Det bedste ved lodtrækningen til US Open er, at Caroline Wozniacki ikke er i samme halvdel som storfavoritten Serena Williams. Kvitova, Azarenka, Halep kan dog stå i vejen for ny finale

Når “eksperter” eller undertegnede forsøger at vurdere Caroline Wozniackis muligheder forud for en turnering, kommer man nemt til at se “dum” ud, når resultatet ikke stemmer overens med forhånds-vurderingen.

Efter foromtalerne af Toronto og Cincinnati blev jeg kritiseret for at være for “negativ” mod Caroline, og efter hendes nederlag mod Kvitova i New Haven blev jeg konfronteret med denne vurdering, som fremgår under WTA New Haven: Perfekt mulighed for Caroline Wozniacki

“men Kvitova er – bl.a. som følge af “kysse-syge”, der dræner energi – langt fra sin velkendte styrke, og det er tvivlsomt, at hun når semifinalen”

Med i billedet hører dog, at denne vurdering var baseret på Kvitovas seneste præstationer, hvor hun tabte 1. kamp i både Toronto og Cincinnati, og i øvrigt ikke havde præsteret nævneværdige resultater i en periode, hvilket fremgik af indledningen til førnævnte citat

“Under “normale” omstændigheder ville 2. seedede no. 4 Petra Kvitova (CZE) være oplagt kandidat som modstander i semifinalen”

Til de 2 førstnævnte turneringer viste analyserne sig dog at holde stik, idet jeg ikke forventede, at Caroline efter sin læg-skade nåede forbi 1-2. runde, og i Cincinnati regnede jeg ikke med, at hun ville vinde sin første kamp mod Azarenka, som hun også ville have problemer med i topform.

Selvom jeg således tog fejl angående Kvitova, som både mod Radwanska og Caroline viste, at hun stadig kan spille på sit velkendte høje niveau, synes jeg alligevel, at Caroline har fået en “perfekt” optakt til US Open med de 4 kampe i New Haven, hvor hun med 6-0, 6-2 over (51) Alison Riske (USA) i 1. runde og 6-3, 6-0 over (39) Caroline Garcia (FRA) i 3. runde viste fremragende spil.

Den knebne sejr på 6-4, 6-7(6), 7-6(7) over (45) Roberta Vinci (ITA) i 2. runde, hvor Caroline overlevede 3 matchbolde, blev ikke vist på TV og er derfor svær at vurdere noget fra, men den tyder muligvis både på, at spillet ikke har været helt i top, samt at fighter-evnen og viljen til at vinde er intakt.

Nederlag til Kvitova kan blive en fordel

I 1. sæt mod Kvitova i New Haven spillede begge på et rimeligt niveau, og det var kun tilfældigheder, der afgjorde sættet, hvor Caroline havde sætbold ved 5-3, men misbrugte chancen med en sjælden uprovokeret fejl i forhånden, og ved 5-4 15-30 i egen serv betød en heldig netruller, at Kvitova fik 2 sætbolde, hvor hun udnyttede den 2. sætbold, hvorefter hun relativt nemt vandt 2. sæt.

Med henblik på US Open kan det vise sig at være en fordel for Caroline, at hun efter at have tabt 1. sæt i semifinalen, tilsyneladende ikke gav alt for at presse kampen ud i 3. sæt, men der skal dog ikke tages noget fra Kvitova, som løftede sit spil endnu et niveau i 2. sæt.

Noget kunne dog tyde på, at Caroline havde ømhed i knæet – selvom hun dog bedyrer, at der ikke er grund til bekymring – og derfor kan det være en fordel, at hun kan få den ro og behandling, som bevirker at hun er helt klar til US Open.

Perfekt lodtrækning med Serena i modsatte halvdel

Denne forhånds-vurdering forud for US Open handler primært om, hvorvidt Caroline har realistiske muligheder for at forsvare finale-pladsen fra sidste år.
Derfor tillader jeg mig at kalde hendes lodtrækning for “perfekt”, da hun ikke er i samme halvdel som turneringens absolutte storfavorit Serena Williams (USA), som uden tvivl vil være top-motiveret i bestræbelserne på at vinde turneringen og dermed være indehaver af samtlige 4 Grand Slam titler i samme kalenderår.

Caroline er derfor helt sikker på, at hun undgår at møde Serena i en eventuel semifinale, hvor Serena i stedet har udsigt til at møde 3. seedede Maria Sharapova (RUS), hvis Sharapova kan slippe forbi 30. seedede Svetlana Kuznetsova (RUS) i 3. runde, 13. seedede Ekaterina Makarova (RUS) eller 17. seedede Elina Svitolina (UKR) i 1/8-finalen og 7. seeded Ana Ivanovic (SRB), 10. seedede Carla Suarez Navarro (ESP) eller 21. seedede Jelena Jankovic (SRB) i kvartfinalen.
25. seedede Eugenie Bouchard (CAN) er også potentiel modstander for Sharapova i semifinalen, men det forudsætter en gevaldig “genfødsel” af canadieren.

