Med sejren over både Elias Ymer i semifinale og mod Holger Rune i finalen bekræftede Christian Sigsgaard at han er klar til professionel tennis. Benoit Paire stemplede ud mod Elias Ymer

Efter lørdagens semifinaler ved UTR Leschly Noric Masters, blev søndagens finale et rent dansk opgør mellem 23-årige Christian Sigsgaard og 17-årige Holger Vitus Nødskov Rune, selvom de begge på papiret var undertippede i semifinalen.

Nordic Masters: Hoger Rune vinder over ATP no. 28 Paire og møder Christian Sigsgaard i dansk finale

Det var derfor en større overraskelse, at ATP-ranglistens no. 28 Benoit Paire ikke var i finalen, som han var snublende tæt på efter 2 matchbolde mod Holger.

I stedet mødte Paire i kampen om 3-4. pladsen Elias Ymer, der ligesom i semifinalen mod Christian Sigsgaard blev brudt allerede i sit første serveparti, hvilket der sjældent er plads til mod en modstander, der har en frygtindgydende serv.

UTR Leschly Nordic Master
Sportsfotograf.com

I de efterfølgende partier fik svenskeren dog god kontrol over sine servepartier, men han havde fortsat stort besvær med at få franskmandens server i spil.
Da Paire servede ved 4-3 fik Ymer dog bedre styr på returneringerne, og det lykkedes for ham at bryde tilbage til 4-4 til så stor frustration, at Paire smadrede sin ketsjer og indkasserede en advarsel.

UTR Leschly Nordic Master
Sportsfotograf.com – Benoit Paire’s ketsjer efter en tur i gulvet

Ymer fortsatte med at kontrollere sine egne servepartier, og han fik stadig flere servereturneringer i spil, og ved stillingen 6-5 spillede han sig til en sætbold med en vinder direkte på servereturneringen, hvorefter et mislykket forsøg på en fransk stopbold havnede i nettet og sikrede Ymer 1. sæt 7-5.

UTR Leschly Nordic Master
Sportsfotograf.com

I 2. sæt var det svært at få øje på et ægte engagement hos Paire, der ved stillingen 1-2 kom han bagud 0-40 i egen serv, og Ymer brød til 3-1, da en fransk halvflugtning blev for bred.

Paire havde tilsyneladende stemplet ud af kampen, da han med en sjusket stopbold blev brudt til 1-5,
Da Ymer servede for kampen, skaffede han en matchbold med et servees, hvorefter han i næste duel pressede Paire til en fejl fra baghånden til svensk sejr 7-5, 6-1.

UTR Leschly Nordic Master
Sportsfotograf.com

Selvom Paire især i 2. sæt leverede en indsats, som med god ret kan opfattes som mangelfuld respekt for turneringen, kan der ikke pilles ved indsatsen fra Elias Ymer, der efter det tidligere break i starten af kampen leverede en gedigen præstation, hvor især 1. sæt fremadrettet kan bruges positivt.

UTR Leschly Nordic Master
Sportsfotograf.com

Benoit Paire modtog en buket blomster og en check på 10.000 kr. for indsatsen, mens Elias Ymer modtog det dobbelte for sin indsats, som gav bedre grund til smil.

UTR Leschly Nordic Master
Foto: Tennisavisen

I finalen kom Holger en smule under pres, da han ved stillingen 1-1 var bagud 0-30, men det blev dog hurtigt vendt til 40-30, og han bragte sig foran 2-1 med et servees.
I det efterfølgende parti afværgede Sigs en break-mulighed, inden han udlignede til 2-2, og han måtte afværge break-bolde ved 15-40, da han udlignede til 4-4.

UTR Leschly Nordic Master
Sportsfotograf.com

Til gengæld havde Sigs en break-mulighed i Holgers efterfølgende serveparti, hvilket blev udnyttet, hvorefter Sigs med et rent serveparti vandt 1. sæt 6-4.

Ligesom det var tilfældet dagen før mod Elias Ymer, formåede Sigs at løfte sit spil på de vigtigste bolde, hvorved Holger ikke fik udnyttet sine break-chancer i sættet.

UTR Leschly Nordic Master
Sportsfotograf.com

I 2. sæt fik Holger den ene fod bundet ind på grund af en vabel, der især generede, når der var brug for at træde igennem i yderpositionerne.

UTR Leschly Nordic Master
Sportsfotograf.com

Ved stillingen 2-3 kom Sigs bagud både 0-30 og 30-40, men et servees forhindrede break til Holger, da Sigs efterfølgende holdt serv til 3-3.
I det næste parti var det Holgers tur til at afværge break-bolde, og det lykkedes i de to første tilfælde, men da han havde været bagud 0-40, havde Sigs stadig en break-mulighed, som blev udnyttet, da en long line baghånd fra Holger ramte ved siden af linjen.

UTR Leschly Nordic Master
Sportsfotograf.com

Sigs holdt derefter serv til 5-3, og da Holger igen kom bagud 0-40 i egen serv, havde Sigs 3 matchbolde.
Den første blev afværget, men en baghånd i nettet fra Holger afgjorde kampen, som Sigs derved vandt 6-4, 6-3 til stor tilfredshed hos hans coach Christopher Raben.

UTR Leschly Nordic Master
Sportsfotograf.com

Flere af klubkammeraterne fra Gentofte insisterede på at være med, da der blev taget billeder af vinderen.

Foto: Tennisavisen

Sigs har al mulig grund til at være tilfreds med sine præstationer ved turneringen, hvor han hele vejen viste et højt stabilt niveau, og når han får muligheder for at komme ud og spille turneringer i ITF Men’s World Tennis Tour, er der al mulig grund til at tro på, at han kan gøre sig gældende og starte klatreturen op ad ATP-ranglisten.

Kenneth Jessen fra Sportsfotograf.com har – udover flere af ovenstående – fremsendt en række billeder fra søndagens kampe.

Leschly Tennis Foundation har ligeledes lagt billeder på deres facebook-side.
Grundlæggeren Jan Leschly ville gerne have været til stede – både ved et tidligere arrangement i Farum og ved Nordic Masters – men da det ikke er tilrådeligt for en 80-årig at rejse i denne corona-tid, har Jan Leschly i stedet fulgt med på skærmen hjemme i USA.

Holger deltager ifølge planen allerede i den kommende uge ved en M15 turnering i Antalya, hvor han også er tilmeldt ugen efter.
Imidlertid er der risiko for, at han kan blive nødt til at melde afbud, da der kan være tale om en byld, der skal skæres op.
Turneringen i Antalya blev indledt allerede søndag med kampe i kvalifikationen, men Holger kan muligvis vente med at spille sin første kamp onsdag.

Forrige artikelNordic Masters: Hoger Rune vinder over ATP no. 28 Paire og møder Christian Sigsgaard i dansk finale
Næste artikelDH Damer: KB vandt tæt opgør i Lyngby
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.