Efter en fornem indsats i semifinalen ramte Holger Rune ikke de samme takter mod en velspillende franskmand i finalen, hvor Holger efter comeback i 2. sæt mistede gnisten ved 0-2 i 3. sæt

Efter sejren på 6-1, 6-0  i 1. runde over 5. seedede Jeroen Vanneste (BEL) ved  M15 turneringen ITF RAFA NADAL ACADEMY BY MOVISTAR WORLD TENNIS TOUR BY LG i Manacor på Mallorca vandt 17-årige Holger Vitus Nødskov Rune også overbevisende sejre i de næste 2 runder, hvor modstanderne i begge tilfælde var videre fra kvalifikationen.

ITF Manacor: Holger Rune i semifinalen efter overvundne kval’er

I lørdagens semifinale mødte Holger igen en seedet modstander, 7. seedede 21-årige Dan Added (FRA), der er no. 393 på ATP-ranglisten.
Franskmanden havde i kvartfinalen vundet 6-4, 6-3 over den 3. seedede landsmand, no. 357 Baptiste Crepatte.

Herunder findes et uddrag fra semifinalen, hvor Holger kontrollerede begivenhederne med et stabilt højt niveau med både tempo og præcision, som konstant satte modstanderen under pres, og i franskmandens andet serveparti brød Holger serven ved 15-40 til 1-3.
Ved stillingen 4-1 havde Holger igen 2 break-muligheder til 1-5, men det lykkedes alligevel for Added at holde serv til 2-4, og han havde en enkelt mulighed for at bryde tilbage til 3-4.
Holger afværgede dog break-muligheden, som var franskmandens eneste i kampen, og i stedet brød Holger igen serven og sikrede 1. sæt 6-2.

I 2. sæt holdt Added serv, da han udlignede til 1-1, men i resten af kampen vandt han blot et enkelt point i Holger servepartier, og han kun en enkelt fordel i egen serv, hvor han blev brudt til både 1-3 og 1-5, inden Holger sikrede sejren 6-2, 6-1.

I finalen mødte Holger 22-årige Evan Furness (FRA), der ugen forinden også var finalist i Manacor, hvor han blev besejret 7-6(7) , 6-4 af Antoine Bellier (SUI).
På grund af våde baner kom kampen først i gang med et par timers forsinkelse, som betød at Holger ikke kunne nå en planlagt flyafgang til Frankrig, hvor han spiller i næste uge.

Allerede i kampens første parti kunne det fornemmes, at Holger ville få problemer, hvis spillet ikke fungerede som det især var tilfældet i semifinalen, og selvom Holger førte 40-15 i sit første serveparti, havde han problemer med at holde serven, ikke mindst fordi 1. serven sjældent ramte feltet, og Furness var bundsolid med ganske få fejl, som han ikke var presset til, men det lykkedes dog med en smule besvær at holde serven til 1-0.

Serven fungerede til gengæld i Holgers næste serveparti, som blev vundet rent til 2-1, og han havde derefter en enkelt break-mulighed i franskmanden serv, men Furness holdt alligevel serv, hvorefter Holger ved 30-30 i egen serv blev fanget i forhåndshjørnet og presset til en fejl, og på break-bolden sendte Holger en baghånd ud af banen til 2-3.

Holger blev brudt igen til 2-5 efter et par franske vindere og flere danske fejl, og da Holger ikke formåede at udnytte en break-mulighed i franskmandens næste serveparti, kunne Furness sikre sættet 6-2.

Fra starten af 2. sæt var Holger igen i problemer, da han kom bagud 15-40 i egen serv, men det lykkedes dog alligevel at holde serv, hvorefter Holger brød franskmandens serv rent til dansk 2-0 føring.
Et efterfølgende sjusket serveparti med 4 danske fejl på stribe, brød Furness rent tilbage, og med endnu et rent break var franskmanden atter på sejrskurs.

Imidlertid blev Holger inviteret tilbage i sættet i et langt parti med hele 3 franske dobbeltfejl, og selvom Furness havde 3 fordele i partiet, lykkedes det alligevel for Holger at bryde tilbage til 3-3.
Det var dog en stakket frist, idet Furness brød Holgers serv rent for 3. gang i træk efter endnu et parti, hvor både tålmodighed og koncentration manglede, og Furness var for alvor på vej mod en sejr i 2 sæt, da han holdt serv til 5-3.

Holger fik dog bedre styr på spillet, da han holdt serven rent til 4-5, og han holdt niveauet oppe, da Furness derefter servede for kampen, og det lykkedes derved at udligne til 5-5, da Holger på sin 2. breakmulighed i partiet var presset helt ud i forhåndshjørnet, hvor han sendte en ren vinder ned langs linjen.

Holger bevarede koncentrationen og vandt sit næste serveparti til 6-5, og han spillede sig frem til 2 sætbolde, da han med feberredninger afværgede 2 smash i træk, og på den første sætbold afgjorde Holger sættet efter en duel ved nettet til 7-5.

Da Holger indledte med at serve i 3. sæt, førte han både 30-0 og 40-15, og selvom han ikke udnyttede mulighederne, fik han endnu en chance for en god start, som dog heller ikke blev udnyttet, og Furness brød i stedet til 1-0.
I franskmandens første serveparti havde Holger break-muligheder ved 15-40 og senere endnu 2 break-muligheder, som heller ikke blev udnyttet som følge af danske fejl, og derved lykkedes det for Furness at få en drømmestart med 2-0 føring.

De 7 forspildte muligheder i de to første partier af det afgørende sæt tappede tilsyneladende den sidste kampgejst og sejrsvilje ud af Holger, der bortset fra slutningen af 2. sæt ikke havde ramt niveauet fra de tidligere kampe – ikke mindst semifinalen, og resten af kampen var Holger en skygge af sig selv, hvorved Furness problemfrit kunne sikre titlen med sejr i finalen 6-2, 5-7, 6-0.

Holger erkendte efter sejren, at han langt fra var tilfreds med sin egen præstation i finalen, hvor han følte, at han spillede U14 tennis.

Furness fortjener alligevel stor anerkendelse for en flot præstation, og han spillede på et højt stabilt niveau, som Holger senere i ATP Challenger turneringer må være indstillet på at møde i samtlige kampe på et tilsvarende og højere niveau, og derfor er Holger selv indstillet på, at der højst bør være 2 “udfald” i kampe om året – og finalen i Manacor var ifølge Holger en af dem.

Allerede i næste uge venter en ny turnering, som er M15+H turneringen 21E INTERNATINAUX DE BRESSUIRE – 79 i Bressuire i Frankrig, hvor lodtrækningen netop er offentliggjort, og Holger får brug for at finde de gode takter frem fra første kamp, hvor han møder 2. seedede no. 283 Geoffrey Blancaneaux (FRA), som i starten af året vandt 6-1, 6-2 over Holger ved en Challenger i Punta del Este i Uruguay, men i det seneste møde ved M15 i Antalya i december måned fik Holger revanche, da han vandt 6-4, 6-2.

M15 Antalya: Holger Rune består første del af svendeprøve efter revanche mod 2. seedet top 300-spiller.

Begge kampe var på grus, mens der i Bressuire spilles på hardcourt.

Forrige artikelRang- og Entrylister uge 2->: Clara og Holger spiller ITF-turneringer mens Løchte og Torpegaard er i karantæne
Næste artikelTurneringer uge 3: Challenger touren starter i en uge med Clara Tauson, Holger Rune og Olga Helmi i aktion
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.