Jack Sock overraskede og vandt kvartfinalen i ASB Classic i Auckland mod fjerdeseedede Kevin Anderson. Spanske Roberto Bautista Agut stod for nattens anden overraskelse, da han sendte John Isner ud af turneringen.

Vejen var banet for de fire seedede spillere i kvartfinalerne af ATP-turneringen ASB Classic, men de store servespecialister John Isner og Kevin Anderson løb begge ind i store problemer og måtte se sig i slået i tre sæt.

Sydafrikanske Kevin Anderson lignede ellers en mand, der var i fuld kontrol. På lidt under en halv time vandt han første sæt 6-1 over Jack Sock. Anderson styrede begivenhederne, og med sin store serv, gjorde han det svært for sin amerikanske modstander, der heller ikke rigtigt kunne finde fodfæste i kampen.

I andet og tredje sæt var det dog en forvandlet Jack Sock, der aktuelt ligger nummer 26 på verdensranglisten. Serven fungerede bedre, og som kampen skred frem, blev han kun bedre og bedre. På de afgørende tidspunkter i slutningen af andet og tredje sæt sendte han sublime vindere afsted mod en chanceløs Anderson. Kampen endte 1-6, 6-4, 6-4, og Sock kunne juble over en plads i semifinalen.

Tredjeseedede John Isner havde også gode muligheder for at sikre sig en plads i semifinalen, men spanske Roberto Agut, der aktuelt ligger nummer 25 på verdensranglisten, ville det anderledes.

Det startede ellers godt for Isner, der fik et break i første sæt og også fik sætbold. Agut fik dog afværget og vandt til sidst sættet 7-5. Andet sæt var det amerikaneren, der var i kontrol og vandt sikkert 6-2, inden en hårdt kæmpende Agut i tredjesæt fik det nødvendige break og hev sejren i land. Kampen endte 7-5, 2-6, 6-3.

Kan overraskelserne drille Ferrer og Tsonga?

Topseedede David Ferrer og andenseedede Jo-Wilfried Tsonga levede modsat Isner og Anderson op til forventningerne og satte begge deres modstandere på plads i to sæt og bookede dermed dem selv en plads i semifinalen i Auckland. Spanske Ferrer vandt 6-3, 6-4 over Lukas Rosol, mens franske Tsonga slog Fabio Fognini 7-5, 7-6(4).

Dermed er vejen banet for de to favoritter. David Ferrer møder Jack Sock, mens Jo-Wilfried Tsonga spiller mod Roberto Bautista Agut. Sock og Agut kommer dog ind til deres semifinaler med stor selvtillid, og det bliver derfor interessant at se, om de kan holde det høje niveau og måske drille de to favoritter.

Semifinalerne i ASB Classic i Auckland spilles i morgen tidlig fra kl. 05.00.

Forrige artikelWTA: Sydney 2016 – Monica Puig et nyt stjernefrø
Næste artikelITF Junior Malmø: Olga Helmi klar til finalen i double
Daniel Nøjsen Fallah
Daniel Nøjsen Fallah er journaliststuderende på Journalisthøjskolen i Aarhus. Han er tenniselsker, der drømmer om at dække verdens bedste sportsgren. Daniel har spillet tennis i 10 år, hvor både turneringer og trænergerninger har været på programmet. Særligt ATP-touren følges tæt, hvor favoritterne er Rafael Nadal og Frederik Løchte.