Ganske få forkerte beslutninger hindrede, at Clara Tauson kunne vinde i sin WTA-debut mod ranglistens rutinerede no. 69, Evgeniya Rodina

Efter 2 komfortable sejre i kvalifikationen til WTA International turneringen Samsung Open i Lugano i Schweiz, hvor Clara Tauson havde fået wildcard, gik hun tirsdag ved 14-tiden på banen i Lugano til sin første kamp i en WTA hovedturnering mod den 30-årige rutinerede russer, Evgeniya Rodina, der er no. 69 på WTA-ranglisten.

TV2 Sport havde oprindelig først aftale om at sende fra turneringen fra torsdag, men på grund af den stadig stigende interesse for at følge Clara Tauson blev der i hast arrangeret mulighed for at vise kampen på TV2 Sport.

Tennisavisen har efter kampen fået oplyst, at knap 41.000 seere fulgte kampen, og i kampens afgørende sæt var der over 55.000 seere, hvorved det i perioder var den mest sete TV2 kanal, selvom TV2 hovedkanalen medregnes.

De mange seere blev vidne til en fornem WTA debut, hvor 16-årige Clara Tauson fik vist seerne sit store potentiale og evne til at lægge pres på sin modstander, hvorved duellerne ofte kan afsluttes med en vinder eller en fremprovokeret fejl hos modstanderen.

Kampen viste også, hvilken betydning rutinen spiller og vigtigheden af at vælge det rigtige tidspunkt at gå efter at afgøre boldene, og på det punkt kan Clara uden tvivl fremadrettet drage nytte af de erfaringer, som kampen mod en rutineret og boldsikker modstander har givet.
Farbror Michael Tauson, der var medkommentator på TV2 Sport, sagde flere gange spontant undervejs: “Lad nu være!”, når Clara lidt for tidligt eksempelvis gik efter et longline slag uden at være i optimal position, og han efterlyste en smule mere tålmodighed til at bygge op igen, når modstanderen returnerede bolde, som mod de fleste andre spillere ville have afgjort point.

I store perioder af kampen var det Clara, der havde et spillemæssigt overtag, men bortset fra i starten af kampen, hvor Clara straks brød serven til 2-0, var der meget få uprovokerede russiske fejl, og Rodina brød tilbage umiddelbart efter på sin 3. break-mulighed.

Frem til 5-5 var det dog russeren, der måtte kæmpe mest for at holde serv, mens Clara vandt sine servepartier relativt enkelt, da hun fulgte godt op på serverne.
Clara kom dog i problemer, da hun kom bagud 15-40 i sit næste serveparti, og på den 2. break-mulighed bragte russeren sig på 6-5 og kunne serve for 1. sæt, og hun havde en enkelt sætbold, men Clara afværgede sætbolden og udlignede derefter i stedet til 6-6, og i den afgørende tiebreak, sikrede Clara sig 1. sæt efter minibreak til 2-0, 5-2 og 7-2.

I 2. sæt blev Clara brudt til 1-3, men hun svarede igen med break til 2-3, men da hun derefter blev brudt igen rent til 2-4, holdt Rodina sikkert serv til 5-2 og brød endnu en gang og sikrede 2. sæt 6-2.

Clara fik en drømmestart på det afgørende sæt, hvor hun brød russerens serv ved 15-40, og hun bragte sig foran 2-0 efter at have afværget 3 russiske break-muligheder, men da Rodina derefter holdt serven rent, lå det i luften, at det ville blive svært at holde forspringet, og russeren brød tilbage allerede ved 2-2.

Efter at begge havde holdt serv relativt enkelt til 3-3, lykkedes det for Clara i det “psykologiske” 7. parti, som udviklede sig til et “gyser-parti”, at bryde russerens serv på den 4. break-mulighed i partiet, men igen brød Rodina straks tilbage til 4-4 ved 15-40.

Efter at begge holdt serv ved 40-30 til stillingen 5-5, sørgede Rodina med et blankt serveparti for, at Clara kom under pres, da hun skulle serve ved 5-6 for at blive i kampen, men ved 15-40 havde russeren 2 matchbolde, og efter at Clara havde afværget den første, afgjorde Rodina kampen på den næste matchbold og sikrede russisk sejr 6-7(2), 6-2, 7-5.

Tilfreds coach efter lærerig WTA-erfaring

Tennisavisen bad Claras coach og far, Søren Tauson om en vurdering af Claras præstation under turneringen, og hvordan erfaringerne kan bruges fremadrettet.

Søren betegner Lugano som en god oplevelse på alle områder, og han finder det inspirerende at opleve den høje grad af professionalisme i alt, hvad de professionelle spillere foretager sig.

I betragtning af, at det er sæsonens første kampe på grus, vurderer Søren at Clara bestemt er længere fremme end man kunne ønske, og han var yderst tilfreds med spillet efter 3 super kampe i Lugano.

