Efter et tætpakket program med 2 finaler og mange kampe kan et ærgerligt nederlag i Madrid blive en fordel inden Masters i Rom og Grand Slam i Paris

I Holger Runes sidste kamp som teenager i 2. runde ved ATP 1000 Mutua Madrid Open blev han presset til det yderste af Alexander Bublik (KAZ), der især i 2. og 3. sæt udsatte Holger for et sandt bombardement i form af førsteserver omkring 220 km. i timen, og derfor blev en enkelt slækken på koncentrationen i 2. sæt stærkt medvirkende til, at Holger måtte slide sejren hjem i 3 sæt.

ATP 1000 Madrid: Holger Rune presset til det yderste i sin sidste kamp som teenager

Da Holger i de 2 forudgående uger i både Monte Carlo og München var helt fremme i finalen, var der slidt godt og grundigt på de fysiske resurser, og derfor var det ekstra vigtigt, at Holger kunne slippe igennem de første kampe uden at bruge alt for mange kræfter, hvilket dog forudsætter, at Holger rammer sit topniveau, hvor de færreste udenfor top 10 kan hamle op med danskeren.

Da Holger i 3. runde (R32) mødte no. 38 Alejandro Davidovich Fokina, som under alle omstændigheder kunne forvente opbakning fra det spanske hjemmepublikum, blev det i løbet af det første sæt klart, at Holger ikke kunne regne med, at han uden videre kunne køre over sin modstander, selvom Holger vandt sine første 3 servepartier ude nævneværdige problemer, og han havde desuden en enkelt break-mulighed, inden Fokina ved 1-2 først i 6. forsøg sikrede udligning til 2-2.

Ved stillingen 3-3 førte Holger 40-0 i egen serv, og han vandt partiet rent, da hawkeye ved det næste point viste, at Holgers serv havde kontakt med servelinjen.
Det var Fokina dog ikke enig i, og han protesterede voldsomt til dommeren, der dog fastholdt kendelsen, da han ikke kan overrule hawkeye, som spillerne heller ikke har mulighed for at udfordre, og derfor var pointet i realiteten afgjort.

Alligevel accepterede dommeren, at Fokina fortsatte med at protestere, og diskussion om kendelsen fik lov at fortsætte i yderligere 5 minutter med både dommer og referee, selvom kendelsen var afsagt helt i overensstemmelse med reglerne.
Det forekommer derfor inkompetent af dommeren, at han ikke med det samme fastholdt, at spillet straks skulle genoptages eller uddelte advarsel til Fokina for at forsinke spillet unødigt.

I stedet fik Holger tilskuerne på nakken, fordi de fik den opfattelse, at han fjernede et mærke, som alligevel på ingen måde havde indflydelse på kendelsen, som alene blev truffet af hawkeye, og derfor var det ikke aktuelt at kontrollere noget mærke bagefter.
Det undlod dommeren ligeledes at forklare tilskuerne, der efter genoptagelsen af spillet udsatte Holger for grov chikane med piftekoncert og jubel efter hver eneste fejl – også mellem første- og andenserver – og Fokina holdt sig ikke tilbage fra at animere til at forstærke den fjendske stemning, selvom han var udmærket klar over, at publikums reaktion var både usportslig og helt uberettiget.

I stedet for at forklare tilskuerne, hvorfor kendelsen ikke kunne ændres, blev dommerens pædagogiske evner brugt til at forklare Holger, at han ikke kan kontrollere tilskuernes reaktioner, selvom Holger vedblivende påpegede, at han intet havde gjort forkert.

Derfor er det tankevækkende, at Holger efterfølgende på sociale medier bliver bebrejdet og udsat for hadefulde kommentarer, når det reelt var Fokina, der efter 5 minutters urimelig brok, og dommerens accept heraf, bebrejdelserne rettelig burde være rettet imod.

Holger har efterfølgende på Twitter forsøgt at skære ud i pap, at man ikke kan overrule hawkeye, hvilket hverken dommer eller supervisor fandt anledning til at forklare publikum.

Hvis Fokina bevidst gik over stregen med det formål at komme “op i hovedet” på Holger, var det den “perfekte” taktik, idet pausen og publikums chikane tydeligvis påvirkede Holger i en grad, som efterfølgende medførte flere fejl fra danskerens ketsjer, og samtidig var det med til at opildne Fokina, som fejrede vundne bolde med knyttede næver og appel til tilskuerne.

Hvorvidt episoden fik afgørende indflydelse på slutresultatet skal være usagt, da ingen kan vide, hvordan kampen ellers var forløbet, men Holger havde tydeligvis svært ved at håndtere situationen, og han var i store problemer i begge hans efterfølgende servepartier, hvor han dog afværgede en break-mulighed ved 4-4, og ved 5-5 afværgede han yderligere 2 break-muligheder, men i den afsluttende tiebreak blev presset tilsyneladende for stort, idet Fokina vandt 7-1.

