Selvom rumænere havde advaret om, at Holger kunne blive udsat for psykologisk chikane af svensker med rumænsk baggrund, lod han sig gå på af ukvemsord og psykiske kneb fra modstanderen

Efter karrierens tredje professionelle titel i sidste uge ved M15 i Antalya fortsatte 17-årige Holger Vitus Nødskov Rune de gode takter, da han i 1. runde af denne uges M15 turnering samme sted vandt 6-4, 6-2 over 2. seedede Geoffrey Blancaneaux (FRA).

M15 Antalya: Holger Rune består første del af svendeprøve efter revanche mod 2. seedet top 300-spiller.

Dermed havde Holger bestået første del af ugens opgave, som var at bibeholde et konstant stabilt niveau over mere end en enkelt uge, og derfor blev turneringen i Tennisavisen omtalt som en “svendeprøve”, som vil være bestået, hvis han præsterer på et niveau, som er godkendt i forhold til de forventninger, der med rimelighed kan stilles til en spiller med Holgers åbenlyse potentiale.

1/8-finalen mod den 23-årige svensker – af rumænsk oprindelse – Dragos Nicolae Madaras blev vist på livestream, og starten tydede på, at odds-sætterne hos Bet365 havde vurderet helt rigtigt ved at give pengene igen 9 gange i tilfælde af svensk sejr, idet Holger indledte med at holde serv, hvorefter han brød modstanderens serv til 2-0.
Madaras brød dog straks tilbage til 1-2, da Holger kom bagud 15-40, hvorefter begge holdt serv indtil 5-5, efter at Holger undervejs havde haft en enkelt break-mulighed til 5-3.

Det var dog tydeligt, at Holger ikke havde samme kontrol over spillet som i tidligere kampe, hvor han dirigerede duellerne, og da han servede ved 5-5, blev han brudt rent, hvorefter Madaras afsluttede sættet med et rent serveparti til 7-5.

I 2. sæt kom Holger bagud 0-40 i sit første serveparti, og selvom han afværgede de to første break-muligheder blev han alligevel brudt, og Madaras kom foran 2-0 efter 40-0 og 40-15.
Holger holdt derefter serv til 1-2, og han havde en enkelt chance for at bryde tilbage til 2-2, men i stedet blev han selv brudt til 1-4 efter at have ført 40-15, hvorefter Madaras holdt serv til 5-1, og i Holgers efterfølgende serveparti sikrede svenskeren sejren 7-5, 6-1 på sin 2. matchbold.

Holger var gennem det meste af kampen en skygge af sig selv, idet han var langt under det forventede niveau, og derfor bliver det svært at hævde, at svendeprøven er helt bestået.

En væsentlig faktor i al konkurrence-idræt er ofte det psykologiske spil, især hvis det lykkes for en spiller at bringe sin modstander ud af balance ved at benytte psykiske kneb til at komme ind i hovedet på modstanderen, hvilket tidligere er lykkedes for Anton Matusevich (GBR), da han vandt over Holger i 1/8-finalen ved junior Wimbledon 2019, bl.a. ved inden kampen at håne Holger for hans hyppige opslag på Instagram.

Inden kampen mod Madaras havde nogle rumænere advaret om, at Holgers modstander er berygtet for at forsøge at psyke sin modstander, hvilket mere robuste og erfarne spillere uden tvivl vil være i stand til at udnytte til egen fordel, da det reelt er udtryk for manglende tro på egne tennismæssige evner til at vinde en kamp.

Svenskerens taktik lykkedes dog til fulde, idet Holger lod sig gå på, da han blev verbalt chikaneret af diverse tilråb, som Tennisavisen har fået oplyst, at han måtte lægge ører til under hele kampen. Her følger et par eksempler:
– Liten råtta
– Gå ner till Patrick och träna lite mer (Mouratoglou akademiet i Frankrig)
– Liten juniorskit
En af Tennisavisens gode kontakter bekræfter, at Madaras kan opføre sig som omtalt.

Selvom Holger således ikke nåede at blive færdig med “svendeprøven”, kan han til gengæld glæde sig over, at han slutter året omkring no. 470 på ATP-ranglisten, og at der i 2021 formentlig bliver nye muligheder for at færdiggøre svendeprøven, inden han er “udlært” som professionel tennisspiller, hvilket hans idoler Nadal og Federer formentlig vil hævde, at man aldrig helt bliver, da der altid vil være ting, der kan forbedres.

Forrige artikelM15 Antalya: Holger Rune består første del af svendeprøve efter revanche mod 2. seedet top 300-spiller.
Næste artikelFleksible familietilbud er en af nøglerne til flere nye medlemmer
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.