Da Holger Rune brugte sin næstsidste M25 Junior Exempt, blev han stoppet i semifinalen af boldsikre Dimitar Kuzmanov, som han møder igen i 1. runde, når den sidste Junior Exempt benyttes

Som tidligere omtalt var det især manglende tålmodighed, der var en væsentlig årsag til, at 17-årige Holger Vitus Nødskov Rune gik glip af en finale, da han for 4 uger siden benyttede sin fjerde Junior Exempt (JE) ved M25-turneringen i Vogau i Østrig.

M25 Vogau: Manglende tålmodighed fra Holger Rune medvirkende til bulgarsk sejr

Onsdag eftermiddag får Holger muligheden for at få revanche, idet han allerede i 1. runde igen møder Dimitar Kuzmanov (BUL), der er seedet 2 ved M25-turneringen ITF Men’s Open Klosters i Schweiz.
Kampen kan følges på livestream – tidligst kl. 1300 – på dette link – https://live.itftennis.com/en/live-streams/video.php?vid=23546661

Kuzmanov er uhyre boldsikker, og derfor er Holger nødt til at udvise større tålmodighed, end det har været tilfældet i flere af de seneste kampe, og indstille sig på lange dueller, hvor han afventer muligheden for at afgøre boldene eller presse modstanderen til fejl, hvilket med Holgers større tennismæssige færdigheder kan blive nøglen til sejr.

Med Holgers nuværende rangering som no. 725 kan det blive svært at få adgang til flere M25-turneringer, da han ved turneringen i Schweiz gør brug af det sidste af de 5 JE-muligheder, som han har haft til rådighed.

Holger har tidligere fået flere wildcards til ATP Challenger turneringer, uden at det dog har medført markant point-høst til ATP-ranglisten, og udsigten til nye wildcards er meget lille i en periode med et begrænset antal turneringer, hvor arrangørerne først og fremmest tilgodeser egne landsmænd.
Derfor kan Holger i en periode være henvist til at deltage i M15-kategorien, og i næste uge deltager han i en M15-turnering i Melilla, der er i den nordafrikanske del af Spanien.

Det er også helt udelukket, at Holger kan få wildcard til French Open, selvom han sidste år vandt junior-udgaven, da alle wildcards går til franske spillere – dog bortset fra Andy Murray, der formentlig vil være selvskreven til at modtage wildcard hvor som helst.

Inden aflysningen af alle turneringer på grund af corona havde Holger fået tilsagn om wildcard til Challenger AnyTech365 Marbella Tennis Open, som var planlagt 30. marts, men turneringen afvikles i stedet fra 26. oktober, hvor Holger derfor forventes at deltage.

Forrige artikelNyt medlem til listen af Grand Slam vindere
Næste artikelTennisshoppen.dk: Portræt af en førende forhandler af tennisudstyr
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.