Roger Federer og Stanislas Wawrinka var der slet ikke, mens Novak Djokovic og Serena Williams røg tidligt ud. Alligevel blev tennisturneringen ved OL i Rio en stor succes. Primært via de mange gode historier, der ellers ofte drukner i den ensidige fokus på sportens store stjerner.

Comebackkongen Juan Martin Del Potro, den livsbekræftende historie om kampen tilbage til livet for Kirsten Flipkens eller bare den gigantiske sensation af Monica Puig fra Puerto Rico. Det er svært at hive en historie frem foran den anden, hver især er de beviser på, hvorfor tennis og OL hænger sammen.

Siden tennis kom tilbage på det olympiske program ved OL i Seoul i 1988 har der med mellemrum været debat omkring sportens berettigelse på det olympiske program? . For havde en sport, hvor stjernerne tjente millioner og OL blot var endnu en turnering i et i forvejen presset program, sin rette plads side om side med idrætsgrene, hvor atleter arbejder målrettet i fire år uden økonomisk gevinst for at kæmpe om det ædle metal?

Spørgsmålet, der næppe aldrig vil få et objektivt svar, fik under de netop afsluttede Olympiske Lege i Rio et ganske godt svar fra tennisspillernes side. Her understreges spillerne. Deres organisationer, ITF, ATP og WTA, havde forud for turneringen gjort hvad de kunne, for endnu engang at give kritikerne mest muligt skyts i forhold til om tennis skulle tages af det olympiske program.

I modsætning til legene i London i 2012 var der ikke point til verdensranglisten at hente for deltagerne i Rio. Derudover er OL blottet for præmiepenge, hvilket gav de mest kyniske spillere en badebillet til at tage afstand fra deres deltagelse ved legene. En af dem var den fremadstormende østrigske herrespiller Dominic Thiem. I modsætning til flere andre afbud, der blev begrundet med skader og frygten for Zika-virus, meldte østrigeren direkte ud.

”Uden præmiepenge eller point kan jeg ikke se OL fremme den karriere, jeg jagter succes i. Derfor har jeg valgt turneringen fra for i stedet at fokusere på de amerikanske hardcourtturneringer op mod US Open i perioden lige efter OL i Rio,” lød det fra Thiem i et svar, der i den grad understregede splittelsen blandt de professionelle tennisspillere.

En splittelse, der også var at finde mellem ATP/WTA på den ene side, og ITF (arrangør af OL-tennisturneringen) på den anden side. OL blev placeret i en i forvejen travl periode på ATP/WTA-touren. OL ville uden tvivl koste for de mindre turneringer, der vil blive præget af et dårligere deltagerfelt. Dette mente ATP/WTA ITF burde kompensere turneringerne for, hvilket ITF nægtede. Det betød ATP/WTA, der administrerer verdensranglisten, valgte at fratage OL verdensranglistepoint. Dermed forsøgte ATP/WTA at devaluere det OL de ikke længere mente at have interesse i.

Sportsligt festfyrværkeri
På en helt nybygget Center Court i Rio med plads til 10.000 tilskuere virkede det som om de mange magtkampe forud for arrangementet var glemt. Mest fordi langt hovedparten af tilskuerne tydeligvis aldrig tidligere havde været til tennis. Det gav dommerne travlt med at undervise i, hvornår man måtte bevæge sig rundt og ikke mindst, hvornår man skal sidde helt stille på sin tilskuerplads.

En stor gruppe argentinske fans satte på en af de første aftenprogrammer standarden for stemningen ved den Olympiske Tennisturnering. Iført landskampstrøjer, flag og tudehorn indtog de sammen med deres helt Juan Martin Del Potro scenen med stil. Del Potro, der blev landehelt ved sejren i US Open i 2009 og bronzemedaljen ved OL i London, blev heppet frem til en sensationel sejr i første runde mod serberen Novak Djokovic. Den unikke stemning og den store sensation satte sig som en stærk markør for, hvad de ni dages OL-tennis kunne bidrage med. Forståelsen af, at de store stjerner oftest vinder de tætte kampe var ophævet i disse dage, til tider virkede det til nærmest at fungere omvendt.

Aftenen efter stod belgieren Kirsten Flipkens på den selvsamme bane Juan Martin Del Potro havde skabt sensationen på. For Flipkens var ranglistepoint og præmiepenge ligegyldige. En blodprop satte tilbage i 2012 livet i et helt andet perspektiv for belgieren, der blot var lykkelig over at kunne være med ved et OL. Derfor spillede hun mod overmagten Venus Williams frit og uden pres, hvilket vandt publikums sympati. Sejren fik de små hår til at rejse sig, især da Flipkens lod tårerne få frit løb i sekvensen efter hun havde kysset de olympiske ringe bag banen. Netop de olympiske ringe og de dermed forbundne værdier og tanker blev via de to historier, samt naturligvis den sensationelle sejr til Monica Puig i damesingle, kombineret perfekt med tennissporten.

En sport der måske nok manglede en række af de største stjerner i Rio, men som i særdeleshed leverede på mange andre former og niveauer. De kritikere der forud for OL havde dømt tennis ude af OL grundet en alt for primitiv og individualistisk tankegang blandt udøverne har haft svært ved at skrive deres analyser. For OL i Rio understregede, at der findes masser af atleter med passion for sporten og hjertet på rette sted. De var med til at skabe et anderledes, overraskende og underholdende OL, hvor spillere som Dominic Thiem bør overveje, om de ikke skulle ændre deres syn på forholdet mellem præmiepenge og passion for sporten. For når der spilles OL i Tokyo i 2020, vil der måske ikke være hverken præmiepenge eller point på spil. Det vil så omvendt blot give endnu mere goodwill til vinderen, der udviser den helt rigtige moral som idrætsmand. At der hjertet og passionen for sporten, der skal drive værket ved de fleste. Hjernen sigter efter de store præmiechecks, men OL var et forfriskende indslag i en sport, hvor det blev understreget, at der kan komme meget godt ud af ikke altid at lade fornuften få magten.