Efter 5 nederlag i træk siden starten af 2022 virkede Holger Rune blottet for selvtillid i 1. sæt mod Zizou Bergs, der førte 5-0 i 1. sæt, inden Holger fik vendt skuden

Som bekendt giver sejre ofte selvtillid, hvorimod flere 1. runde nederlag i træk kan skabe en selvforstærkende ond spiral, hvor angsten for at tabe nemt kommer til at påvirke en spillers præstation  i negativ retning.

Derfor var der en overhængende risiko for, at 18-årige Holger Vitus Nødskov Rune kunne opleve en ny skuffelse, da han efter 2 nederlag på grus i Argentina vendte tilbage i Europa for deltage i ATP 250 Open 13 Provence i Marseille, hvor han først skulle omstille sig til igen at spille på hardcourt.

På papiret gav lodtrækningen dog Holger en enestående mulighed for at få brudt stimen af nederlag, da han i 1. runde skulle møde en spiller fra kvalifikationen, hvor de 4 højst rangerede 117 Tomas Machac (CZE), 142 Damir Dzumhur (BIH), 146 Roman Safiullin (RUS) og 165 Mikhail Kukushkin (KAZ) kvalificerede sig.

Imidlertid kom Holger ikke til at møde nogle af disse spillere, idet 8. seedede Gianluca Mager meldte afbud på grund af en knæskade, og derved fik no. 188 Zizou Bergs (BEL), der i kvalfinalen tabte 3-6, 2-6 til Dzumhur, chancen som Lucky Loser mod Holger.

I starten af kampen havde Holger fortsat stort besvær med at få sit spil og serven til at fungere, idet han i hele sættet blot vandt et enkelt point bag sin 2. serv, og da kun halvdelen af 1. serverne ramte i feltet blev Holger for alvor udfordret af Bergs, der fik brudt serven til både 0-2 og 0-4, og først ved 0-5 lykkedes det omsider at komme på tavlen, inden Bergs lukkede sættet 6-1.

I starten af 2. sæt fungerede serven væsentligt bedre for Holger, der indledte med en rent serveparti, og da han derefter brød belgierens serv på den første mulighed ved 30-40, fortsatte han i samme stil og bragte sig foran 3-0 efter 40-15, og han vandt sit næste serveparti til 4-1 efter 40-15 og 40-30.

Bergs bevarede dog kontakten, da han vandt sit serveparti til 3-5 efter at have reddet 2 danske sætbolde, og han var tæt på at skabe fornyet spænding i sættet, da han reddede yderligere 4 danske sætbolde, inden det omsider lykkedes for Holger at vinde sættet 6-3 på den 7. sætbold.

3. sæt blev indledt med et rent belgisk serveparti, hvorefter Holger var bagud 0-30 i sit serveparti, som dog blev sikret på den første fordel efter 40-40, og sejrskursen blev for alvor stukket ud, da Holger derefter brød serven ved 30-40, og han konsoliderede forspringet ved at vinde sit serveparti til 3-1 efter 40-15.

I det næste belgiske serveparti havde Holger break-mulighed ved 30-40, hvorefter Bergs havde 2 chancer for at vinde partiet, men Holger holdt sig inde i partiet, og efter en ny break-mulighed sikrede han sig et nyt break til 4-1.

Ved det efterfølgende sidebytte modtog Bergs behandling ved en Medical Timeout, der samtidig brød Holgers momentum i kampen, og der opstod fornyet spænding om udfaldet, da Holger blev brudt ved 15-40 i det første serveparti efter pausen, og Bergs reducerede derefter til 3-4, da han vandt sit næster serveparti ved 40-15.

Efter et serveparti til hver efter 40-30 fik Holger mulighed for at serve for kampen med nye bolde ved 5-4, men der opstod igen spænding, da Holger efter en baghånd i nettet og en longline baghånd, der blev alt for bred, kom bagud 0-30, men 2 point direkte på serven fulgt op af et netangreb på 2. bolden efter 2. serven, gav dansk matchbold, hvor Holger var så længe om at påbegynde serven, at han modtog en advarsel.
Det forhindrede dog ikke, at han satte 1. serven, og efter 2. bolden sendte Bergs bolden for langt, hvorved Holger vandt kampen 1-6, 6-3, 6-4.

Trods sejren er der brug for, at Holger hæver sit niveau yderligere, da spillet fortsat i perioder forekommer en smule anspændt og usikkert, hvorved Bergs fik overladt lidt for meget initiativ, fordi der ofte var for lidt tryk i boldene – især fra forhånden – hvilket formentlig hænger sammen med, at de 5 nederlag på stribe har påvirket selvtilliden.

Derfor kan denne sejr være det første skridt til at genopbygge ny selvtillid, inden Holger onsdag kl. 1300 møder 4. seedede no. 14 Aslan Karatsev (RUS), men det vil alligevel være en sensation, hvis Holger formår at vinde den kamp.
Til gengæld behøver han ikke at føle samme forventningspres som i kampen mod Bergs, og hvis han kan spille mere afslappet og nyde atmosfæren på Court Central, kan der være basis for en jævnbyrdighed kamp, som kan følges på TV 2 Sport.

Senere på dagen spiller Holger igen på Court Central, hvor han tidligst kl. 16 spiller double sammen med no. 69 Hugo Gaston (FRA), der ligeledes er videre til 2. runde, da han vandt 6-4, 6-4 over no. 106 Corentin Moutet (FRA), der 2 uger i træk vandt over Holger i Adelaide.

Holger og Gaston kommer på en stor opgave i doublen mod det 1. seedede franske par Nicolas Mahut og Pierre-Hugues Herbert, der har flere Grand Slam titler på deres fælles CV.

Doublen bliver formentlig ikke produceret til TV, og derfor henvises til at følge med på livestream fra Bet365, Unibet eller Oddset.

Forrige artikelTurneringer uge 7: Holger Rune indleder mod Lucky Loser på TV 2 Sport. Torpegaard Challenger i Forli
Næste artikelATP 250 Marseilles: Karatsev afværgede 4 sætbolde mod Holger Rune, der sendte Grand Slam vindere ud i double
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.