Clara Tauson signalerede igen, at hun har niveau til at gøre sig gældende mod spillere i top 100, men en fraværende 1. serv i 3. sæt blev afgørende mod Zarina Diyas

Med et wildcard til kvalifikationen til næste uges WTA Premier 5 turnering Donfeng Motor Wuhan Open i Kina fik 16-årige Clara Tauson muligheden for at få en fornemmelse af, hvor stor afstanden er til at få opfyldt ambitionen om at etablere sig på WTA-touren, hvor deltagerne primært er top 100 spillere.

Når Clara tidligere har mødt spillere, der er – eller har været – i top 100, har hun hver gang været helt med i kampene, som hun med større rutine i bagagen også har haft chancer for at vinde, hvilket bl.a. var tilfældet, da Clara i april måned efter 2 sejre i kvalifikationen til WTA International i Lugano var snublende tæt på at besejre den daværende no. 68 Evgeniya Rodina (RUS), der i 1. runde af hovedturneringen vandt 6-7(2), 6-2, 7-5.

I fredagens 1. runde i kvalifikationen til Wuhan mod ranglistens no. 85, 25-årige Zarina Diyas (KAZ), der for 4 år siden var no. 31, viser livescoren at Clara var godt med i kampen, som hun fik tvunget ud i et afgørende 3. sæt, hvor Diyas dog sikrede sejren 6-4, 2-6, 6-2.

Kampens statistik afslører dog, at det fik afgørende betydning for udfaldet, at Claras 1. serv svigtede i 3. sæt, hvor hun kun fik 23 procent af 1. serverne i spil, og hun blev allerede brudt i det første parti i sættet, og da hun blev brudt igen til 2-5, kunne Diyas serve kampen hjem.

Selvom Diyas satte 69 procent af 1. serverne i 3. sæt, havde Clara 2 break-muligheder, som hun dog ikke fik udnyttet.
Det samme var tilfældet i 1. sæt, hvor Clara blev brudt til 2-3, hvilket afgjorde sættet, hvor Clara havde en 1. serve procent på 51, og hun afværgede 4 af 5 break-bolde, hvorimod Diyas satte 76 procent af serverne og afværgede samtlige 3 danske break-muligheder.

I 2. sæt fungerede Claras serv bedre med 59 procent 1. server mod Diyas’ 53 procent, og desuden afværgede Clara 3 break-muligheder, mens hun selv udnyttede 2 af 5 muligheder.

I betragtning af at Diyas i sine 2 forrige kampe i Osaka i sidste uge vandt 6-0, 6-3 over OL-vinderen Monica Puig (PUR) og tog sæt fra Madison Keys (USA), viser den knebne kazakstanske sejr – sammenholdt med Claras titel ved W60 i Israel i sidste uge – at hun allerede på sit nuværende udviklingstrin har top 100 niveau.

Caroline Wozniacki
© 2018 Jimmie48 Tennis Photography This photo is available for editorial usage. Please contact: licensing@j48tennis.net Una – Caroline Wozniacki taler med medierne ved turneringen i Wuhan i 2018.

Der er dog stadig dansk deltagelse i turneringen, da Caroline Wozniacki er seedet 13 i hovedturneringen, hvor hun i 1. runde møder Su-Wei Hsieh (TPE), og i en eventuel 2. runde Yulia Putintseva (KAZ) eller en kval-spiller.
Ifølge seedningerne kan modstanderen i 1/8-finalen blive 3. seedede Elina Svitolina (UKR) og semifinale mod en tjekke, 2. seedede Karolina Pliskova eller 5. seedede Petra Kvitova.

Carolines muligheder bliver analyseret senere i Tennisavisen.