Efter ren opvisning i 1 sæt indsneg flere fejl fra Clara Tauson sig spillet mod Kristina Kucova, som til gengæld hævede sit niveau og vandt i 3 sæt

Vejen mod toppen går aldrig i en lige linje uden forhindringer på vejen, men efter 8 sejre på stribe til 17-årige Clara Tauson efter corona-pausen kunne man godt få det indtryk, at 30-årige Kristina Kucova (SVK) ville være chanceløs i 1/8-finalen ved WTA 125 turneringen Prague Open 2020.

Gennem hele 1. sæt satte Clara ikke en fod forkert, og hun bragte sig foran 5-0 i en periode, hvor Kucova kun havde vundet 6 point i alt, inden hun vandt sit eneste parti i sættet, hvorefter Clara ved 40-15 i egen serv lukkede sættet til 6-1.

Clara formåede dog ikke at bevare det ekstremt høje niveau, som hun havde lagt for dagen i 1. sæt, og der indsneg sig flere fejl spillet, samtidig med at Kucova fik bedre fat i det tempofyldte danske spil, og pludselig var rollerne byttet om, da Kucova vandt 2. sæt 6-1.

Heller ikke i 3. sæt fandt Clara det samme niveau som i 1. sæt, og hun fik brudt serven til 0-1, hvorefter Kucova sikkert holdt serv til 2-0, inden Clara holdt serv til 1-2, godt hjulpet af et par slovakiske fejl.
Clara var derefter ved at skabe spænding om udfaldet, da hun 2 gange havde mulighed for at bryde tilbage til 2-2, Kucova holdt stand til 3-1, men Clara fik atter chancen for at bryde tilbage, og der blev  fornyet spænding om udfaldet da Clara brød til 3-3.

Det lykkedes dog ikke for Clara at holde serv til 4-3, da Kucova brød serven ved 30-40 og med et rent parti til 5-3  bragte Kucova sig tilbage på sejrskursen, og hun lukkede kampen på den 2. matchbold i Claras serv, hvorved Kucova efter 1 time 42 minutter vandt 1-6, 6-1, 6-3.

Dermed sluttede en stime på 8 sejre, hvor Clara i flere kampe viste spil af høj klasse, som giver begrundet tro på, at hun kan gøre sig gældende mod de bedste, ikke mindst på grund af hendes fabelagtige slagteknik.

Med kvartfinalen optjener Clara 40 point til WTA-ranglisten og en præmieindtægt på ca. 200.000 kr.
Næste opgave for Clara er ifølge ITFs acceptanclister næste uges W25+H turnering FIGUEIRA DA FOZ INTERNATIONAL LADIES OPEN 2020, hvor der er henholdsvis 22, 36 og 60 point for semifinale, finale og vinder.

Desuden er Clara tilmeldt French Open kvalifikationen, som gennemføres fra 21. september.