De to nu største favoritter til at nå OL-finalen, Andy Murray og Rafael Nadal, er sikkert videre til tredje runde.

Efter Novak Djokovic’ tidlige exit ved De Olympiske Lege i Rio de Janeiro kan det meget vel blive en finale mellem Andy Murray og Rafael Nadal. De to stjerner tog i hvert fald endnu et skridt mod finalen tirsdag, da de begge sikkert sejrede i anden runde.

Andy Murray startede sin kamp med en dobbeltfejl, men derfra var der ikke meget slinger i valsen, da han besejrede argentinske Juan Monaco 6-3, 6-1. Britten var i perioder sin modstander overlegen og skruede særligt i andet sæt op for tempoet med sin forhånd, der voldte Juan Monaco store problemer.

Lidt større vanskeligheder var det forventet, at spanske Rafael Nadal ville støde ind i. Spanieren skulle møde italienske Andreas Seppi, der er rangeret som nummer 71 i verden. Nadal havde efter sin første runde talt om små problemer i det håndled, der inden OL holdt ham ude, og han var derfor lidt et spørgsmålstegn op til opgøret. Alligevel var det en spansk stjerne i kontrol det meste af kampen, hvor Seppi modsat aldrig rigtig fandt fodfæste. Nadal vandt kampen 6-3, 6-3.

I tredje runde begynder mændenes olympiske tennisturnering for alvor at spidse til med flere spændende opgør at se frem til. Franske Gael Monfils møder Marin Cilic, mens Rafael Nadal for alvor kommer på arbejde, når han skal op imod Gilles Simon. Andy Murray står til at møde vinderen af opgøret mellem Benoit Paire og Fabio Fognini.

Forrige artikelITF Koksijde: Karen Barritza vandt første runde i hovedturneringen.
Næste artikelITF Warsaw: Så blev det igen hverdag for Clara Tauson
Daniel Nøjsen Fallah er journaliststuderende på Journalisthøjskolen i Aarhus. Han er tenniselsker, der drømmer om at dække verdens bedste sportsgren. Daniel har spillet tennis i 10 år, hvor både turneringer og trænergerninger har været på programmet. Særligt ATP-touren følges tæt, hvor favoritterne er Rafael Nadal og Frederik Løchte.