Søndag var dagen, hvor australske Nick Kyrgios for første gang kunne løfte et ATP-trofæ. Tennisavisen bringer her et portræt af et af sportsgrenens største, men også mest kontroversielle talenter.

Nick Kyrgios. Navnet er du nok allerede bekendt med. I en alder af blot 20 år har det australske tennistalent formået at tiltrække sig en del opmærksomhed – både for det positive og det negative.

Med sejre over nogle af verdens bedste tennisspillere og en nylig tilføjelse af det første ATP-trofæ til hylden ligner Nick Kyrgios fremtidens mand. En mand, der til tider har været under voldsom kritik for sin attitude, men som holder fast i at være, den han er.

Da ukendt teenager slog verdens nummer 1

Den 1. juli 2014. Dagen, hvor tennisverdenen for første gang for alvor fik øje på Nick Kyrgios. I fjerde runde af den mest prestigefyldte turnering af dem alle, Wimbledon, var den australske teenager oppe imod verdensetteren, Rafael Nadal.

I en hæsblæsende kamp virkede Kyrgios uimponeret over mødet med den spanske verdensetter og bankede det ene servees af sted efter det andet. Efter fire sæt var Nadal og resten af tennisverdenen i chok. Verdens nummer 144 havde slået Rafael Nadal, der få uger tidligere stod med sit niende French Open-trofæ.

Med den sensationelle sejr var Kyrgios den første mand uden for top 100 til at slå verdens nummer 1 ved en Grand Slam siden 1992. Han blev samtidig den første teenager siden 2005 til at slå verdensranglistens nummer 1 ved en Grand Slam.

Gennembrudsåret

Kyrgios startede 2015 som lyn og torden. Og endnu en gang var det ved en Grand Slam-turnering, han gjorde sig bemærket. Denne gang var det i hjemlandet Australien. Her blev kvartfinalen dog igen endestationen, da Andy Murray viste sig for stærk for australieren.

Med endnu en kvartfinale blev Kyrgios den første teenager til at nå mere end én kvartfinale i Grand Slam sammenhæng, siden Federer gjorde det i 2001.

2015 blev også året, hvor Kyrgios nåede sin første ATP-finale. Ved ATP-turneringen i Estoril i Portugal blev det til et finalenederlag til franske Richard Gasquet, men den unge australier med den frygtindgydende serv viste endnu en gang prøvelser på sit store talent.

Kritikken, der tog fart

2015 blev dog også året, hvor adskillige tennisfans så sig sure på Kyrgios. Ved Wimbledon gjorde han sig dårligt bemærket, da han blev anklaget for bevidst at undlade at returnere flere server fra franske Gasquet.

Ved Rodgers Cup mod Stanislas Wawrinka gik Kyrgios dog skridtet videre. Under et siddebytte henvendte han sig til schweizeren og fortalte, at en anden spiller på ATP-touren, Thanasi Kokkinakis, havde været i seng med Wawrinkas kæreste.

Det faldt langt fra i god jord hos Wawrinka, der på de sociale medier rettede en skarp kritik af Kyrgios og den disrespekt, han havde udvist over for sin kollega. Australieren fik efterfølgende også en bøde af ATP for sin opførsel.

Marseille-trofæ bliver det første af mange

Søndag var det dog spillet på banen, der vakte opmærksomhed. Ved ATP-turneringen i Marseille kunne Kyrgios for første gang i karrieren lade sig hylde som vinder af en ATP-turnering.

Den forgange uge havde det unge talent vist imponerende styrke ved ATP-turnerneringen i Marseille, hvor det blev til knusende sejre over blandt andet Richard Gasquet og Thomas Berdych, inden han i finalen forholdsvis sikkert slog Grand Slam-vinder Marin Cilic. En finalesejr, hvor han blandt andet vandt hele 95 procent af sine førsteserver.

Med den store serv og den endnu større selvtillid viste Nick Kyrgios i Marseille, hvorfor han skal regnes for en af fremtidens helt store spillere. Og med sejre over blandt andre Nadal og Federer, samt den første titel på cv’et, ligner det nu i endnu højere grad en usleben diamant, der i de kommende år vil nærme sig de allerstørste stjerner.

20-årige Kyrgios er kontroversiel og utilregnelig, men mest af alt ekstremt talentfuld. Derfor er han også et friskt pust til den til tider trivielle verdenstop, hvor de største stjerner er tættere på 30 end på 25. Om han er top 10 spiller, når året er gået, er svært at sige. Men fremtiden ser lys ud for Nick Kyrgios. Kontroversiel eller ej.