Holger Rune manglede den fornødne energi i finalen mod Timofey Skatov, som gentog sejren fra sidste måned i Østrig, men han kan se frem til yderligere avancement på ATP-ranglisten

Da 17-årige Holger Vitus Nødskov Rune vandt sin første professionelle titel ved M25-turneringen ITF Men’s Open Klosters i Schweiz, måtte han første kæmpe sig igennem fire 3-sæts sejre, inden han vandt finalen i 2 sæt over Jesper De Jong (NED).

M25 Klosters: Første professionelle titel sikret efter disciplineret indsats af Holger Rune

Få dage senere gjaldt det M15 turneringen INTERNACIONAL MASCULINO MELILLA SPORT CAPITAL i Melilla i en spansk provins i Nordafrika, hvor Holger desuden deltog i double-rækken, og sammen med sin franske makker Valentin Royer kunne han føje en professionel double-titel til sit CV umiddelbart efter, at han havde spillet sig frem til semifinalen i single.

ITF Melilla: Holger Rune vinder første proff double-titel og er semifinale i single

I lørdags sørgede Holger for at få mulighed for endnu en titel, da han i semifinalen vandt sin 9. single sejr på stribe mod 8. seedede no. 696 Adrian Andreev (BUL), som lidt unødvendigt fik skabt spænding om 1. sæt, da Holger førte 4-1 men både lod sig irritere af en dom og vinden.
Den manglende koncentration, som måske også var et tegn på begyndende træthed efter de mange kampe,  lukkede bulgareren ind i sættet ved 5-5, men Holger sikrede sig derefter sættet 8-6 i tiebreak, og han bevarede fokus på opgaven resten af kampen, som han vandt 7-6(6), 6-1.

I finalen var Holger godt på vej til endnu en endnu en revanche, da han sikrede sig 1. sæt 6-3 over 19-årige Timofey Skatov (RUS), som for 4 uger siden havde vundet 6-2, 6-4 over Holger i Anif i Østrig.
Momentum var helt på Holgers side i sættet, som var endnu et eksempel på, at meget få spillere kan hamle op med ham, når han både har det mentale og fysiske overskud samt ikke mindst tålmodigheden til lange seje dueller.

Tilsyneladende bevirkede de mange kampe, at Holger ikke havde den fornødne energi til at stå hele distancen, og derved blev resten af kampen på Skatovs premisser, især efter at Holger i sit første serveparti ikke fik udnyttet 4 chancer til 1-0 efter 40-0, og han blev desuden brudt igen til 0-3 efter 15-40.
Ved 0-4 blev Holger brudt for 3. gang, da han endnu en gang ikke fik udnyttet 4 chancer, mens Skatov i begge tilfælde brød serven på den første mulighed, hvorefter han servede sættet rent hjem til 6-0.

Skatov indledte også 3. sæt med at bryde Holgers serv i første forsøg ved 30-40, og Holger fik ved 0-2 heller ikke udnyttet en 40-0 føring, men han afværgede dog en break-mulighed og reducerede til 1-2 på den 4. mulighed i partiet.
I Skatovs næste serveparti havde Holger 2 muligheder for at bryde tilbage, men Skatov afværgede begge og bevarede forspringet, som blev udbygget til 4-1, da Holger derefter blev brudt efter 15-40.

Forspringet blev udbygget til 5-1, da Holger ikke fik udnyttet en enkelt break-mulighed, og i Holgers efterfølgende serveparti, hvor Holger havde 2 muligheder for endnu et point, lukkede Skatov kampen på sin 2. matchbold til samlet sejr 3-6, 6-0, 6-1.

Holger kan dog se tilbage på nogle uger, hvor han har præsteret på et væsentligt mere stabilt niveau over flere kampe i træk, og erfaringen ved at konkurrere på et højt internationalt niveau er begyndt at udmønte sig i resultaterne.
Efter de mange kampe de seneste uger forekommer det dog logisk og fornuftigt, at Holger tager en lille turnerings-pause, og han er frameldt en M15 turnering i Frankrig, hvor han oprindelig var tilmeldt i indeværende uge.

På den nye rangliste pr. 28. september bevirker de 20 point fra M25 i Klosters, at Holger er avanceret 150 pladser til no. 576, og om en uge kan han se frem til yderligere avancement, når de 6 point fra finalen i Melilla medregnes, hvorved han ifølge liverankingen vil være no. 549.

Herunder en oversigt med de point, som Holger indtil nu har optjent på ATP-ranglisten

Start Turnering Kategori Runde ATP.pts  Total   Rank  RankDate
17-06-19 Blois Challenger R32 3 3
15-07-19 Amersfoort Challenger R32 3 6
30-09-19 Antalya M15 Kvart 2 8 1034 14-10-19
07-10-19 Antalya M15 R16 1 9 1003 21-10-19
13-01-20 Auckland ATP 250 Q2 6 15 853 20-01-20
24-02-20 Antalya M25 R16 1 16 846 09-03-20
09-03-20 Porec M15 Kvart 2 18 827 24-08-20
17-08-20 Vogau M25 Semi 6 24 732 31-08-20
31-08-2020 Caslano M15 R16 1 25 725 14-09-20
14-09-20 Klosters M25 Win 20 45 576 28-09-20
21-09-20 Melilla M15 Fin 6 51 549 Live-rank

Holger indtjente i 2019 $2.919 og i 2020 har han indtil nu indtjent $9.682, og medregnes $54 i double 2019 og $164 i 2020, samt præmiepengene fra Melilla, hvor Holger indtjener $1.272 i single og $465 i double, bliver den samlede karriere-indtjening indtil nu $14.556, hvilket med dagens kurs svarer til ca. 93.000 Dkr.
Beløbet dækker dog ikke tilnærmelsesvis de faktiske omkostninger.

Forrige artikelTurneringer uge 40: Clara Tauson og Frederik Løchte blandt deltagerne ved French Open
Næste artikelFrench Open: Clara Tauson træder ind på den store scene og sender 21. seedede Brady ud
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.