Der var ikke større overraskelser ved finalerne i UM inde, hvor flere guldmedaljer blev vundet af spillere, der har markeret sig bedst internationalt
Da finalerne ved UM inde blev indledt Påskesøndag kl. 09:00 i Hørsholm Rungsted var alle siddepladser på balkonen for enden af hallen ud for bane 5 fyldt til bristepunktet, idet alle 4 stole var optaget af spillernes mødre og trænere.
Finaledeltagerne har muligvis (dog ikke fakta-tjekket) den yngste gennemsnitsalder nogensinde i en dansk UM U12 finale, idet Philippa Henningsen (HVT) først fyldte 10 år 29. januar, og hun er derfor stadig U10.
Mathilde Hartvigsen Dianati (Birkerød) blev 11 år 8. januar, og hun blev derfor U12’er ved årsskiftet, men selvom de dystede mod ældre modstandere, fejede de begge al modstand til side på vej mod finalen.
Philippa havde fået wildcard til hovedturneringen, og hun vandt i 1. runde 6-1, 6-2 over Nellie Fischer (Skovbakken), og de 3 næste runder vandt hun over henholdsvis seedet 3, 6 og 1 med så suveræne cifre som 6-0, 6-2 og 6-0, 6-0 samt 6-1, 6-3.
Mathilde spillede en enkelt kamp i kvalifikationen samt yderligere 4 i hovedturneringen inden finalen.
2 af kampene endte 6-0, 6-0, og i 2 andre kampe afgav hun blot et enkelt point.
Bedst klarede 2. seedede Aya Kaveh-Moghadam (Vester Skerninge) sig, da Mathilde vandt 6-1, 6-2 i kvartfinalen.
I finalen fulgte Philippa med til 2-2 i 1. sæt, men i længden kunne hun ikke modstå det større tryk fra sin et år ældre modstander, der vandt 6-2, 6-0.
Philippa erkendte efter kampen, at hun ikke var helt tilfreds med at “nøjes” med sølvmedalje, men da hun senere fik overrakt medaljen var det gode humør vendt tilbage.
Humøret fik yderligere en tak opad, da Philippa og Mathilde senere på dagen sammen blev vindere af U12 pigedouble.
Da Philippa som nævnt fortsat er U10 og Mathilde først blev U12 ved årsskiftet, har de ingen rangering, der berettiger til seedning, og lodtrækningen bevirkede at 1. seedede Aya Kaveh-Moghadam (Vester Skerninge) og Elise Prytz-Grønfeldt allerede i deres første kamp (kvartfinalen) mødte Mathilde og Philippa, der først efter en tæt afgørelse i match-tiebreak vandt 7-5, 3-6, [11-9].
Forinden havde de vundet 6-0, 6-0 i 1/8-finalen, og i semifinalen vandt de 6-0, 6-1 over 3. seedede Lara & Maya Teilmann (Slagelse).
I finalen mod 2. seedede Mollie Marie Bernhoft-Hansen (HRT) og Lea Keinicke Staghøj (HVT) var sejrscifrene 6-3, 6-3
Både Mathilde og Philippa er flittige brugere af Instagram, hvor de – med forældrenes hjælp – fortæller om deres bedrifter.
Antallet af følgere vidner om stor interesse hos mange, der interesseret følger med i deres bestræbelser på at opfylde drømmen om en stor karriere, hvor Mathilde i den spæde start allerede kan fremvise et par fornemme titler på sin Instagram profil
🏆 winner Smrikva Bowl 2024
🏆 winner Little Mo 2022
Philippa har næsten 8.000 følgere på Instagram, hvor det bl.a. fremgår, at hun tidligere på året vandt GLTK Göteborg Lawn Tennis Klub girls under 12 kat A.

