Tidligere på ugen chokerede Maria Sharapova en hel tennisverden ved at indrømme, at hun var blevet taget for doping under Australian Open. Ugen byder dog også på gode nyheder, og den bedste er, at evigt uheldige Juan Martin del Potro spiller sin blot anden Masters turnering i to et halvt år. Vi byder den store argentiner velkommen tilbage med dette portræt.
En af verdens bedste tennisspillere er tilbage på ATP-touren. I denne uge spiller han sin anden turnering i endnu et forsøg på comeback. Første turnering spillede han i februar i amerikanske Delray Beach, og den brugte han på at klatre op fra nr. 1041 til nr. 420 på verdensranglisten via en semifinaleplads.
Manden, vi taler om, er naturligvis Juan Martin del Potro – også kendt som “Delpo”, “The Tower of Tandil” og “The gentle Giant” på grund af sin rolige og venlige fremtoning kombineret med de 198 centimeter.
Og Delpo har været savnet. Han er én af de mest vellidte spillere på ATP-touren, og de allerfleste fans har som regel også et blødt punkt for del Potro.
Den nu 27-årige argentiner er desværre også en af de allermest uheldige tennisspillere i nyere tid. Blot én kamp blev det til i 2015, presset ind mellem to håndledsoperationer. Meget bedre så det ikke ud i 2014, hvor den store mand nåede ti kampe i alt (70-80 kampe på et år er standard) og også dér blev opereret.
Hele fire gange har hans håndled været under kniven i løbet af de sidste seks år – tre gange det venstre, én gang det højre. Dertil kommer en række andre skader.
Det store spørgsmål er nu, om det holder denne gang. I ATP-turneringen i Delray i februar slicede han således markant mere end normalt for at beskytte sit venstre håndled, som han bruger i sin topspundne tohåndsbaghånd.
Det er forståeligt, han holder lidt igen. Men også problematisk, hvis han ikke tør slå den baghånd, han mener er bedst til lejligheden.
Det er ganske vist den nærmest supersoniske forhånd, han er kendt for, men baghånden har alle dage været mere end solid og en vigtig brik for ham såvel offensivt som defensivt. Feliciano Lopéz kan slippe af sted med stort set aldrig at slå en topspunden forhånd, men dels er hans slice fantastisk, dels søger han – i modsætning til Delpo – mod nettet ved enhver given lejlighed.
Skal del Potro derfor vende tilbage til eller i nærheden af toppen, er han nødt til at få sin baghånd med. Men vigtigst af alt skal han give det den tid, som de skrøbelige håndled har brug for.
Gennembruddet i 2009
Spoler vi tiden godt syv år tilbage, så karrieren noget lysere ud for del Potro. I oktober 2008 umiddelbart efter sin 20 års fødselsdag befandt del Potro sig allerede i verdens top-10.
Til sammenligning kom verdens suveræne nr. 1, Novak Djokovic, i top-10 to måneder før sin 20-års fødselsdag, mens verdens nr. 2, Murray kom i top-10 én måned før sin 20-års fødselsdag. M.a.o. var han i godt selskab. I dagens tennisverden er der ingen spillere på 20 år i top-10. Ja faktisk er der blot to spillere under 25 år i top-20, 23-årige Dominic Thiem som nr. 13 og 23-årige Bernard Tomic som nr. 20.
Ser man på Delpos kampe mod Nadal og især Federer i 2009, er der en tydelig progression. I Australian Open-kvartfinalen blev han decideret skolet af Federer med 3-6, 0-6, 0-6. I midten af marts fik han en mindre øretæve af Nadal på 2-6, 4-6.
Men allerede i et par uger efter, i april, tog han sin første sejr over verdens daværende nr. 1, da han slog Nadal 6-4, 3-6, 7-6 (3) i kvartfinalen på hard court i Miami Masters.
Han tabte igen til Federer, 3-6, 4-6, på gruset i Madrid Masters i maj, sit femte straight sets nederlag ud af fem mulige mod Federer. Men ligesom mod Nadal brugte han også dette nederlag som en byggesten i en grad, så han var få slag fra at ødelægge Federers French Open-drøm nogle uger senere i semifinalen ved French Open.
6-3, 6-7 (2), 6-2, 1-6, 4-6 lød cifrene i en kamp, hvor det først lykkedes Federer at bryde argentinerens serv i 4. sæt, og Juan Martin havde for alvor meldt sin ankomst (se et par prøver på baghånden i aktion ved 2.30 og frem nedenfor).
Successen fortsatte senere på sommerens amerikanske hard court, da han først vandt en ATP-500 turnering over bl.a. Fernando Gonzales og Andy Roddick for efterfølgende at slå både Nadal (7-6 (5), 6-1 og Roddick i en Masters turnering i Montreal, inden han løb tør for gas i tredje sæt mod Murray i finalen.
