Jagten på ATP rangliste-point til Holger Rune, der ved 5-2 i 3. sæt fik problemer med ryggen, udsættes til næste år

“ET FANTASTISK ÅR!” er teksten, der står hen over billedet på forsiden at den seneste trykte udgave af Tennisavisen, som landede i tennisklubberne for knap 2 uger siden, og på side 6 findes nedenstående artikel, som fortæller om et af 16-årige Holger Vitus Nødskov Runes næste store mål, som er top 20 om 3 år.

Efter jubelår har Holger Rune sat sig nyt stort mål

Efterfølgende har Holger været helt tæt på de største stjerner i tennissporten, da han under Nitto ATP Finals fungerede som træningspartner for både titelvinderen Stefanos Tsitsipas, Alexander Zverev, Novak Djokovic og Roger Federer, og han udfyldte sin rolle på så højt et niveau, at Zverev gav udtryk for, at Holger selv kan blive en af deltagerne i slutspillet allerede om 2 år, og han fik desuden tilkendegivelser om, at han kan være i top 100 i løbet af det næste år.

Når man studerer Holgers største resultater i 2019, er det først og fremmest hans junior-resultater, der falder i øjnene – især titlerne ved French Open og Junior Masters slutspillet i Chengdu, men også i Davis Cup opgøret mod Tyrkiet i Vejlby-Risskov hallen – ikke mindst da han besejrede Tyrkiets 1. single – og ved Red Bull Next Gen Open i Milan viste Holger, at han allerede nu som 16-årig har et niveau, hvor han vil være i stand til at gå dybt – og muligvis endda vinde turneringer – i ATP Challenger kategorien, hvis han vel at mærke kan spille op til sit topniveau.

Derfor er den logiske konsekvens, at Holger fremover udelukkende koncentrerer sig om at spille professionelle turneringer og arbejder sig støt og roligt op ad ATP-ranglisten, hvor han lige nu er no. 1002.

Rent logisk forekommer det formentlig mest fornuftigt at udskyde jagten på ATP-point til starten af næste år, og i stedet tage nogle ugers pause, inden Holger om et par uger tager med Patrick Mouratoglou til Florida for at forberede sig i “pre-season” sammen med Serena Williams, Cori Gauff og flere andre spillere, men i stedet rejste Holger til Monastir i Tunesien for at deltage i to $15.000 turneringer, der begge har benævnelsen Magic Cup.

Holger har siden French Open fået en forsmag på, at springet fra junior til professionel tennis er kæmpestort, og selvom han i de seneste uger har haft stor succes, blev han i sin 1. runde kamp i Monastir mod 5. seedede 24-årige Gabriel Petit (FRA), mindet om at en sejr over ranglistens no. 512 ikke er nogen naturlov.

I 1. sæt fik Holger brudt serven til 2-3, men han brød straks tilbage og holdt derefter serven rent, og i sættets længste parti overlevede Petit derefter 2 break-muligheder, inden han udlignede til 4-4.
Holger holdt serv til 6-5 efter at have afværget break-mulighed, og han vandt efterfølgende sættet 7-5 i tiebreak, efter at Petit havde afværget 3 sætbolde.

I 2. sæt var Holger tæt på at blive brudt allerede i sit første serveparti, hvor han var nede 0-40, men det lykkedes at holde serven og udligne til 1-1, men da Holger servede ved 1-2 og kom bagud 15-40, kunne han ikke forhindre franskmanden i at bryde til 3-1, og Holger blev brudt igen til 1-5 i kampens længste parti, hvor Holger ikke fik udnyttet sine 4 fordele, inden fransmanden vandt partiet på sin 3. break-mulighed, hvorefter han sikrede sættet 6-1.

Holger kom bedst fra start i 3. sæt, hvor han brød modstanderens serv til 2-0, hvorefter begge sikkert holdt serv indtil 4-2, hvor Holger afværgede 3 franske break-muligheder og bragte sig afgørende foran 5-2.

Uheldigvis fik Holger derefter store problemer med ryggen, som havde sat sig, og Petit holdt derefter sin serv rent, og han brød Holgers serv ved 30-40 og udlignede efter 40-15 til 5-5.
Holger blev brudt igen til 5-6, hvorefter han afværgede 3 matchbolde i franskmandens serv, hvor Holger desuden havde en enkelt break-mulighed, men på den næste matchbold afgjorde Petit kampen, som han derved vandt med cifrene 6-7(5), 6-1, 7-5.

Efter kampen var Holger så “smadret i lænden”, at han ikke kunne gå, og det blev derefter erkendt, at der er brug for et par ugers ferie inden turen til Florida, og derfor bliver næste uges turnering skippet.

Kampen kan dog alligevel være en god påmindelse om, at træerne ikke vokser ind i himlen, og at vejen mod toppen kan blive tung og trang gennem M15/M25 turneringer, hvis der ikke præsteres på et konstant højt niveau i alle kampe.

Forrige artikelNyt belysningsanlæg forlænger spilletiden hos Sorø Tennisforening
Næste artikelDet lysner for KFUM i jagten på en sjælden tennishal i København
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.