Kenneth Carlsen har forsøgt at gøre Georgien til favorit mod Danmark. Der er dog flere argumenter for dansk sejr

Inden torsdagens lodtrækning forud for Davis Cup kampen i Group II Europe/Africa mod Georgien i Tbilisi ville et kvalificeret gæt være at antage, at Frederik Løchte Nielsen spiller 1. single både fredag og søndag, og at han lørdag spiller doublen sammen med Thomas Kromann.

Eneste tvivls-spørgsmål var således, hvorvidt Christian Sigsgaard eller Benjamin Hannestad vil blive betroet tjansen som 2. single.
Thomas Kromann har dog vist, at han også kan gøre sig gældende i single, da han forleden vandt en senior GPS i KB med kneben sejr i 2 tætte sæt over Christian Sigsgaard, som dog i begge sæt havde sine chancer.

Torsdag formiddag blev det bekræftet, at Kenneth Carlsen har udtaget Frederik Løchte Nielsen og Thomas Kromann til doublen og Løchte som 1. single.
Desuden valgte Carlsen at benytte Christian Sigsgaard som 2. single, og han indleder kampen fredag kl. 1000 dansk tid mod Georgiens 1. single, 24-årige Nikoloz Basilashvili, der er no. 118 på ATP-ranglisten.

Derefter spiller Frederik Løchte Nielsen mod Georgiens 2. single, som er 23-årige George Tsivadze, der er no. 854 på ranglisten.

Baseret alene på rangeringen er det nærliggende at Georgiens 1. single må være favorit til at vinde 2 singler, hvilket understøtter Carlsens placering af favorit-værdigheden, og det må da også være nærliggende at tro, at Basilashvili vil vinde fredagens kamp mod den danske 2. single, da Christian Sigsgaard ikke har international erfaring mod spillere, der er rangeret så højt.

Omvendt er det svært at forestille sig, at Georgiens 2. single kan spænde ben for Frederik Løchte Nielsen, og derfor er det mest sandsynlige resultat, at stillingen vil være 1-1 efter fredagens to singler.

I lørdagens double må Danmark dog være favoritter.
Alle ved, at Løchte er en formidabel double-spiller, hvilket han det seneste halve års tid har vist adskillige eksempler på med flere Challenger double-titler sammen med svenske Johan Brunstrom.
Mod både Spanien og Sverige viste Thomas Kromann, at han på bedste vis var i stand til at supplere Løchte, og endda også gik forrest og viste vejen, når Løchte i enkelte perioder faldt en smule i niveau.

Løchte er no. 95 på ATPs double-rangliste, hvor Georgiens førnævnte Nikoloz Basilashvili er no. 589, og hans makker George Tsivadze, der ligeledes både spiller single og double, er 952.

Det må være rimeligt at betragte den velfungerende danske konstellation som favorit i doublen, og derfor er det højst sandsynligt, at Danmark kan sikre sig en 2-1 føring inden søndagens singler, hvor Danmark vil have to realistiske chancer for at sikre sig den tredje og afgørende sejr, som kan bringe os videre til 2. runde mod Finland eller Zimbabwe.

Løchte fifty-fifty chance mod Georgiens 1. single

Selvom Georgiens 1. single er ca. 250 pladser foran Frederik Løchte på ranglisten, er chancen for dansk sejr formentlig fifty-fifty, da meget afhænger af, om Løchte rammer samme niveau, som han viste i flere kampe i sidste uges ATP Challenger i Cherbourg, hvor han i 2. runde vandt over no. 98 Filip Krajinovic (SRB) 6-3, 7-6(4) efter imponerende spil.

Nikoloz Basilashvili har til gengæld ikke imponeret i starten af 2016, hvor han indledte sæsonen med at tabe i 1. runde ved ATP Challenger i Canberra 5-7, 7-6(1), 2-6 mod no. 592 Andrew Whittington (AUS).

Næste turnering var 1. runde ved Australian Open, hvor han som ventet tabte til Roger Federer 2-6, 1-6, 2-6, og kort efter tabte han ved ATP 250 i Montpellier 6-4, 6-7(4), 3-6 til no. 157 Kenny De Schepper (FRA), som netop har sendt Løchte ud i Cherbourg 7-5, 6-3.

