Jack Sock kvalificerede sig til London i allersidste sekund. Men han har været en dejlig tilføjelse til årets turnering og står nu i semifinalen efter sejr over Alexander Zverev.

64 16 64 lød cifrene, da amerikanske Jack Sock sendte den unge tysker Alexander Zverev på tidlig ferie. Og dermed står Sock i semifinalen, hvor han møder Grigor Dimitrov, under to uger efter karrierens største sejr med Masters-triumfen i Paris.

I en kamp, der bølgede frem og tilbage, var det Sock, der havde de bedste nerver og den største tro på sine slag, når det gjaldt. Han var mere proaktiv, turde mere og havde mere varietet i sit spil end den til tider lidt monotone Zverev.

Men sejren kom ikke i hus uden kamp til stregen. Første sæt var, tennismæssigt, nok det bedste. Begge spillere holdt et højt niveau, men det var Socks forhånd og flugtninger, der udgjorde højdepunkterne.

Der var tidlige breakmuligheder til dem begge, to til Sock og tre til Zverev. Men Sock reddede samtlige fem breakbolde i første sæt og brød Zverev i slutningen af sættet.

Lidt for meget Showtime fra Sock

I første parti i andet sæt lignede Zverev en mand, der havde tabt sutten. Zverev, morgendagens stjerne, havde helt klart ikke forventet at tabe første sæt til Jack Sock. Som han sagde tirsdag:

“I think I still have great chances of qualifying, playing Jack Sock next.”

Han holdt dog et tæt parti, og så fandt han ellers selv storspillet frem. Baghånd ned af linjen, bum. Løbende forhånd ned af linjen, bum. 2-0 til Zverev.

Det blev også 3-0, da Sock i næste partis første point synes, han skulle være ‘Showtime’ og forsøgte sig med et hotdog lob, hvor han kunne have lavet et let passerslag. Et par minutter senere var partiet og sættet reelt væk, og Sock så lidt dum ud.

I første sæt havde Sock held med sin inside-out forhånd til Zverevs baghånd, men i andet sæt var Zverev begyndt at læse Socks spilmønstre bedre. Han “snød” til sin baghånd og kom derfor derud i tide.

Resultatet? Ikke én forhåndsvinder til Sock i hele andet sæt. Og så vandt Zverev ellers sættet 6-1 på under en halv time.

Zverev: “I choked”

Forhåndsfavoritten Zverev fortsatte dominansen i starten af tredje, hvor han brød Sock. Men så gik luften ellers ud af ballonen. Først forærede han breaket tilbage fra 1-0, 15-0 med to dobbeltfejl og en nem forhånd i nettet på breakpoint.

Derpå gav han Sock endnu et break i et tæt parti, der sluttede med partiets 3(!) dobbeltfejl fra Zverev. Zverev var ellers startet partiet på 15-0, da Sock havde fået en point penalty for for anden gang at tyre en bold op blandt publikum i frustration.

Og så stod den pludselig 4-1 få minutter efter Zverev havde haft Sock nede i sækken.

På grund af lidt skidt spil fra Sock, der tilsyneladende mistede både koncentrationen og præcisionen i sin forhånd, kom Zverev tilbage på 4-4.

Men så gik det galt igen. Ved 4-5, 30-lige, kom der endnu en dobbeltfejl, den 6. eller 7. i tredje sæt. Og på matchbolden sendte Zverev sin forhånd ud over sidelinjen.

“I choked. It’s quite easy. Won the second set 6-1. I was 1-0 with a break. He got a point penalty. I was down 1-4 within 10 minutes where I didn’t put many balls in the court. So, yeah, I just choked.”

Tredje sæt var ikke kønt fra nogen af dem, men altså værst for Zverev. Nyd bl.a. Socks fantastiske flugtninger i højdepunkterne herunder.

Forrige artikelDagens kampe fredag 17. november: Thiem og Goffin spiller om at møde Federer
Næste artikelNitto ATP World Tour Finals semifinaler: Jack ’Showtime’ Sock spiller stadig med house money
Anders Høeg Lammers er tennisfan, tennisnørd og tennisspiller. Han følger ATP-touren særligt tæt, men al tennis har hans interesse. Favoritterne er bl.a. Lendl, Edberg, Agassi, Hingis, Safin, Henin, Nalbandian, Djokovic og Federer. Han har i flere år skrevet tennisartikler på sportssitet Sport Fortalt.