Kremlin Cup sorteper, når slutspil-pladser er uddelt

Selvom WTA Premier 700 turneringen Kremlin Cup i Moskva afvikles ugen op til WTA-slutspillet, som afvikles 20-26. oktober i Singapore, var følgende af de spillere, som indtil for nylig ikke var endeligt kvalificeret til slutspillet, tilmeldt turneringen i Moskva:
Petra Kvitova (CZE)
Ana Ivanovic (SRB)
Caroline Wozniacki (DEN)
Angelique Kerber (GER)
Ekaterina Makarova (RUS)
Dominika Cibulkova (SVK)

Eugenie Bouchard (CAN) var tilmeldt WTA International turneringen i Luxembourg, som spilles samtidig med Moskva, og hun var desuden sammen med Ana Ivanovic tilmeldt den igangværende International turnering i Linz.

Både Bouchard og Ivanovic gennemførte og vandt deres første kamp i Linz, hvorefter de begge trak sig fra turneringen inden næste runde, hvilket bevirkede at publikum i 1/8-finalerne gik glip af 2 kampe. Da det desuden var turneringens 2 trækplastre i form af populære top 10 spillere, blev interessen for turneringen samtidig væsentligt devalueret.
Ifølge Tennisavisens oplysninger har Bouchard desuden trukket sig fra næste uges turnering i Luxembourg, og Ivanovic har meldt afbud til Moskva.

Ivanovic er dog langt fra den eneste, som har meldt fra til Moskva, idet Kvitova forleden også har meldt fra, og for nylig kom der også afbud fra Caroline Wozniacki og Kerber.

Fælles for alle de nævnte spillere, som har trukket sig i næste uges turneringer, er at deres mulighed for deltagelse i WTA-slutspiller er helt afklaret, idet Kerber er sikker på at blive 1. reserve, mens de øvrige har kvalificeret sig til at deltage.

På papiret tegnede Kremlin Cup til at blive en attraktiv turnering med 4 top 10 spillere blandt deltagerne, men den ender med at blive gennemført uden en eneste af disse, fordi ingen af dem mere har brug for point til slutspillet.
Præcis det samme skete i 2013, hvor Kerber også var tilmeldt, men da hun ugen forinden fik et wildcard til Linz, hvor hun sikrede sig de sidste nødvendige point til slutspillet, meldte hun afbud til Moskva, som dermed blev afviklet uden deltagelse af spillere fra top 10.

Turneringen i Moskva kan dog blive interessant alligevel, da det fortsat er uafklaret, hvem der får 2. reserve pladsen, som går til Makarova eller Cibulkova, afhængig af hvem af disse 2, der når længst i Moskva. Makarova har lige nu kun har et forspring på 62 point.

Spillerne har brug for pause efter en lang sæson

Det er helt forståeligt, at arrangørerne, publikum og tennis interesserede TV-seere kan føle sig holdt en smule for nar, når spillerne som anført herover melder afbud, selvom de formentlig ikke i alle tilfælde har så store skader, at de ikke er i stand til at stille op.

Undertegnede vil dog (helt for egen regning) godt tage spillerne i forsvar, da de har et sæson program, som efter min opfattelse er alt for sammenpresset.

Topspillerne SKAL deltage i 4 Grand Slam, 4 Premier Mandatory og 4 (af 5) Premier 5 turneringer.
Hvis de desuden kvalificerer sig til WTA-slutspillet, udgør disse således alene 13 turneringer – ofte 14, da mange af topspillerne deltager i alle 5 Premier 5 turneringer, da der er mange point på spil i disse turneringer.
Grand Slam giver 2.000 til vinderen, Premier Mandatory 1.000 og Premier 5 giver 900, mens der er 1.500 for at gå ubesejret gennem WTA-slutspillet.

Premier 700 turneringerne, hvor der er 470 point til vinderen, er også baseret på, at spillere fra top 10 deltager. Derudover kan top 10 spillere højst deltage i 1 International turnering pr. halvår.

Niveauet på WTA er efterhånden blevet så højt, at der er meget få “nemme” kampe, og derfor er det nødvendigt for topspillerne at være fuldt motiveret og fokuseret i stort set hver eneste kamp, når de sæsonen igennem forsøger at optjene point til ranglisten.
Det er naturligvis både fysisk og mentalt udmarvende, når man deltager i et stort antal turneringer, hvis man samtidig når langt i flere af disse.

