Rygproblemer spolerede forberedelserne til årets første turnering. Derfor dropper Holger Rune Auckland og forbereder sig målrettet i Adelaide og Melbourne

19-årige Holger Vitus Nødskov Rune var langt under det niveau, som han præsterede i slutningen af 2022-sæsonen, da han uventet blev sendt ud i 1. runde ved ATP 250 Adelaide 1 lige efter Nytår.

ATP 250 Adelaide: Holger Rune langt fra topniveau i usikker sæsonstart mod japaner

En rygskade i forbindelse med opvisningsturneringen World Tennis League i ugen op til Juleaften havde spoleret de oprindelige forberedelsesplaner, og kampen mod Yoshihito Nishioka (JPN) afslørede, at Holger har brug for mere tid til at forberede sig og vænne sig til de forhold, der spilles under ved Australian Open.

I første omgang fortsatte forberedelserne i Adelaide, hvor Holger i løbet af ugen har trænet fuldt igennem suppleret med god “recovery”.

Træning Adelaide
Foto: Privat – Træning i Adelaide

Meldinger fra teamet tyder på, at Holger har gjort store fremskridt sammenlignet med ved ankomsten til Adelaide, og rygproblemerne er et overstået kapitel.

Efter samråd med team’et er det besluttet at droppe ATP 250 i Auckland på New Zealand, og i stedet fortsætter forberedelserne fra søndag i Melbourne, hvor Holger og hans team ankommer på lørdag.
Det forventes at halvanden uges solid forberedelse medfører større frihed i Holgers spil, når han føler, at han behersker alle aspekter i spillet, ligesom det var tilfældet sidst på sæsonen forud for Stockholm Open, som blev startskuddet til en forrygende periode med 2 titler i 4 finaler i træk.

Trods den tidlige exit i Adelaide er Holger fortsat no. 10 på live-rankingen, men Hubert Hurkacz har dog fortsat muligheden for at beholde 10. pladsen, hvis han lørdag vinder over Taylor Fritz i semifinalen ved United Cup i Sydney eller i en eventuel finale søndag.

Forrige artikelRang & Entry 2023: Opdateret oversigt med top 100 og udvalgte danske spilleres rangering og spilleplan
Næste artikelDen ultimative tennis-guide
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.