Ved WTA turneringen Rogers Cup i Toronto, havde Caroline Wozniacki inden start ikke vundet en eneste kamp i Toronto, men sejret adskillige gange i Montréal (mester i 2010). Det skulle der i år vise sig at blive ændret på.
Citi Open - Day 7
2015 Getty Images

Efter fremragende spil i kvartfinalen mod verdensetteren, stod Caroline Wozniacki i semifinalen over for den tilbagevendte amerikaner, Sloane Stephens. Stephens er grundet fodskade faldet til en rangering som nummer 934, hvilket ikke kan indikere, at amerikaneren tidligere har ligget nummer 11. Derfor var ranglisten ikke en garanti for sikker sejr til den tidligere verdensetter. Sloane Stephens’ vej til semifinalen har blandt andet budt på sejre over Petra Kvitova, Angelique Kerber og Lucie Safarova. Disse sejre i sig selv bevidner om, at Sloane Stephens’ rangering blot er et tal.

Carolines vej har derimod budt på lidt mere overkommelige modstandere med både oversidder i første runde og møde med verdens nummer 88, inden hun stod over for Agnieszka Radwanska og Karolina Pliskova.

Semifinalen mellem Caroline Wozniacki og Sloane Stephens var spillernes syvende møde, med score til 5-1 i opgør til Wozniacki. Dermed var det på papiret en dansker, der havde de bedste kort på hånden. Sloane Stephens derimod havde intet at tabe, da hendes comeback til tennissporten kun lige er startet.

Første sæt startede som lyn og torden fra Carolines side. Hun havde i løbet af 20 minutter bragt sig foran 5-1 og kunne serve for første sæt. Dette lykkedes dog ikke helt, men et par partier senere, tilkæmpede hun sig alligevel sættet med cifrene 6-2 efter 30 minutters spil.

Andet sæt bød på mere lige tennis, hvor de fulgtes ad til 4-3, inden Caroline brød sin modstander til 5-3, og efterfølgende kunne hun serve kampen hjem. Caroline viste ingen tegn på nerver, og med et flot es ned i midten, kunne hun juble over sejren på 6-2, 6-3 efter 1 time og 23 minutter.

Caroline Wozniacki møder i finalen ukrainske Elina Svitolina. Svitolina fører deres indbyrdes statistik 2-0.

Forrige artikelDM Ude: De danske singlemestre kåret i Hareskov-Værløse
Næste artikelWTA Rogers Cup: Svitolina besejrede Wozniacki nok engang efter god kamp
Avatar photo
Kristian Asbjørn Korsgaard er 31 år og har spillet tennis siden 2005. Pt. spiller han i Hobro Tennisklub. Kristian har været tennisentusiast i mange år med særlig interesse for WTA-touren. Han ser så meget tennis som muligt for at holde sig opdateret og kunne ajourføre læserne på Tennisavisen.dk.