Og så var det US Open tid. På daværende tidspunkt havde Roger Federer og Rafael Nadal delt de seneste 18 slams imellem sig. Helt uhørt. Legendariske Marat Safin var den seneste til at vinde en slam, da han slog Federer (i en vanvittig god kamp) i semifinalen i Australian Open 2005 og Hewitt i finalen.
Men den blot 20-årige del Potro lod sig hverken kyse eller skræmme. I stedet lod han forhånden synge. 6-2, 6-2, 6-2 sang den mod Nadal i semifinalen. Bum, værsgo!
I finalen kunne modstanderen ikke havde været sværere. Fem gange i streg havde Federer taget titlen og i sine tyve slam-finaler (med 15 sejre), havde han udelukkende prøvet at tabe til én mand: Rafael Nadal, Federers nemesis.
Alt kørte da også efter planen for Federer. Oppe med et sæt og servende for andet sæt. Men så tog fanden ved del Potro, der med to forrygende forhænder op langs linjen brød tilbage til 5-5 (alle højdepunkter kan også ses i nedenstående klip):
Federer er blevet kritiseret for at spille kampen for meget på del Potros “præmisser” – nemlig med slagudvekslinger fra baglinjen. Det kan der være noget om. Du har simpelthen ikke lyst til at befinde dig i slagudvekslinger mod en mand, der kan sende sin forhånd af sted med en fart, som han gør det to gange i nedenstående klip (se dem!).
Ikke desto mindre må al rosen gå til del Potro. Han var næsten nede i sækken med 0-2 i sæt mod den femdobbelte mester og verdens nr. 1 for så at ryste to magiske slag op af posen.
Han var nede med 1-2 i sæt mod den femtendobbelte grand slam-vinder – som på det tidspunkt også var verdens bedste nogensinde i tiebreaks (nu er han nr. 2) – for derpå at slå Federer netop i tiebreaken i fjerde (7-4) og så køre ham over med 6-2 i femte efter selv at have fået brudt sin serv i starten af femte.
Hatten af.
Bortset fra del Potro i US Open 2009 er det kun Novak Djokovic, der har formået at slå Federer og Nadal i samme slam (US Open 2011).
De flotte takter fortsatte sæsonen ud, hvor han spillede sig i sæsonfinalen mod Nikolay Davydenko efter bl.a. at have besejret Federer, men ikke havde kræfterne i finalen efter fire tre-sæts kampe i streg.
Den næste nummer 1? Ikke alligevel
Ved udgangen af 2009 var det derfor naturligt at se den på det tidspunkt 21-årige Delpo, som potentiel førsteudfordrer til Federer og Nadal. Djokovic havde haft et halv sløjt 2009, og Murray havde – i modsætning til Delpo – næsten følt sig skræmt af rampelyset i sin første slam-finale mod Federer i US Open året før.
Sports Illustrated spåede, at han “barring injury, would dominate the next decade of men’s tennis” (dette er ikke et link til SI, men derimod til en meget læsværdig artikel). Såvel Federer som John McEnroe forventede ligeledes, at han ville spille med om placeringen som verdens nr. 1 i 2010. Sådan skulle det ikke gå – i stedet kom skaderne og holdt ham ude af spillet i stort set hele 2010, hvor han blot nåede seks kampe.
I 2011 begyndte det lange, seje træk mod verdenstoppen fra en position som nr. 484 efter Australian Open (som han spillede, men tabte point i forhold til 2010 i). Allerede efter Wimbledon i juli var han som nr. 19 tilbage i top-20, og han sluttede året lige uden for top-10. Ikke svarende til hans niveau, men dog et imponerende comeback alligevel.
Han bød de store op til dans nogle gange, men sejrede kun én gang mod “the Big 3”, da Djokovic trak sig nede med 6-7, 0-3 i en Davis Cup-kamp. I slam-turneringer, hvor han i 2009 kom i hhv. en kvartfinale, en semifinale, en 2. runde og vandt, røg han tre gange ud i 3. runde og en enkelt i fjerde (til Nadal i Wimbledon).
I 2012 tog han endnu et skridt fremad. Tre kvartfinaler blev det til i slam-turneringer (med to nederlag til Federer og et til Djokovic) samt et lidt overraskende 4. runde nederlag mod Ferrer i Wimbledon. Ved OL på Wimbledons græs spillede han en vanvittig god semifinale mod Federer, som han tabte 17-19 i 3. sæt.
Federer havde intet at give af mod en suveræn Murray i finalen, men Delpo vandt bronzekampen mod Djokovic. I efteråret slog han Federer af to omgange og tabte så semifinalen ved World Tour Finals i tre sæt mod Djokovic, som det år indledte sin dominans af sæsonfinalen, som foreløbig er blevet til fire sejre i træk.
Vi skal dog helt frem til slutningen af 2013, før han atter var at finde i verdens top-5 – en position han med største selvfølgelig havde indtaget fire år tidligere, før han endnu var fyldt 21 år.
