Før Caroline Wozniackis sidste kamp mod Petra Kvitova (CZE) i Hvid Gruppe ved WTA-slutspillet i Singapore havde resultaterne maget det således, at hun var sikker på at gå videre til semifinalen uanset udfaldet af kampen mod Kvitova, som til gengæld i tilfælde af sejr kunne sikre sig 1. pladsen i gruppen og dermed også avancement til semifinalen.

Maria Sharapova (RUS) havde forinden haft chancen for at gå videre til semifinalen, hvis hun kunne besejre Agnieszka Radwanska (POL) i 2 sæt, forudsat at Caroline efterfølgende ville vinde over Kvitova.
Desuden kunne Sharapova ved blot at vinde et enkelt sæt endegyldigt sikre Caroline en plads i semifinalen.

Efter et spændende 1. sæt, hvor Sharapova især i starten af sættet lavede en række graverende fejl, var sættet ved at glide hende af hænde, da Radwanska ved stillingen 3-4 havde 2 break-chancer til 5-3.
Sharapova fik dog reddet begge, og hun vandt derefter sættet 7-5.

Dermed var der fortsat liv i håbet om en plads i semifinalen, og Sharapova buldrede videre gennem 2. sæt, og med sin sædvanlige aggressive spillestil bragte hun sig komfortabelt foran med 5-1, hvorefter hun spillede sig frem til sin første matchbold.
Radwanska afværgede med sin formidable defensiv både den og lige efter endnu en matchbold i partiet, hvilket blev indledningen til et come-back, som muligvis kan give Sharapova mareridt, når hun tænker tilbage på kampen.
Det lykkedes derved Radwanska, som reddede endnu 1 matchbold, at komme helt tilbage i sættet, som hun til sidst vandt i en tie-break.

Dette vundne sæt skulle vise sig at få vital betydning for begge spillere, idet Caroline Wozniackis efterfølgende sejr over Petra Kvitova kom til at betyde, at det blev Radwanska, der sammen med Caroline gik videre til semifinalen.
I den sammenhæng nyttede det ikke, at Sharapova vandt 3. sæt og dermed kampen mod Radwanska 7-5, 6-7(4), 6-2, men for konkurrence-mennesket Sharapova var det tydeligvis alligevel vigtigt, at hun kunne slutte med en sejr, og undgå at stå tilbage med 3 nederlag ved slutspillet.

Mulighed for at gøre gengæld fra 2009

Da Caroline for første gang deltog i WTA-slutspillet i 2009, vandt hun 2 gruppe-kampe mod Viktoria Azarenka (BLR) 1-6, 6-4, 7-5 og mod Vera Zvonareva (RUS) 6-0, 6-7(3), 6-4 i den berømte kamp, hvor Caroline efter et krampe-anfald mod slutningen af kampen kom på benene igen og vandt.

Da Caroline havde tabt en enkelt puljekamp mod Jelena Jankovic (SRB) 2-6, 2-6 var hun derfor afhængig af resultatet af den sidste kamp i gruppen, hvor Agnieszka Radwanska, der var trådt ind som reserve for Dinara Safina (RUS), mødte Azarenka.
Radwanska vandt kampen, hvor Azarenka måtte trække sig bagud 6-4, 5-7, 1-4, og dermed gik Caroline videre til semifinalen, hvor hun dog måtte trække sig mod Serena Williams (USA), som førte 6-4, 0-1.

Nu 5 år senere havde Caroline muligheden for at gøre gengæld, da Radwanskas førnævnte formidable come-back i 2. sæt mod Sharapova betød, at hun kunne gå videre til semifinalen, hvis Caroline kunne besejre Kvitova.

Bookmakerne havde ikke den store tiltro til, at Caroline ville vinde kampen, hvilket de formentlig baserede på Kvitovas dominans i gruppe-kampen mod Sharapova, som hun slog så overbevisende som 6-3, 6-2.
Det skulle dog snart vise sig, at de havde taget fejl, idet Caroline fra kampens start virkede tændt og boblede af selvtillid efter de flotte præstationer i de forrige kampe mod Sharapova og Radwanska.