Wozniacki behov for pause efter US Open

For Caroline Wozniackis vedkommende har især perioden efter Wimbledon været forrygende, og de fleste er vist enige om, at hun efter en længere periode med flere “udfald” igen har vist, at hun hører til blandt de absolut bedste.

Turnerings sejr no. 22 i Istanbul efterfulgt af flotte resultater i Montreal og Cincinnati, hvor Serena Williams begge gange måtte bruge 3 sæt for at stoppe Caroline, et enkelt 2. runde nederlag i New Haven til Giorgi, kulminerende med finalepladsen ved US Open, hvor Serena Williams igen “stod i vejen” betød 5 ugers uafbrudt turnerings aktivitet på højeste niveau.

Efter en sådan præstation havde Caroline brug for en pause, hvor hun både kunne blive restitueret og være topmotiveret igen før de næste større turneringer, som var Premier 5 i Wuhan og Premier Mandatory i Beijing.
I stedet for at tage en ekstra uges pause, valgte Caroline at stille op i Premier 700 turneringen i Tokyo allerede halvanden uge efter US Open, hvilket formentlig udelukkende skyldes, at hun havde brug for at optjene de nødvendige point, som kunne sikre hende deltagelsen i slutspillet.

Caroline gjorde det da også ganske udmærket i denne turnering ved at nå finalen, men spillet undervejs var ikke oppe på det niveau, som sikrede succes ved US Open, og hun var tæt på at tabe både i 1. runde mod Gajdosva og i semifinalen mod Muguruza.
I finalen var det tydeligt, at modstanderen Ana Ivanovic (SRB) udstrålede større sejrsvilje, mens Caroline virkede en smule slidt.

Alligevel klarede Caroline sig også glimrende i Premier 5 turneringen i Wuhan ved at nå semifinalen, men her var hun tæt på at tabe den første kamp mod Suarez Navarro, som hun lige havde slået sikkert i Tokyo, og hun havde også besvær med at vinde kvartfinalen over no. 71 Timea Bacsinszky (SUI).
I semifinalen mod Eugenie Bouchard (CAN) var det ligesom i finalen mod Ivanovic ugen før tydeligt, at Caroline ikke havde samme gejst som modstanderen.

Hvis Caroline havde undladt at spille i Tokyo, er det min opfattelse, at hun kunne have gjort det endnu bedre i både Wuhan og ikke mindst i Beijing, hvor hun tabte sin første kamp mod Samantha Stosur, men jeg har samtidig fuld forståelse for, at deltagelse ved WTA-slutspillet har så stor en prioritet, at hun følte sig nødsaget til at satse på at hente nogle af de nødvendige point  i Tokyo, og den plan lykkedes da også.

Tid til forberedelse og opladning til WTA-slutspillet

Efter nederlaget i 1. runde til Stosur i Beijing forekommer det helt fornuftigt, at Caroline Wozniacki har fravalgt at deltage i Kremlin Cup og i stedet sørge for at møde godt forberedt og topmotiveret op til WTA-slutspillet, hvilket bl.a. foregår ved at træne et par dage i Danmark.

Jeg har også forståelse for, at både Kvitova, Bouchard og Ivanovic sørger for at få en pause inden slutspillet, selvom jeg personligt havde foretrukket, at de havde trukket sig, inden de sendte deres modstandere i 1. runde ud af turneringen, men det er vist ikke kutyme blandt WTA-spillerne at “trække sig på matchbolden”, hvilket heller ikke var tilfældet, da Halep i Beijing vandt en tie-break i 3. sæt mod Petkovic i 1/8-finalen, hvorefter hun trak sig inden kvartfinalen mod Ivanovic.

Hvis Kerber forventer, at hun som 1. reserve kommer til at spille i Singapore, kan det være en god forklaring på, at hun ligeledes melder fra i Moskva.

Med venlig hilsen

Ole Dalsgaard Jensen

Forrige artikelITF Hong Kong: Emilie Francati slutter godkendt dansk uge i semifinalen
Næste artikelTV-kampe: Federer vs. Djokovic højdepunkt i lørdagens semifinaler
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.