Del Mar samt Buenos Aires. Men to nederlag i første runde efterfølgende sætter også spørgsmålstegn ved om Amagros fysiske form er hvor den skal være.

Selvom han nåede finalen i Houston, så var det ikke nogen specielt vanskelig vej dertil, og man kunne, på Almagros vegne, frygte, at han mangler den afgørende skarpe kampform, der kan gøre, at han kan være med helt fremme.

Hvad med Schweiz?

Man skal naturligvis ikke glemme hverken Federer eller Wawrinka. De to schweizere har begge evnerne til at begå sig på gruset, men Wawrinkas haltende form ovenpå sejren i Australian Open og Federers karriere, der måske nærmer sig efteråret, så er der flere der tvivler på, at de kan være de helt store trusler.

Federer havde en noget blandet grussæson sidste år. Han var godt nok i finalen i Rom, men havde flere overraskende nederlag, blandt andet i Hamburg og Gstaad, hvor han tabte til henholdsvis Delbonis og Brands.

Årets vinder af Australian Open, Stanislas Wawrinka, har ikke haft nogen prangende sæson efter han vandt i Melbourne. Med nederlag i 4. runde i både Indian Wells og Miami og et særdeles overraskende nederlag til Golubev i Davis Cup, kommer Wawrinka i hvert fald ikke ind til grussæonen i skarp form, og det kan komme til at koste i starten.

En mand til gengæld godt kan have forventninger til er Fabio Fognini. Den karismatiske italiener kommer til Monte Carlo med en frisk sejr over Andy Murray i tre sæt i Davis Cup, og med en titel og en finale på grus i denne sæson allerede, kunne man godt have på fornemmelsen, at han kan lave ravage. Italieneren har et uhyggeligt topniveau og er blevet bedre mentalt, hvilket kombineret, gør ham til en potentiel udfordrer til de helt store.

Han var i semifinalen i Monte Carlo sidste år og hentede også to titler i træk i Stuttgart og Hamburg sidste år, hvilket understreger hans evner på det røde grus. Får han en fornuftig start på sæsonen, så kan selvtillid også få en afgørende betydning for hans præstationer.

Der venter utvivlsomt en særdeles spændende grussæson, som kan blive tættere end hidtil, med flere potentielle udfordrere til den fortsatte gruskonge, Rafael Nadal.

Forrige artikelKrystalkuglen: Sådan går det i 2014
Næste artikelTræner Mortensen – diplomatiets mester
John Kristensen
John Kristensen er medstifter af Tennisavisen.dk. John har spillet tennis i 40 år og har mange års ledererfaring fra tennismiljøet bl.a. som formand for KB Tennis i 10 år.