At sportsfolk benytter sig af den knowhow tidligere tiders stjerne har er intet nyt fænomen. Men den senere tids knopskydning af legender i trænerboksene i international herretennis kan meget vel varsle nye tider på touren.

Den længste finale i moderne tid i Australian Open. Sådan står finalen fra 2012 mellem Rafael Nadal og Novak Djokovic beskrevet overalt på turneringens hjemmeside og på de internationale tennismedier. Men for mange er finalen allerede glemt i tågerne af udspekulerede defensivdyster mellem fysiske pragteksemplarer, der ikke tillader udspekulerede detaljer eller fornemme finesser.

At der indgår en del subjektive elementer i ovenstående indledning anerkendes til fulde af forfatteren til denne artikel. Men som tilskuer på Rod Laver Arena til kampen bemærkes det tydeligt, hvordan kampen blev taktisk præget. Det handlede om at minimere modstanderens mulighed for at agere fremfor selv at gøre det samme. Et sådant udgangspunkt er i det seneste årti blevet mere og mere udpræget blandt verdens bedste mandlige og kvindelige tennisspillere. De mere ensartede og langsommere underlag har fordret de spillere med høj kontinuitet og få udsving. Pete Sampras, prototypen på en spiller med store våben og tydelige svagheder, lagde vejen forbi dette års Australian Open. Uden at kritisere nutidens stjerner bemærkede han, hvordan tidens trends har ændret radikalt på den sport han engang var kongen af.

[quote_box_center]”Der er ikke megen plads til variation i nutiden tennis. Havde jeg spillet i dag, tvivler jeg på jeg ville have vundet de samme titler. De er bedre atleter end nogensinde, det er der slet ikke nogen tvivl om. Spørgsmålet er, om de er for gode, er de nærmest så kliniske og kyniske i alt de foretager sig, at de er blevet kedelige? For uden uforudsigeligheden og evnen til at overraske, negativt som positivt, så er der vel ikke så meget ved sport? Udover Roger (Federer red.) savner jeg kreativitet og spontanitet i nutidens tennis, men det er nok bare mig der er blevet gammel,” konstaterede Pete Sampras og bragte latter i presselokalet i Melbourne.[/quote_box_center]

Men måske er det netop den selvsamme konklusion sporten, og ikke mindst dens store stjerner, over år er kommet frem til. Murray, Djokovic og Nadal har været eksponenter for det en generation af spillere har lært, fysisk først, taktik bagefter. Alle kan de æde sig selv op til flere gange i løbet af en kamp, men når alle kan det er vi vel lige vidt?

Den konstatering virker flere og flere spillere at være kommet til. Både de absolutte topspillere og dem der af fysiske årsager ikke har kunnet følge med udviklingen. Boris Beckers engagement med Novak Djokovic har været det mest profilerede forud for 2014-sæsonen. Serberen har igennem mange år arbejdet succesfuldt sammen med den slovenske træner Marian Vajda. Vajda fortsætter på sidelinjen, mens Becker overtager den primære trænerrolle. Men hvad kan den offensivt indstillede Becker tilføre en spiller som Djokovic, der vel dybest set er modpolen til alt det, som tyskeren stod for som spiller?

Historien gentager sig

Det spørgsmål har de internationale tennismedier brugt en stor del af sæsonoptakten på at besvare. For en type som Djokovic, der er så dygtig til at bygge point op fra baglinien, at han kun ganske sjældent kommer frem til svære flugtninger, har vel næppe brug for at blive verdensmester ved nettet, særligt ikke hvis det sker på bekostning af kompetencerne bag baglinien?

Men måske er det netop lige det han har brug for, at udfordre sig selv ud af den berømte tryghedszone. Klart er det, at det er sjovere at træne ting man mestrer, men det sætter vel samtidig også i nogen grad en begrænsing på variationen i kompetencerne. For mens Andy Murray ansatte Ivan Lendl for at styrke særligt det mentale, som Lendl må siges at mestre, så har serberen set en ide i at udvikle sig på andre områder. Måske særligt set i lyset af de spillere der i øjeblikket står i skyggen af verdensranglistens øverste, men som hele tiden presser på. Grigor Dimitrov, Milos Raonic for nu at nævne to der aldersmæssigt har tiden foran sig, kommer med et allround game der på mange parametre på sigt vil kunne udfordre de defensivt indstillede Nadal, Murray og Djokovic.

[quote_box_center]”Vi så, hvordan underlaget i Australian Open var en smule hurtigere end normalt. Det var noget der fordrede typer der går efter slagene og spiller offensiv og inspirerende tennis. Vi så Wawrinka slå Djokovic og Nadal og også Dimitrov have Nadal i problemer. Tendensen går i retning af mere offensiv tennis, hvilket vil give mere underholdende kampe og flere overraskelser, da morgendagens spillere er mere komplette end nogensinde. Derfor er tendensen med trænere, der havde et speciale en, nødvendighed for de bedste, hvis de vil holde fast i toppen og ikke bliver overhalet indenom,” siger den tidligere topspiller Thomas Enqvist, der i dag ernærer sig som tennisekspert.[/quote_box_center]

Stanislas Wawrinkas sejr i Australian Open var første gang siden 2009 en spiller udenfor ”The Big Four” lykkedes med at vinde en Grand Slam i herresingle. Kombineret med en ny generation af spillere i starten af 20´erne, der i en periode har optjent vigtig erfaring på ATP-touren og nu er klar til at tage det sidste skridt, så tegner 2014 sæsonen til at blive mere spændende end længe.