Clara Tauson vil fremover altid blive husket som den første vinder af W25 turnering i Fujaira, hvor hun ikke havde samme succes ved Grade 5 i 2016

W25 turneringen FUJAIRAH INTERNATIONAL WOMEN TENNIS OPEN i De Forenede Arabiske Emirater blev afviklet for første gang nogen sinde, men Clara Tauson har tidligere som 13-årig i november 2016 spillet en ITF Grade 5 juniorturnering, hvor hun stadig husker, at det ikke gik særlig godt, da hun indkasserede “æg” i kvartfinalen mod Carmen Roxana Manu (ROU), der vandt 4-6, 6-4, 6-0.

ITF junior Fujairah: Clara Tauson i finalen i double

I lørdagens W25 finale godt 4 år senere samme sted blev det i stedet Clara, der indledte med at uddele “æg”, da hun i 1. sæt af finalen mod 1. seedede, 28-årige Viktorija Golubic (SUI) ikke satte en fod forkert, og med tempofyldt spil og vindere på stribe dominerede hun fuldkommen sættet, som blev vundet 6-0.

M25 Fujairah 2021
Foto: Tournament Media Comity

Et nyt sæt er som bekendt ofte en helt ny kamp, og allerede i Claras første serveparti begyndte der at indsnige sig nogle fejl, som medvirkede til at Golubic vandt sit første point i kampen, da hun ved 15-40 brød serven, og hun var kort efter foran 40-15 i egen serv, men det lykkedes alligevel for Clara at udligne til 1-1.

Kampen var langt mere jævnbyrdig i 2. sæt, og efter at begge holdt serv indtil 3-3, kom Clara bagud 15-40, men hun afværgede begge break-muligheder og havde desuden selv fordel, men efter endnu en break-mulighed førte Golubic 4-3.
Kort tid efter var Golubic foran 40-0 i egen serv, men Clara arbejdede sig ind i partiet, hvor det alligevel lykkedes at bryde tilbage og udligne til 4-4.

Clara kom derefter bagud 0-40 i egen serv, og denne gang udnyttede Golubic chancen på den 2. break-mulighed i partiet, hvorefter hun afsluttede sit næste serveparti med en vinder fra sin elegante enhånds-baghånd til 6-4.

M25 Fujairah 2021
Foto: Tournament Media Comity

I starten af 3. sæt var Clara bagud 0-30, men ved 30-30 blev Golubic passeret ved nettet og med en vinder efter en kort bold til 1-0 kom Clara alligevel godt fra start i sættet, som fortsat var jævnbyrdigt.
I Golubic’ næste serveparti indledte Clara med et cross passerslag fra forhånden efterfulgt af en fremprovokeret fejl til 0-30, hvorefter Golubic reducerede med endnu en longline vinder fra enhånds-baghånden.
Med endnu en vinder fra forhånden havde Clara 2 break-muligheder ved 15-40, og efter en schweizisk fejl var Clara afgørende foran 4-2.

Derefter fulgte endnu et tæt nøgleparti, hvor Golubic havde en enkelt chance for at bryde tilbage, men Clara afsluttede partiet med en cross vinder fra forhånden til 5-2.
Golubic holdt derefter serv til 3-5, hvorefter Clara med 2 fejl fra baghånden kom bagud 0-30, da hun servede for kampen, men efter en forhåndsvinder og senere fremprovokeret fejl, havde Clara matchbold, som blev afgjort, da serven blev returneret i nettet til dansk sejr 6-0, 4-6, 6-4.

M25 Fujairah 2021
Foto: Tournament Media Comity

Under sejrsceremonien blev Golubic spurgt, hvad der skete i 1. sæt, hvor hun ikke helt fandt sin rytme, men hun erkendte, at en væsentlig årsag hertil var, at Clara spillede “pretty well”.
Hun betegnede turneringen som næsten på niveau med kvalifikationen til Australian Open, hvor de to finalister ikke kvalificerede sig, og derfor var turneringen næsten som en ekstra kvalifikations turnering, og hun var taknemmelig for at få muligheden for sådanne kampe.

Clara medgav betydningen af, at hun havde haft en svær kamp i 1. runde mod Gasanova, og derfor var hun taknemmelig for, at hun i netop den kamp fik årets første sejr.
Det blev i sejrsinterviewet anført, at Clara Tauson altid vil blive husket som den første vinder af turneringen.

M25 Fujairah 2021
Foto: Tournament Media Comity

Titlen betyder, at Clara optjener 50 point til WTA-ranglisten, hvor hun på live-rankingen dermed avancer til no. 145.

Tennisavisen har forgæves forsøgt at fremskaffe billede fra præmie-ceremonien. I stedet genbruges vinderbillede fra W15 i Oiras i Portugal sidste år.

I næste uge er der endnu flere point på spil ved ANDREZIEUX-BOUTHÉON W60 ITF WORLD TENNIS TOUR i Frankrig, hvilket dog forudsætter, at både Clara og flere af de øvrige deltagere får lov at rejse til Frankrig uden at skulle tilbringe 7 dage i karantæne, som forlydender antyder muligheden for ved indrejse fra lande udenfor EU.

Tilføjelse: Efterfølgende har Tennisavisen modtaget billeder fra turneringen.

Forrige artikelM15 Bressuire: Holger Rune i semifinalen efter sejr over franskmand med tricky forhånd
Næste artikelM15 Bressuire: Stres-taktik banede vejen til finalen for Holger Rune
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.