Vejrgudernes drilleri er et problem, men problemer er til for at løses. Og det bliver de i Århus.

Tennisbanerne i Skovbakken var under lørdagen og søndagens kvalifikation til UM så knastørre, at de skreg efter vand. Støvet hvirvlede op i tropeheden, når vindpust fra Århus-bugten blev sendt ind over anlægget.

Efter en stormfuld mandag kom der vand. Og det imponerende opbud af frivillige, der før havde sprøjtet vand på det tørre grus, fik fra onsdag travlt med den omvendte proces – at fjerne de store mængder af vand, som vejrguderne havde besluttet at deponere på Skovbakkens anlæg. Og det har fungeret så perfekt, at kampprogrammet er afviklet – med afbrydelser – og genoptagne og afsluttede kampe. Problemet er løst.

Fredagens semifinaleprogram er klar.

Hos U14 pigerne er det Alisha Ali Hussain (Hillerød), der møder Mille Elsborg (Roskilde) i den ene semifinale. Hussain slog torsdag 1. seed Camilla Flintholm Jensen (Fruens Bøge) med overbevisende 6/4 6/0. Elsborg besejrede i sin kvartfinalekamp Jacqueline Tully (Hvidovre) 6/4 6/1.

I den anden semifinale er det Clara Tauson (Gentofte) og Martha-Elisa Stemann (HIK), der mødes. Tauson slog i torsdagens kvartfinale Ida Hasselbalch (HRT) 6/0 6/3, og Stemann var lige så overbevisende, da hun besejrede Amalie Piculell (Lyngby) 6/1 6/2.

Storfavoritten hos U14 drengene, Eric Vanshelboim (KB) vandt torsdagens kvartfinale over Oscar Brostrøm Poulsen (Gentofte) 6/2 6/4, og han møder i semifinalen Emil Okkels Jensen (Fruens Bøge), som torsdag sendte Lucas Oliversen (Lyngby) ud af mesterskabet med 6/2 6/2.

I den anden seedningshalvdel har 10. seedede Noah Svenningsen Holmvang (Århus 1900) i Sebastian Grundtvigs fravær (turnering i Frankrig) lagt billet ind til finalen. I torsdagens kvartfinale besejrede han 6. seed Carl Emil Overbeck (HIK) 6/0 6/3. Næste forhindring, der skal passeres er 2. seed Niels Heise Korsgaard (Fruens Bøge), der torsdag også vandt en sikker sejr, 6/2 6/3 over Mads Tagesen (Århus 1900).