Caroline blev ganske vist brudt i sit 2. serveparti til 1-2, men derefter vandt hun de næste 5 partier på stribe efter en indsats, som endnu en gang beviste, at hun har genfundet den stabilitet og selvtillid, som har resulteret i de mange triumfer, som hun har opnået hidtil i karrieren.
Dertil kommer at hun nu i langt højere grad end tidligere er i stand til også at spille offensivt, når situationen indbyder dertil.

I 2. sæt blev hun brudt i det allerførste serveparti, og hun kom bagud 0-2, men igen fik hun kontrol over kampen, som hun vandt så overbevisende som 6-2, 6-3.

Dette resultat betyder, at Caroline vinder Hvid Gruppe med 3 sejre, og at Radwanska bliver no. 2 som den bedst placerede af de 3 øvrige med 1 sejr hver i gruppen, og dermed fik Caroline gjort gengæld fra 2009.

Serena Williams venter i semifinalen

Som vinder af Hvid Gruppe møder Caroline no. 2 i Rød Gruppe i semifinalen, og hun kunne i spænding vente på udfaldet af kampen mellem Simona Halep (ROU) og Ana Ivanovic (SRB), inden der kunne sættes navn på denne modstander.

Hvis Ivanovic kunne vinde over Halep i 2 sæt, ville Serena Williams være ude af turneringen, og mange danskere håbede, at det blev tilfældet, da Serena uden tvivl betragtes som den værst tænkelige modstander, som desuden har vundet over Caroline 3 gange i træk indenfor de seneste måneder.

Gennem det meste af 1. sæt så det ikke ud til, at Ivanovic kunne hjælpe Caroline med at undgå Serena i semifinalen, idet hun kom bagud 2-5 sættet, men Ivanovic leverede herefter efter et enestående come-back og indhentede forspringet, hvorefter hun vandt sættet 9-7 i tie-break, og håbet om en plads i semifinalen var intakt.

Ivanovic formåede ikke at udnytte chancen, idet hun ved stillingen 3-4 fik brud sin serv i et parti med både dobbeltfejl og en stribe uprovokerede fejl. Hun havde dog en enkelt fordel til 4-4, men Halep vandt dette point efter kampens flotteste duel.
Foran 5-3 kunne Halep serve 2. sæt hjem, og dermed var det afgjort, at Serena bliver no. 2 i Rød Gruppe, og dermed Carolines modstander i semifinalen.

Selvom Ivanovic dermed havde mistet muligheden for en plads i semifinalen, bevarede hun motivationen, og hun vandt 3. sæt og dermed kampen 7-6(7), 3-6, 6-3.

For Caroline kunne det have været en “fordel” at tabe til Kvitova, da hun derved havde været sikker på ikke at møde Serena i semifinalen, mens Halep kunne have sørget for, at hun kunne være sikker på ikke at møde Serena senere i en eventuel finale, hvis hun havde tabt til Ivanovic i 2 sæt.
Det er dog en tankegang, der uden tvivl er fjern for disse top-atleter, som inde på banen kun tænker på for enhver pris at forsøge at vinde kampen.
Derfor fortjener begge ros for, at de ikke spillede taktisk på det.

Semifinalerne spilles lørdag, og de kan følges på TV3 Sport 2, C More Tennis og Tennistv.com
0830: Serena Williams (USA) vs. Caroline Wozniacki (DEN)
1200: Agnieszka Radwanska (POL) vs. Simona Halep (ROU)

 

Forrige artikelITF Macon: Julia Boserup i kvartfinale efter sejr i TV-kamp
Næste artikelITF Osaka: Emilie Francati i double-finale. Tabte til no. 4 i single
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.