Serenas “forhindringer” mod semifinalen kan blive 29. seedede Sloane Stephens (USA) i 3. runde, 15. seedede Agnieszka Radwanska (POL) eller 19. seedede Madison Keys (USA) i 1/8-finalen og i kvartfinalen 8. seedede Karolina Pliskova (CZE), 12. seedede Belinda Bencic (SUI), 23. seedede (søster) Venus eller 31. seedede Anastasia Pavlyuchenkova (RUS).

Kvitova skal besejres inden semifinale mod Halep eller Azarenka

Carolines største hindring på vejen mod semifinalen bliver uden tvivl kvartfinalen, hvor hun ifølge seedningen står til et nyt møde med 5. seedede Petra Kvitova (CZE).
Den indbyrdes stilling efter semifinalen i New Haven er 5-5, og det vil være helt umuligt at spå en vinder på forhånd, da det ligesom i de tidligere opgør helt og holdent afhænger af, hvem der er bedst på dagen.
Skal der peges på en sandsynlig vinder, må Kvitova dog betegnes som svag favorit, hvilket også afspejles hos Bet365, der har odds 19 på Kvitova mod 29 på Caroline som vinder af turneringen.

Kvitova kan dog snuble undervejs, hvilket jeg dog – klog af skade – er mindre forvisset om bliver tilfældet denne gang, men en eventuel 1/8-finale mod 9. seedede Garbine Muguruza (ESP) eller 18. seedede Andrea Petkovic (GER) er ikke helt risiko-fri, mens det er svært at forestille sig, at Kvitova i 3. runde taber til 32. seedede Anna Karolina Schmiedlova (SVK).

Hvis det alligevel lykkes Caroline at nå semifinalen, møder hun endnu sværere odds, da de mest sandsynlige modstandere vil være 20. seedede Victoria Azarenka (BLR) til odds 10 eller 2. seedede Simona Halep (ROU) til odds 11 som endelig vinder.
Til sammenligning er odds på Serena helt nede på 1.83.

Carolines chancer i en eventuel semifinale vurderes at være størst mod Halep, da 4 nederlag på stribe i 2-sættere mod Azarenka uden tvivl vil sidde mentalt i baghovedet.

Selvom Azarenka vurderes som den sværeste modstander for Caroline i en eventuel semifinale, er hun formentlig også den, som er i størst risiko for at snuble inden en eventuel kvartfinale mod Halep, da Azarenka hidtil i sæsonen har haft svært ved at spille flere kampe i træk på et stabilt niveau, og derfor kan hun godt risikere at tabe undervejs til 11. seedede Angelique Kerber (GER) i 3. runde eller 6. seedede Lucie Safarova (CZE) i 1/8-finalen.
Begge de 2 sidstnævnte vil også være realistiske modstandere i en eventuel kvartfinale mod Halep, som forinden skal forsøge at slippe forbi 27. seedede Alicé Cornet (FRA) i 3. runde og 14. seedede Timea Bacsinszky (SUI) eller 24. seedede Sabine Lisicki (GER) i 1/8-finalen.

Carolines vej til kvartfinalen virker overkommelig

Konklusionen på ovenstående peger på, at kvartfinalen er den mest sandsynlige endestation for Caroline ved US Open, men de berømte små marginaler skal ikke ændre sig meget, for at det alligevel kan lykkes for Caroline at nå finalen for 3. gang, men hvis modstanderen her bliver Serena, vil en finalesejr til Caroline være en ægte sensation, men chancen mod en hvilken som helst af de øvrige i Serenas halvdel forekommer realistisk.

Caroline skal dog først vinde i de 4 første runder, hvis et af ovennævnte scenarier kan blive til virkelighed.
I 1. runde møder Caroline no. 411 Jamie Loeb (USA), som har fået wildcard og er helt ukendt for de fleste.
I 2. runde bliver modstanderen enten no. 59 Christina McHale (USA) eller no. 149 Petra Cetkovska (CZE). Selvom Caroline tidligere har tabt til dem begge, må hun alligevel være oplagt favorit, uanset hvem af dem hun møder.

Tidligst i 3. runde kan Caroline møde en seedet modstander, som i givet fald vil blive 26. seedede Flavia Pennetta (ITA), som i 1. runde møder no. 75 Jarmila Gajdosova (AUS) og i 2. runde enten no. 40 Monica Niculescu (ROU) eller no. 132 Alexandra Panova (RUS), som var gennem kvalifikation.

Selvom der altid er en risiko, hvis Caroline ikke præsterer på et højt niveau, bør hun være sikkert videre til 1/8-finalen, hvor hun kan møde 16. seedede Sara Errani (ITA) eller 22. seedede Samantha Stosur (AUS), hvor Caroline ligeledes vil være favorit, men der er ikke råd til at slække på niveauet mod nogen af dem.

Frem til kvartfinalen er jeg derfor rimelig fortrøstnings-fuld, men herefter starter problemerne for alvor, men jeg vil som nævnt ikke afskrive Carolines muligheder for endnu en finale på forhånd.

Forrige artikelMatchfixing: Italien ramt af matchfixing skandale
Næste artikelTE Copenhagen: Dansk finalenederlag
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.