Efter 3 forgæves forsøg på at kvalificere sig til hovedturnering i M15 lykkedes det omsider for Christian Sigsgaard at sætte sit første ATP rangliste-point på kontoen

Udbuddet af turneringer ved ITF Men’s World Tennis Tour har under corona-pandemien været begrænset i en grad, så det har været ekstra svært at komme ind i turneringerne for spillere, der ikke i forvejen har en ATP-rangering.
Derfor var det ekstra vigtigt for 24-årige Christian Sigsgaard (Sigs) at udnytte chancen, da han i starten af året omsider fik muligheden ved en M15 turnering på Mallorca, men efter sejre i de 2 første kvalkampe, glippede muligheden for at spille om ATP-point alligevel, da han i kvalfinalen trak det korteste strå i en matchtiebreak mod Peter Benjamin Privara (SVK), der vandt 3-6, 6-1, [10-8].

Da Sigs et par måneder senere 2 uger i træk forsøgte at slippe ind via kvalifikationen til M15 i Sharm El Sheikh, var det i begge uger igen en match-tiebreak, der blev afgørende for, at det ikke lykkedes.
I den første uge nåede han 2. kvalrunde, hvorimod han ugen efter måtte forlade turneringen allerede efter 1. kvalrunde.

Disse resultater tyder på, at Sigs har været langt under det niveau, som han er i stand til at præstere, og som han senest viste eksempler på, da han med sejre over både Elias Ymer og Holger Vitus Nødskov Rune vandt opvisningsturneringen UTR Leschly Nordic Masters i Rungsted, og derfor er det nærliggende at konkludere, at den mentale faktor har spillet en stor rolle, fordi point til ranglisten kan blive afgørende for fremtidige muligheder for at komme ind i sådanne turneringer.

Nordic Masters: Useedede Christian Sigsgaard viste klasse og vandt både titel og 80.000 kr.

Sigs fik dog igen en mulighed for at være med i kvalifikationen til denne uges M15 turnering Sibenik Open i Croatien, hvor 1. kvalrunde igen blev afgjort i match-teibreak, som Sigs dog vandt overbevisende 10-2 over 17-årige Aleksander Tomas (AUT), der havde wildcard.
I 2. kvalrunde kom Sigs et skridt nærmere, da han vandt 7-6(3), 6-4 over 21-årige Neil Oberleitner (AUT), men der kræves 3 sejre for at kvalificere sig til selve hovedturneringen.

Kvalkampene afvikles ofte uden mulighed for at følge med på hverken livescore eller livestream, men kvalfinalen blev spillet afviklet i tirsdags på Court 5, hvor kampen kunne følges på livestream, men i starten af kampen fungerede visningen af stillingen undervejs ikke, og senere i 1. sæt blev signalet fra kampen desuden afbrudt.

Kort før afbrydelsen af live-signalet tydede udviklingen i kampen ikke på, at det skulle lykkes Sigs at gå videre til hovedturneringen, idet hans 23-årige modstander, Domagoj Biljesko (CRO), var totalt dominerende og vandt samtlige dueller i en periode, hvor spillet fra Sigs var præget af meget stor usikkerhed, og den naturlige konsekvens heraf blev, at Biljesko vandt sættet sikkert 6-1.

Efterfølgende blev der dog styr på teknikken, der skulle sørge for, at livescore fra kampen kunne følges, og tilsyneladende fik Sigs også selv væsentligt bedre styr på tennis-teknikken, idet han fulgte bedre med i 2. sæt, hvor Biljesko ifølge SofaScore App’en – trods 40-15 – fik brudt serven, men han brød straks tilbage efter et rent break.
Efter endnu et break til hver holdt begge dog serv indtil stillingen 6-6, og i den afsluttende tiebreak kom Sigs bagud med minibreak til 2-4, men ved 3-4 vandt han derefter begge modstanderens server, hvorefter han vandt begge sine egne server og dermed tiebreak’en 7-4.

Kvalfinalen blev derfor afgjort i match-tiebreak, hvor Biljesko førte 2-0, og han fulgte stadig med danskeren ved sidebyttet ved 3-3, men Sigs vandt de næste 3 point, inden kroaten reducerede til 4-6, og Sigs afsluttede kampen med 4 point på stribe til dansk sejr 1-6, 7-6(4), [10-4].