Philippa vandt også U12 double sidste år sammen med storesøster Emilia Henningsen, og dengang modtog Tennisavisen ovenstående billede med søstrene, der begge fortsat drømmer om at deltage i de store Grand Slam turneringer.
Emilia vandt sidste år suverænt U12 titlen, og efter en imponerende start på året efter oprykning til U14 aldersgruppen, hvor kun den ½ år ældre Elizaveta Anikina er højere rangeret hos Tennis Europ i 2012-årgangen, var Emilia oplagt favorit til tiltlen i U14 pigesingle.
Forventningerne blev også indfriet, men undervejs fik Emilia dog kvalificeret modstand, da hun i kvartfinalen vandt 6-4, 6-3 over 6. seedede Sophia Valsted (KB), og selvom cifrene i semifinalen mod 5. seedede Agnes Bang-Kjærsgaard (Gentofte) blev 6-0, 6-0 krævede det fuld fokus, og at Emilia var i “zonen” hele vejen.
I finalen mødte Emilia sin navnesøster Emilia Evy Thygesen (KB), der ligesom Agnes er lige udenfor top 100 på Tennis Europe U14-ranglisten, hvor Emilia Henningsen er no. 41.
Thygesen havde forinden vundet 6-0, 6-3 og 6-1, 6-0 i henholdsvis 1/8-finalen og kvartfinalen, inden hun i semifinalen mødte Filippa Foxby Munch (KB), der var seedet 1, men seedningen afspejler dog ikke rangeringen hos Tennis Europe, hvor Filippa er no. 220.
Forskellen afspejledes da også i resultatet, idet Emilia vandt 6-2, 6-4.
I finalen blev sejrscifrene ligeledes 6-2, 6-4 til Emilia Henningsen i et jævnbyrdigt og seværdigt opgør, hvor Thygesen havde sine muligheder undervejs, men manglende skarphed i de afgørende momenter bevirkede, at Henningsens større stabilitet blev afgørende.
Niveauet undervejs indikerer, at begge Emilia’er kan være med til at presse og løfte hinanden i deres videre udvikling.

Emilia Thygesen fik dog revanche i U14 pigedouble, hvor hun var seedet 3 sammen med Sophia Valsted, idet de efter 6-1, 6-1 i semifinalen over 2. seedede Victoria Frederiksen og Filippa Foxby Munch, vandt knebent 5-7, 6-4, [11-9] i finalen over 1. seedede Emilia Henningsen og Agnes Bang-Kjærsgaard
Mens 2 gange Emilia spillede finale i U14 pigesingle på bane 5, var der samtidig også navne-sammenfald på bane 4, hvor finalisterne var 3. seedede Sophia Izabella Ragus (Gentofte) og 4. seedede Sofia Mortensen (HRT).
Sidstnævnte havde i semifinalen vundet 6-2, 6-3 over 1. seedede Sophia Tølbøl Bergqvist (KB), hvorimod der kun var en enkelt Sophia i den anden semifinale, hvor Ragus vandt 6-3, 6-3 over 2. seedede Marie Benmouyal (KB).
I finalen vandt Ragus 6-4, 6-0 over Mortensen

I U18 pigedouble blev finalen vundet at det useedede par Lucca Ingildsen og Sofia Mortensen, der vandt 4-6, 7-6, [10-7] over 2. seedede 4-6, 7-6, [10-7].
Den første kamp på bane 4 var finalen i U16 pigesingle, hvor Liva Viller Møller (HIK) havde spillet sig videre fra kvalifikationen, og efter sejr i 1. runde 6-2, 6-2 over Ophelia Appel-Græm Solové (Gentofte) vand Liva 2-6, 6-4, 6-3 over 1. seedede Caroline Hermanns (Farum) i kvartfinalen og 6-3, 6-4 over 7. seedede Anna Frederikke Forland (Gentofte).
Det var mere i overensstemmelse med seedningen, at den anden finalist blev 2. seedede Alexandra Peralta Boenæs (HRT), der i semifinalen mødte 4. seedede Anna Brandt Schultz (HVT).
Anna vandt i kvartfinalen 6-3, 6-1 i familieopgøret mod 5. seedede søster Emma, og hun gav Alexandra kamp til stregen i semifinalen i de 2 første sæt, indtil Alexandra fik overtaget i 3. sæt og vandt 7-6, 5-7, 6-1.
Forinden havde Alexandra vundet 6-3, 6-4 i kvartfinalen over 6. seedede Nora Juncher Kjellin (KB).
I finalen var Alexandra tilsyneladende på sikker sejrskurs i 1. sæt, men et comeback sikrede Liva sættet i tiebreak, hvorefter Alexandra i de 2 efterfølgende sæt holdt fast i sine forspring og vandt finalen 6-7, 6-1, 6-2.

I U16 pigedouble var søstrene Anna & Emma Brandt Schultz seedet 1, og de mødte i finalen 2. seedede Alexandra Peralta Boenæs og Nora Juncher Kjellin, der efter match-tiebreak vandt 6-4, 5-7, [10-6].
I drengesingle var sidste års finalist Silas Agerbek Fridthjof, der stadig er U12 og har markeret sig fornemt hos Tennis Europe, ikke tilmeldt UM inde, og derfor blev favoritrollen overtaget af Daniel Maciel Araujo Pyndt (KB), der var seedet 1, og han efterlod ingen tvivl om udfaldet i sine kampe, da han på vejen mod semifinalen blot afgav et enkelt parti i 2 kampe.
I semifinalen vandt Daniel 6-2, 6-1 over 6. seedede Matteo Aiello.
I modsatte halvdel mødte 5. seedede William Bach Rasmussen (Skovshoved) efter 6-0, 6-0 i 1. runde 2. seedede Reinholdt Emil Brandt Schultz (HVT) i kvartfinalen, som William vandt 6-0, 7-6, og i semifinalen vandt han 6-1, 6-2 over 4. seedede William Schlittler (Aarhus 1900).
I finalen vandt Daniel med de samme cifre 6-1, 6-2 over William.