Ugen efter blev Basilashvili sendt ud i 1. runde ved ATP Challenger Bergamo 5-7, 3-6 mod no. 184 Egor Gerasimov (BLR), men for kort tid siden fik han endelig en tiltrængt sejr, da han i 1. runde af kvalifikationen til ATP 500 Dubai vandt 7-6(2), 6-0 over no. 204 Yannick Mertens (BEL), hvorefter han i sin seneste kamp tabte 2-6, 4-6 i kval-finalen til no. 78 Mikhail Youzhny.

Det er således ikke urealistisk, at Løchte kan sikre Danmark sejren, men skulle det ikke lykkes, er Danmark bestemt heller ikke uden muligheder i en eventuel afgørende kamp mod Georgiens 2. single.

Også fifty-fifty chance i 2. single

23-årige George Tsivadze måtte for knap en måned siden trække sig fra en $10.000 turnering i Baku, Azerbaijan, da han var bagud 1-6, 0-2 mod no. 482 Evgeny Karlovskiy (RUS).
Ugen inden tabte han i 2. runde samme sted 5-7, 2-6 til no. 890 Filippo Baldi (ITA), efter at han i 1. runde havde vundet over no. 905 Timur Khabibulin (KAZ) 6-4, 6-3.

Først på året havde han spillet to $25.000 turneringer i Aktobe, Kazakhstan, hvor han i den første vandt kvalfinalen 7-5, 6-0 over Evgeny Danilov (KAZ) og i 1. runde over no. 1067 Ilija Vucic (SRB), inden han i 2. runde tabte 3-6, 2-6 til no. 525 Ivan Bjelica (SRB).
Ugen efter vandt han i kvalfinalen 4-6, 6-3, 6-3 over no. 1324 Shonigmatjon (UZB) 4-6, 6-3, 6-3, hvorefter han i 2. runde tabte 3-6, 4-6 til no. 763 Yong-Kyu Lim (KOR).

Umiddelbart er disse resultater ikke mere skræmmende, end at både Christian Sigsgaard og Benjamin Hannestad – hvis han skulle komme i spil om søndagen – med en god indsats vil have en fifty-fifty chance for at sikre dansk sejr, men da det er Davis Cup, hvor man kæmper for holdet, kan sammenligning med resultater i andre turneringer eller rangeringer ofte pakkes væk, da det ofte er helt andre mentale mekanismer, der spiller ind.

Carlsen tror på dansk sejr men afviser favorit-rolle

Tennisavisen havde en kort samtale med Kenneth Carlsen umiddelbart efter lodtrækningen, hvor han fastholder, at Georgien er favoritter inden kampen, hvilket han både begrunder med, at de har hjemmebane og et godt hold.

Han tror dog på, at Danmark har muligheder for at vinde, hvilket forudsætter at spillerne rammer dagen.
Forelagt undertegnedes vurdering, at Danmark vil føre 2-1 inden 2 fifty-fifty kampe søndag, svarede Carlsen at de går efter at vinde i alle kampene.

Dansk Tennis Forbund havde næsten antydet på forhånd, at Christian Sigsgaard og Frederik Løchte Nielsen blev valgt til singlerne, da denne optagelse blev lagt ud torsdag morgen

Frederik Løchte Nielsen og Christian Sigsgaard er de to første danskere i trænings-aktion denne torsdag, som senere…

Opslået af Dansk Tennis Forbund på 2. marts 2016

Den danske debutant, Benjamin Hannestad måtte onsdag holde debuttale ved officiel dinner

Benjamin Hannestad måtte holde debuttale, og Davis Cup-kaptajn Kenneth Carlsen takkede i vanlig stil sit hold og væ…

Opslået af Dansk Tennis Forbund på 2. marts 2016

Tilføjelse: På denne video fra DTF udtrykker både Carlsen og Løchte en vis optimisme, selvom underlaget er lidt uvant.

New Sport Hall i Tbilisi danner fredag, lørdag og søndag ramme om en Davis Cup-landskamp mellem Georgien og Danmark. 1….

Opslået af Dansk Tennis Forbund på 3. marts 2016

Forrige artikelMonterrey 2016 – Wozniacki vandt en forsinket start
Næste artikelITF Junior Gjøvik: Det kører for Olga – i to finaler
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.