I 2. sæt fik Holger dog bedre styr på sit spil, hvorimod Fokina var på hælene i sine 3 første servepartier, idet Holger havde 2 break-muligheder i det første og yderligere en i det næste, uden at det dog lykkedes at bryde serven, men i spanierens 3. serveparti brød Holger til 3-2, efter at han havde vundet begge sine servepartier komfortabelt.

Fokina brød dog straks tilbage efter 0-30 og 30-40, hvorefter Holger havde en mulighed for et nyt break, som dog ikke blev udnyttet, og i stedet måtte han selv afværge 2 spanske break-muligheder efter nedenstående fyrværkeri fra Fokina til 15-40.

 

Det lykkedes dog for Holger at udligne til 4-4, og ved 5-5 lykkedes det at udnytte den 2. break-mulighed efter 15-40, hvorefter Holger efter 40-0 i egen serv sikrede sættet 7-5 på den 2. sætbold.

Det danske momentum fulgte med ind i 3. sæt, hvor Holger indledte med et break, men et mislykket fremstød til nettet og en dobbeltfejl satte Holger under pres ved 0-30, og da Holger blev for passiv i en duel ved 15-30 udnyttede Fokina situationen ved at presse Holger med en skarp vinklet forhånd efter en kort returnering, som blev fulgt op med en vinder til 15-40.
Efter et dansk es til 30-40 forsøgte Holger igen at følge serven op ved nettet, hvor han sendte servereturneringen direkte i nettet til 1-1.

I de 3 næste spanske servepartier vandt Holger blot et enkelt point, men han fulgte dog med i egne servepartier, selvom energi-depoterne tilsyneladende var ved at være udtømte, og da Holger servede ved 3-4 kom han bagud 0-40, og på den 2. break-mulighed sluttede en fysisk udmattende duel med, at Holger sendte en baghånd i nettet, hvorved Fokina havde mulighed for at serve kampen hjem ved 5-3.

Som så ofte før er det netop på nederlagets rand, at Holger finder de sidste resurser frem, og han fik en lille åbning, da han nåede frem til en spansk stopbold og sendte en vinder på tværs til 0-15, og desuden kom der tilsyneladende også “lukkenerver”  i spil efter en spansk fejl til 15-30, hvorefter endnu en spansk stopbold blev løbet op af Holger, der pressede Fokina til et smash-oplæg, som blev udnyttet og gav 2 break-muligheder.

På den 2. mulighed havde Fokina presset Holger helt i bund ved baglinjen, men med en marakuløs cross baghånd sendte Holger en vinder forbi spanieren og brød til 4-5.

Med et rent serveparti var Holger derefter helt tilbage i kampen, og efter endnu et rent serveparti til 6-6, sørgede Holger for, at kampen skulle afgøres i tiebreak, hvor stillingen – efter et minibreak til hver – blev 5-4 til Fokina, da Holger ved 4-3 sendte begge servereturneringer for langt, hvorefter Fokina fulgte en dyb servereturnering op med en vinder, som gav matchbold ved 6-4.

Den første matchbold blev dog afværget, da Fokina forivrede sig med forhånden og sendte bolden ud af banen, men på den næste matchbold, som var i spanierens egen serv, lukrerede han på, at Holger skvattede omkuld i gruset, da han nåede frem til en stopbold og pressede spanieren til et vinderoplæg, som ville have medført udligning til 6-6, hvis Holger havde bevaret fodfæstet.

Derved vandt Fokina kampen 7-6(1), 5-7, 7-6(5), og han erkendte i sejrs-interviewet, at energien fra publikum var en stor hjælp, uden at han dog kommenterede berettigelsen af den pibekoncert, som Holger blev udsat for.

2 dage senere var de marginaler, som var på spanierens side, da Holger snublede på matchbolden, til gengæld ikke med Fokina, da han i 1/8-finalen mod 17. seedede Borna Coric (CRO) igen var ude i tiebreak afgørelse i 3 sæt, idet han efter nedenstående netruller – eller rettere net-hopper – var nede med matchbold.

Kroaten afgjorde derefter kampen med en flugtning på tværs til slutresultatet 6-7(5), 6-3, 7-6(5) efter knap 3 timer, hvorved han er videre til kvartfinalen.

Coric møder i kvartfinalen no. 93 Daniel Altmaier (GER), der efter nederlag i kvalfinalen havde det dobbelte-held, at han som Lucky Loser afløste 18. seedede Pablo Carreno Busta, der meldte afbud efter lodtrækningen på grund af en albueskade, hvorved Almaier var oversidder og dermed direkte i 2. runde, og med sejre i over sine landsmænd Oscar Otte og Yannick Hanfmann samt over Jaume Munar (ESP) blev Altmaier den første spiller i kvartfinalen.