Daniel blev også vinder af U12 drengedouble, hvor han var seedet 1 sammen med Reinholdt Emil, og de vandt efter matchtiebreak 4-6, 6-4, [10-5] over 3. seedede Matteo Aiello og Carl Emil H. Petersen.
Sidste års suveræne vinder af U12 drengesingle var Philip Hartvigsen Dianati (Birkerød) var seedet 4, og han var i samme halvdel som rækkens favorit Laurits Østergaard (KB), der har markeret sig flot i Tennis Europe, hvor han er no. 54 på U14 ranglisten.
Kort før UM blev Laurits suveræn vinder af Category 3 Siauliai Tennis Academy Cup U14 uden at afgive sæt undervejs.
Ved UM blev der heller ikke afgivet et eneste sæt, idet Laurits vandt 6-1, 6-1 over Anton Duvold (VST) i 1/8-finalen og 6-2, 6-0 over 6. seedede Oscar Grant-Rosendahl (HIK) i kvartfinalen.
Philip fulgte nogenlunde med i 1. sæt i semifinalen, som Laurits dog vandt 6-4, 6-2.
2. seedede Adam Kjærsgaard Sørensen (Gentofte) vandt 6-1, 6-1 i både 1/8-finalen og kvartfinalen, hvorefter han i semifinalen havde større besvær i 1. sæt mod 3. seedede Jacob Halprin (B93), inden han vandt 7-6, 6-0.
I finalen vandt Laurits komfortabel 6-3, 6-1 over Adam.

I U16 drengesingle var begge semifinaler 3-sætskampe, idet 4. seedede Tristan Brogaard (Skovbakken) vandt 1. sæt 7-5 over 1. seedede Andreas Philip Cort Maleeva Hansen (KB) der dog fik et solidt overtag i de næste 2 sæt, og han vandt 5-7, 6-1, 6-1.
Den anden semifinale mellem 2. seedede Carl Filip Bak Weller (KB) og 3. seedede Mingus Zack Hansen (Birkerød) blev afgjort efter tiebreak i 3. sæt, hvor Carl Filip trak det længste strå og vandt 6-4, 3-6, 7-6.
I finalen blev der ikke tvivl om udfaldet, da Andreas Philip vandt sikkert 6-3, 6-0.

Andreas Philip vandt desuden U16 drengedouble sammen med Carl Filip Bak Weller efter 6-4, 6-3 over 2. seedede Tristan Brogaard og Mingus Zack Hansen, der således ikke fik revanche for nederlaget i semifinalen i single.
Dermed har Andreas Philip allerede som 15-årig vundet 13 UM-guldmedaljer (6 x single, 5 x double og 2 x mix-double), men det er dog ikke tjekket, om det antal tidligere er overgået.
U18 drengesingle blev ligeledes en finale mellem de 2 topseedede.
1. seedede Christian Grønfeldt-Sørensen (KB) vandt på sin vej mod finalen 6-0, 6-2 over Anton Fløe Seemann (Aarhus 1900) i 1/8-finalen og 6-2, 6-4 over 6. seedede Christoffer Topp-Parving (Gentofte) i kvartfinalen samt 6-3, 6-2 over 4. seedede Mads Bruhn Aaby (Holte) i semifinalen.
2. seedede Rasmus Hembo Mathiasen (Esbjerg) måtte kæmpe mere for finalepladsen, da han i 1/8-finalen vandt 7-5, 6-3 over Christoffer Jessen (Gentofte), og efter 6-2, 6-2 i kvartfinalen mod Christoffer Thielsen (ATK) blev han for alvor presset i semifinalen mod 3. seedede August Brostrøm Poulsen (Lyngby), inden han med cifrene 3-6, 7-6, 7-5 var klar til finalen.
Rasmus kom bedst fra start med 6-2 i 1. sæt, men Christian fik efter 7-5 i 2. sæt presset finalen ud i et afgørende 3. sæt, hvor der fortsat var stor jævnbyrdighed.
Da Rasmus ved stillingen 4-5 servede for blive i kampen, misbrugte han ved 15-30 en stor mulighed, som gav Christian matchbolde, som han udnyttede, hvorved han vandt 2-6, 7-5, 6-4.

Christian var også seedet 1 i U18 drengedouble sammen med August Brostrøm Poulsen, og de vandt i finalen 6-2, 6-3 over Oscar Alexander Strøm Lundsfryd og Christoffer Thielsen.
Alle resultater fra UM inde findes på dette link hos Dansk Tennis Forbund.