Mens Frederik Løchte og Toshidi Matsui spillede double-finale i Charlottesville, sendte Mikael Ymer danske Mikael Torpegaard ud i kval i Knoxville, hvor svenskeren får hjælp af Løchte

I sidste uges opdateringer af “Kampe uge 45” i Tennisavisen blev det i starten af ugen overset, at Frederik Løchte Nielsen sammen med sin japanske makker Toshihide Matsui deltog i double-rækken.
Senere på ugen blev der dog rådet bod herpå, og derfor kan man under ATP Challenger sektionen herunder fortsat finde resultaterne fra kampene, som desuden alle kan genses på livestream.

Kampe uge 44: ATP 1000 i Paris og WTA Elite Trophy Zhuhai

I semifinalen mod 2. seedede Marcelo Arevalo (ESA) og Roberto Maytin (VEN) tabte Løchte og Matsui 1. sæt 1-6, hvorefter de i 2. sæt kom foran med break til 3-1.
Da Løchte derefter servede for at konsolidere sit break, fik modstanderne break-mulighed efter en dobbeltfejl ved 30-30.
Da Løchte slog til returen fra Arevalo, afgjorde Maytin bolden ved nettet, men ifølge danskeren gjorde han en bevægelse, som indikerede at serven var fejl, inden han alligevel afgjorde bolden, hvilket førte til en lang diskussion med både dommer og referee.

Dommeren medgav, at der var tale om “distracting”, men han fastholdt, at han ikke vurderede det som en “hindrence”.
Efter næsten halvanden minuts diskussion kom referee på banen, og Løchte forsøgte også at overbevise ham om, at der var tale om en ulovlig hindring, men efter yderligere et par minutters diskussion blev kampen genoptaget, uden at dommen blev ændret.

Ved stillingen 5-4 lykkedes det dog at bryde modstanderne igen, så kampen skulle afgøres i en match-tiebreak, hvor Løchte og Matsui sikrede sejren 1-6, 6-4, [10-6].

I finalen søndag mod finske Harri Heliovaara og hans schweiziske makker med det finsk-klingende navn Henri Laaksonen lykkedes det ikke for Løchte at vinde sin double-titel no. 60, da de tabte finalen 3-6, 4-6.
Da Tennisavisen ikke har et præmie-billede fra finalen, genbruges i stedet ovenstående billede fra Seoul, hvor Løchte og Matsui tidligere vandt double-titlen.

Mikael Torpegaard
Foto: OSU Athletics – Mikael Torpegaard

Samtidig med double-finalen i Charlottesville var kvalifikationen til denne uges ATP Challenger i Knoxville indledt, og derfor kunne Løchte af gode grunde ikke nå frem og støtte Mikael Ymer, som han lejlighedsvis hjælper som coach, da svenskeren i 1. kvalrunde mødte sin danske navnebror, Mikael Torpegaard, der både er team-kammerat til Løchte i Lyngby og på Danmarks Davis Cup hold.

Kampen endte med svensk sejr i en kamp, hvor Torpegaard havde sætbold i 1. sæt, og han havde desuden et break i starten af 2. sæt, men Ymer vandt de vigtige og afgørende bolde, som sikrede ham sejren 7-6(5), 7-5.

Det blev også svensk sejr i 2. kvalrunde, da Ymer vandt 6-2, 6-3 over Jackson Withrow (USA), der har wildcard til turneringen.
Kvalfinalen mod Gijs Brouwer (NED) kan følges på livestream tirsdag kl. 1800 herunder, hvor den også kan genses efterfølgende.

Efter kampen kan Løchte formentlig stadig få god tid til at lade op til hans egen kamp i double, hvor han igen spiller sammen med Toshihide Matsui.
Tidligst kl. 2100 møder de i 1. runde 4. seedede Mark Vervoort (NED)/Marcel Granollers (ESP), hvilket ligeledes kan føles på livestream.

Forrige artikelMesterholdet fik klø
Næste artikelTransition Tour: Ny ITF-rangliste som springbræt til ATP og WTA fra 2019
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.