Der er til gengæld intet overraskende i, at 1. seedede Carlos Alcaraz er videre til kvartfinalen, da han blot afgav 3 partier i 1/8-finalen, hvor han vandt 6-1, 6-2 over 13. seedede Alexander Zverev.

På papiret var formstærke 5. seedede Andrey Rublev formentlig favorit til at møde Alcaraz i kvartfinalen, men da Rublev – ligesom Holger – har været i finalen de seneste 2 uger og spillet masser af kampe, er det næppe helt uventet, at 10. seedede Karen Khachanov vandt 7-6(8), 6-4, og dermed får fornøjelsen at møde spanieren i dennes sidste optræden som teenager

Derimod må det betegnes som en sensation, at 2. seedede Daniil Medvedev måtte forlade turneringen i 1/8-finalen mod no. 129 Aslan Karatsev, der har taget den lange vej med 2 sejre i kvalifikationen og derefter sejre over både Laslo Djere (SRb9, Botic Van De Zandschulp (NED) og seneste 6-3, 4-6, 6-4 i 3. runde over 16. seedede Alex De Minaur, inden han vandt 7-6(1), 6-4 over Medvedev.

Dog er det alligevel ikke helt uventet, idet Karatsev i starten af 2022 befandt sig i top 20 med en højeste rangering om no. 14 i februar sidste år, inden han efterfølgende har taget en rutchetur ud af top 100, men meget tyder på, at han er stærkt på vej tilbage mod toppen.

Det er dog en vaskeægte sensation, at den 26-årige kineser Zhizhen Zhang, der er no. 99 på ranglisten, efter 3 sejre i træk i træk med afgørelse i tiebreak i 3. sæt mod 21. seedede Denis Shapovalov og 11. seedede Cameron Norrie samt senest 3-6, 7-6(5), 7-6(8) over 8. seedede Taylor Harry Fritz bliver Karatsevs modstander i kvartfinalen.

Det lå heller ikke i kortene, at endnu en Lucky Loser, no. 64 Jan-Lennard Struff (GER) og no. 69 Pedro Cachin (ARG) skulle spille mod hinanden om en plads i den sidste kvartfinale, Struff vandt opgøret 7-6(7), 6-7(7), 6-3.

Dog havde Struff for et par uger siden vist format på grus, da han i Monte Carlo ligeledes nåede kvartfinalen efter sejr i 1/8-finalen over formsvage Casper Ruud, hvorefter han dog måtte se sig slået af den senere vinder Andrey Rublev.

Det var dog helt efter bogen, at tyskerens modstander i kvartfinalen bliver 4. seedede Stefanos Tsitsipas, der i 1/8-finalen vandt sikkert 6-3, 6-1 over no. 41 Bernabe Zapata Miralles, der ikke kunne ændre på, at Tsitsipas har vundet samtlige opgør mod spaniere, der ikke hedder Nadal eller Alcaraz.

På papiret er der unægtelig lagt op til en finalen mellem Alcaraz og Tsitsipas, men når hele 2 Lucky Losers kan spille sig i kvartfinalen, kan alt i princippet ske i de kommende kampe.
Især Alcaraz har været skræmmende god mod både Grigor Dimitrov i 3. runde og i 1/8-finalen mod Alexander Zverev, men forinden var han dog i sin første kamp i stor risiko for et sensationelt nederlag mod Emil Ruusuvuori (FIN), der vandt første sæt og havde flere break-muligheder i 2. sæt, inden Alcaraz dog fandt taktstokken frem og vandt 2-6, 6-4, 6-2.

Selvom Holger uden tvivl var dybt skuffet efter nederlaget til Fokina, kan han dog bagefter vælge at se nederlaget som en fordel, da han kan have mere gavn at en pause, inden han i næste uge deltager ved ATP 1000 Internazionali BNL d’Italia i Rom, hvor han derved har bedre mulighed for at være 100 procent klar, hvorved chancen for at nå langt – eller til tops – vil være større end i Madrid, hvor han tydeligvis havde efterveer fra et tætpakket program med flere opslidende kampe, som tærede på både fysiske og mentale resurser.

Efter Rom har Holger godt en uge til at lade op til det helt store mål for grus-sæsonen French Open, men samme uge tager Holger dog lige et smut til Danmark for at spille en showkamp i Royal Arena sammen med Nick Kyrgios.

Holger Rune mod Nick Kyrgios i Royal Arena

Forrige artikelCaroline Wozniacki ny stjerneambassadør for den kosmetiske kæde N’AGE
Næste artikelTennisavisen – Maj 2023
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.