I en periode med nedlukning af international elitesport har Leschly Tennis Foundation samlet 4 af Danmarks tennis-herrer til en dyst om end sjælden stor præmiesum

Siden nedlukningen af internationale tennisturneringer har en af de største udfordringer for de bedste danske tennisspillere været at bevare motivationen til at træne målrettet frem mod vigtige turneringer, hvor der for alvor er noget at spille om.

I sidste uge sørgede Give Tennis sammen med ØBG Tennis – Silkeborg for, at nogle af Danmarks bedste spillere kunne dyste om både prestige, præmier og UTR-rating point, hvilket veteranen Frederik Løchte Nielsen udnyttede til fulde, da han både vandt titlen og dermed 1. præmien på 10.000 kr. samt avancerede på den globale Universal Tennis Rating (UTR).

UTR Event: Sprudlende Frederik Løchte vinder efter ren opvisning i Give

Nøglen til Løchtes succes i Give var, at han vandt den afgørende kamp i den indledende pulje mod Christian Sigsgaard (Sigs), hvorefter han til manges overraskelse vandt semifinalen over stortalentet, 17-årige Holger Vitus Nødskov Rune, og i finalen mod Johannes (Joe) Ingildsen leverede Løchte tennis i ren opvisningsstil.

Alle 3 førnævnte kan allerede 30-31. maj få mulighed for at få revanche mod den tidligere Wimbledon double-vinder, når Leschly Tennis Foundation afvikler UTR Leschly Challenge, hvor netop de 4 nævnte spiller om en endnu større præmiesum med 50.000 kr. til vinderen, 30.000 kr. til finalemodstanderen og 15.000 kr. til vinderen af kampen om 3-4. pladsen, hvor no. 4 kan hæve 5.000 kr.

Alle kampe kan følges på TV 2 Sport, der indleder lørdag 30. maj kl. 1400 med den første semifinale mellem Løchte og Sigsgaard efterfulgt af Holger mod Joe.

Søndag 31. maj kl. 1400 vises først kampen om 3. pladsen inden selve finalen og efterfølgende præmieoverrækkelse.

TV 2 havde med introduktionen af TV 2 Sport X set frem til at vise masser af international tennis fra både WTA på TV 2 Sport og ATP på Sport X, som under corona-pausen er “degraderet” til at være en filmkanal, og derfor er turneringen en kærkommen lejlighed til igen at vise tennis på TV 2 Sport.

Vi glæder os meget til at vise fire af Danmarks bedste mandlige tennisspillere i kamp på TV 2 SPORT og jeg forventer højt niveau i kampene efter det flotte spil vi så i Give og Silkeborg i sidste uge – spændende om de unge løver kan få ramt på den gamle kaptajn Frederik Løchte – som spillede så stærkt på gruset i Give, at selv Rafael Nadal vil have fået problemer mod Frederik, hvis de havde mødt hinanden i denne uge i Paris“, siger Henrik Jensen med et lille smil til Tennisavisen, og han tilføjer
Det er skønt for os på TV 2 SPORT i disse triste tennistider at få vist noget god tennis på kanalen, når vi nu desværre ikke kan vise kampe fra ATP eller WTA-touren i disse måneder.

På grund af de fortsatte corona-restriktioner spilles der uden tilskuere, men seerne får mulighed for at få et godt indblik i spillernes tanker og udfordringer under kampene, hvor spillerne har mulighed for med headsets at være i dialog med en coach ved hvert sidebytte.

Alle kampe afvikles bedst a 3 sæt med tiebreak ved 6-6.

Detaljer om turneringen og præsentation af deltagerne findes på https://app.myutr.com/events/22734 og https://www.leschlytennis.dk/utrleschlychallenge, hvor Holger giver udtryk for sult efter at spille kampe med noget på spil, og han forventer god nerve i kampene, fordi ingen har lyst til at tabe – slet ikke på landsdækkende TV.

Efter turneringen i Give og Silkeborg er både Løchte og Søren Hess-Olesen avanceret markant, hvorefter top 10 for de danske herrer på UTR-ratingen sådan ud:

Spiller Klub Aktuel
Mikael Torpegaard Lyngby 14,65
Frederik Løchte Nielsen Lyngby 14,09
Christian Sigsgaard Gentofte 14,04
Søren Hess-Olesen KB 14,02 (P)
Holger Vitus Nødskov Rune HIK 13,97
August Holmgren Gentofte 13,78
Elmer Møller Skovbakken 13,48
Henrik Korsgaard HRT 13,46
Johannes Ingildsen KB 13,18
Nikolai Ferrigno Lyngby 13,15

Søren Hess-Olesens rating er fortsat “projected”, fordi dens “reliability” som følge af få kampe er usikker.

Forrige artikelUTR Event: Sprudlende Frederik Løchte vinder efter ren opvisning i Give
Næste artikelDagens kampe 30. maj: TV 2 Sport forventer gode seertal ved UTR Leschly Challenge
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.