I begge kampe i kvalifikationen spillede Clara flot aggressiv tennis, og hun kunne desuden nyde at spille i de imponerende omgivelser, som kendetegner WTA events.

Nederlaget til Rodina blev betegnet som ærgerligt, da sejren bestemt var indenfor rækkevidde – hvilket i sig selv er opmuntrende i betragtning af modstanderens meritter og niveau, og han tilføjede:
I lange perioder af kampen, når Clara spillede sit spil og holdt sig til game planen, havde hun et klart overtag, men det var en krævende opgave, og det lykkedes ikke til sidst, hvor få bolde skilte dem.

Ikke uventet tilføjer Søren, at inspirationen skal benyttes i den daglige træning, hvor der – heldigvis – stadig er meget at forbedre.

Clara havde disse kommentarer til oplevelsen ved en WTA-turnering:
Det var spændende og lærerigt at være en del af en WTA turnering.
Tak til Lugano for muligheden – det var en kæmpe oplevelse og sjovt, lærerigt og inspirerende at træne med etablerede WTA profiler.
Jeg fik en klar fornemmelse for forskelle og ligheder, så jeg nu ved, hvad jeg skal tage med retur på træningsbanen.

Clara var ærgerlig over Rodina-kampen, som hun havde denne kommentar til:
Jeg havde mine chancer i løbet af kampen, men tog nogle forkerte beslutninger et par gange, som bevirkede at jeg desværre tabte kampen.
Men alt i alt er jeg her dagen efter glad for min præstation. Jeg er naturligvis meget glad for, at jeg kunne følge med på det niveau, og i det store og hele var jeg tro mod mit offensive tennis.
Nu er det retur på træningsbanen med grus under skoene og træne på nogle af de ting, som jeg har lært i den forløbne uge i Lugano. Det bliver fedt..

WTA debut i double afgjort i match-tiebreak

Sammen med 18-årige Leonie Kung (SUI) havde Clara også fået et wildcard til double-rækken ved turneringen i Lugano, og mange havde set frem til at følge 1/8-finalen onsdag mod det 3. seedede rumænske par Andreea Mitu og Sorana Cirstea.
Mange husker formentlig, at Caroline Wozniacki i starten af WTA-karrieren ofte spillede double med sidstnævnte.

Regnvejr udsatte dog programmet, og derfor blev kampen i første omgang flyttet til Court 3, hvor der ikke var planlagt dækning fra WTATV.com, men der var signal igennem til banen på livestream hos betting-tjenester, men på grund af endnu mere regn blev de sidste single kampe udsat til torsdag, hvorimod doublen blev flyttet indendørs, så det blev ikke muligt at se kampen.

Man kunne i stedet følge med på livescore og konstatere, at rumænerne vandt 1. sæt 6-4, men herefter satte Clara og hendes makker sig på 2. sæt, hvor de bragte sig foran 5-0.
Der blev dog skabt fornyet spænding i sættet, da rumænerne efterhånden fik reduceret til 3-5, og de havde desuden chancen for at bryde til 4-5 på et “deciding-point” ved 40-40, hvilket samtidig betød sætbold, som blev vundet, så kampen skulle afgøres i match-tiebreak.

Clara og Kung førte i starten af match-tiebreak’en, men efter 6-6 trak rumænerne fra og vandt kampen 6-4, 3-6, [10-7].

Etablering og videreudvikling via W25 og W60

Søren Tauson fortalte desuden, at det efter en træningsperiode er planen, at Clara igen skal spille turneringer under ITF World Tennis Tour i $25.000 (W25) og $60.000 (W60) kategorierne, hvor hun skal etablere sig og arbejde med sit spil.

Søren nævnte ikke hvilke konkrete turneringer, der er i tankerne, men i uge 17 var det oprindeligt planen, at hun skulle have brugt en “Junior Exempt” (JE) til en W25 turnering i Chiasso, men ved “withdrawal-deadline” 9. april er tilmeldingen trukket tilbage.

Efter de 2 sejre i kvalifikationen til Lugano, optjener Clara yderligere 18 point til WTA-ranglisten, hvor hun med 98 point vil være omkring no. 381-383, hvilket øger chancen for at få adgang til de ønskede turneringer, hvor hun dog fortsat har muligheder for at benytte JE til et antal turneringer.

Clara optræder dog fortsat på Acceptancelisten til W25 turneringen samme uge i Santa Margherita Di Pula i Italien, som var hendes 2. prioritet, og hun er anført som no. 4 til kvalifikationen.

Acceptancelisterne skal dog nogle gange tages med forbehold, da der stadig – i et begrænset omfang – kan foretages en “Late withdrawal”, og hvis der pludselig opstår mulighed for et wildcard til en større turnering, bliver en sådan mulighed næppe afvist.

Clara har efter de 2 junior-titler i Australien og efterfølgende 3 ITF-titler i W15 og W60 kategorierne slået sit navn fast, så muligheden for yderligere wildcards måske ikke er helt urealistiske, især hvis “gode forbindelser” kan være med til at presse på.