Et af årets højdepunkter fra del Potro fik vi, da han i Indian Wells for præcis tre år siden først slog Murray i tre sæt i kvartfinalen, så Djokovic i tre sæt i semifinalen, inden han løb tør for energi, da han førte 6-4, 3-1 mod Rafa i finalen.
En langvarig virus ødelagde det meste af hans grussæson, men i Wimbledon var han mere end fit for fight igen, da han i semifinalen i selskab med Djokovic gav os en af sæsonens absolut bedste kampe, som han (desværre) tabte med 3-6 i femte sæt. Her får I slutningen på en helt igennem forrygende tiebreak i 4. sæt:
I efteråret fik han skovlen under både Nadal, Federer og en fremstormende Milos Raonic.
Niveauet var der fra tid til anden, men håndleddet gav ham også problemer. Og i starten af 2014 tog han konsekvensen og gik endnu en gang under kniven, efter at håndleddet havde voldt ham problemer i et år. Det har han så været igen siden.
Hvor mange slams, han ville have vundet mellem fra 2010 til nu, havde han undgået skader, er ikke til at svare på. Men alt andet lige ville han have spillet med om en hel del af dem, og tennissporten kunne have set en lidt større variation af slam-vindere og spillertyper i toppen af sporten, end vi har haft.
Hvad kan han nu?
Spørgsmålet, vi som tennisfans, skal stille os selv, er nok endnu ikke, hvorvidt Delpo returnerer til sin naturlige plads blandt verdens bedste. Snarere er det, om hans krop overhovedet giver ham lov til at spille tennis på topplan i en længere periode.
Store, høje spillere har det med at blive mere skadet end de mindre typer. Da Delpo vandt US Open i 2009 var han den højeste mand nogensinde til at vinde en slam-turnering. Siden har Marin Cilic gjort ham selskab.
Der er ingen tvivl om, at en skadesfri og selvtillidsfyldt del Potro hører hjemme i verdens top-10. Med sine tunge grundslag fra for- og baghånd, sin store serv og sit aggressive spil, har han nogen af de samme kvaliteter, som har gjort Stan Wawrinka så farlig de senere år.
Delpo slår en noget fladere bold end Wawrinka, men ligesom Wawrinka har han evnen og kraften til at slå igennem selv Djokovic, Nadal og Murray fra stort set en hvilken som helst position på banen.
Men som del Potro udtalte i forbindelse med et forgæves comeback sidste år:
“I always wanted to win another grand slam, be top 3, maybe No 1. Now, I just want to play tennis again.
It doesn’t matter if I will be top 10 or top 100, I don’t care about ranking. It doesn’t matter how long it takes me to be in the top again, I just want to play tennis and without pain”.
Det håber vi også, han får lov til. Måske han tilmed snart lærer sine nye modstandere at kende. Adspurgt til sin 2. runde modstander i Delray Beach, australske John-Patrick Smith, svarede Delpo således:
“I don’t know him. For two years I was at home, watching `The Simpsons.'”
Ingen Federer og en Djokovic på jagt efter revanche
Indian Wells-lodtrækningen finder du her. Efter 15 års deltagelse er Federer ikke med, da han stadig restituerer efter den knæoperation, han fik umiddelbart efter Australian Open.
Djokovic er den dobbelte forsvarende mester – sidst han tabte var såmænd i semifinalen mod Delpo i 2013. Han skal forsøge at fortsætte sin dominans i Masters-turneringerne, hvor han sidste år vandt hele seks ud af ni. I det hele taget er Masters-turneringer, såvel som slams, domineret af the Big 4 i uhørt grad – hele 48 ud af de seneste 52 Masters-titler er gået til enten Djokovic (21), Nadal (12), Federer (8) eller Murray (7).
Med Federer ude, Nadal stadig en god del fra sit gamle niveau, Murray på vej tilbage fra barsel, og Djokovic en my mindre dominant, end man er vant til (han trak sig med en øjeninfektion, da han var bagud med et sæt og 0-3 i andet sæt mod Feliciano Lopez i sin seneste turnering i Dubai og måtte ud i fem sæt mod verdensranglistens nr. 90, Mikhail Kukushkin, i Davis Cup i weekenden), er der måske en chance for de øvrige spillere til at få en bid af kagen.
Det bliver dog næppe Delpos tur endnu. Han fik en overkommelig modstander i første runde, amerikanske Tim Schmyzek, som han slog 6-4, 6-0. Men allerede i 2. runde bliver det en hel del meget sværere, når han ca. 21.30-22.00 lørdag aften dansk tid står over for verdensranglistens nr. 7, Tomas Berdych.
Berdych har haft lidt problemer på det seneste og har bl.a. fået to gange røvfuld af den australske up-and-comer Nick Kyrgios. Skulle Delpo klare den udfordring, bliver det lidt lettere derfra.
Held og lykke til The Tower of Tandil!
En version af dette indlæg findes også på Sportfortalt.dk