3 sejre i kvalifikationen giver dog ikke point til ATP-ranglisten, da det kræver mindst 1 sejr i hovedturneringen af få et enkelt point, og den opgave løste Sigs med stor overbevisning, da han mødte 22-årige Ugo Blanchet (FRA), der ligeledes var videre fra kvalifikationen.
Kampen blev spillet på Court 7, hvor der ikke var mulighed for livestream, men på livescore kunne konstateres, at Sigs ved 2-2 brød til 3-2, da Blanchet hverken udnyttede  40-15 eller endnu en fordel, inden Sigs udnyttede sin 4. break-mulighed i sættet, og efter endnu et break kunne Sigs serve 1. sæt sikkert hjem 6-2.

Sigs indledte 2. sæt med at bryde sin modstander, som derefter havde 3 muligheder for straks at bryde tilbage, men Sigs afværgede dem alle, og han brød derefter serven rent til 3-0, hvorefter kampen reelt blev afgjort, da Sigs afværgede den sidste kroatiske break-mulighed og holdt serv til 4-0, hvilket blev fulgt op med endnu et break, hvorefter Sigs uddelte “æg” og servede kampen hjem med cifrene 6-2, 6-0.

Herunder lykønskes Sigs med sit første point til ATP-ranglisten.

I 2. runde var der yderligere et ATP point på spil, da Sigs mødte 25-årige 6. seedede no. 486 David Pichler (AUT), som han for snart 7 år siden mødte som junior i Slovakiet, hvor Sigs vandt 6-2, 6-3.
Pichler mødte i slutningen af marts Holger Rune i 1. kvalrunde ved ATP Challenger i Marbella, hvor Holger vandt 6-1, 6-3, og 2 uger senere var Pichler helt fremme i semifinalen ved en M25 turnering i Meerbusch i Tyskland.

Sigs kom skidt fra start, da han blev brudt 2 gange i træk, hvorimod Pichler kun afgav et enkelt point i sine 2 første servepartier, inden Sigs kom på tavlen, da han holdt serv til 1-4, og han holdt desuden serv til 2-5 efter at Pichler igen havde holdt serv fra 40-15, og Pichler holdt derefter serv til 6-2 efter et sæt, hvor Sigs kun vandt 4 point i Pichlers serv.

Allerede i det første serveparti i 2. sæt blev Sigs brudt ved 15-40, og Pichler bevarede forspringet frem til 4-2, hvor han havde en enkelt break-mulighed for en afgørende føring til 5-2, men Sigs bevarede kontakten og holdt serv, hvorefter han udnyttede sin første break-mulighed i kampen og udlignede ti 4-4, og han afværgede derefter en østrigsk break-mulighed, og Sigs kom for første gang i sættet foran, da han holdt serv til 5-4.

Pichler udlignede dog straks, da han holdt serv efter 40-0 og 40-15, hvor Sigs for sidste gang i kampen vandt et point, idet Pichler derefter brød rent til 6-5 og servede kampen hjem med et rent parti til samlet sejr 6-2, 7-5.

Selvom Sigs derved måtte nøjes med et enkelt point til ranglisten, kan det få stor betydning for hans fortsatte bestræbelser på at gøre sig gældende på ITF Men’s World Tennis Tour, både fordi de 4 sejre uden tvivl betyder meget for selvtilliden, og der bliver desuden væsentlig større muligheder for at få adgang til fremtidige turneringer, når Sigs figurerer på ATP-ranglisten, idet alle med en ATP-rangering som minimum er sikret deltagelse i kvalifikationen til langt de fleste M15-turneringer.

Da ATP point optjent i M15 og M25 først opdateres med en uges forsinkelse, og da tilmeldingsfristen er 3 uger, vil Sigs tidligst kunne udnytte den nye rangering ved tilmeldinger til turneringer fra 24. maj.

 

Forrige artikelATP 500 Barcelona: Revanche mod Ramos-Vinolas glippede for Holger Rune efter marathondyst
Næste artikelGrade 4 Larnaca: Fjerde gang blev lykkens gang, da Natacha Schou sikrede sin første titel
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.