Fyn fortsætter ufortrødent de gode takter og succes’en er større end nogensinde nu her efter 5 år

Fynsk Kvindetennis (FKT) samarbejder tæt med DTF/DGI og FTU samt HEAD og Ketshop, og de går nu ind i deres 6. år med trænings- og spilletilbud til alle kvinder, der ønsker at spille tennis på kryds og tværs uanset tilhørsforhold.

FKT har netop afholdt deres hidtil største kvindetennis event, hvor der søndag den 19. september blev trænet og spillet tennis gennem hele dagen på alle niveauer, med 6 trænere, i 7 forskellige klubber (Næsby, Søndersø, Fruens Bøge, Fjordager, Ringe, Allesø), krydret med en ”pop up shop” fra Ketshop. Dagen blev afsluttet i TCO med doublespil i højt humør for 60 spillere fra 10 forskellige klubber samt en hyggelig fælles middag, hvor en af de trofaste FKT deltagere havde skrevet en flot hyldestsang til Fynsk Kvindetennis. Denne aktive, sociale og meget hyggelige dag var mulig pga. en donation fra Middelfart Sparekasse samt støtte fra FTU, og formålet var at samle og synliggøre tennis & kvinder – her ”post corona”.

FKT’s koncept er 6 arrangementer med varierende tema’er hvert halve år – både ude og indesæson. Det kan indeholde træning og spil i forhånd, baghånd, serv og servereturneringer, spin/fart i bolden, flugtninger/stopbolde, netspil, doublespil/matcher, og så det årlige FKT Cup – a la FED Cup.
Hvert halvår udformes og udbydes en Sommer- og en Vinter Tour ud fra deltagernes input. Flere arrangementer er blevet årlige tilbagevendende begivenheder, bla. 4 timers doublespil incl. coaching i Faaborg, hvor kvindernes mænd bakker op med afsluttende luksus grillmad.

Træningerne varetages af de kompetente og bedste kvindelige tennistrænere på Fyn, som hele tiden holdes ”up to date” i samarbejde med DTF.
Drivkraften bag FKT er Birgit B. Lund, Sandie Sørensen og Agi Szocska, som med deres forskellige tenniskompetencer og personlige egenskaber har fået skabt et unikt kvindetennis koncept på Fyn gennem de seneste 5 år.

Idéen bag FKT er ar skabe gode sociale, sjove og lærerige tennisstunder sammen, på kryds og tværs af spillerne – hvilket må siges at være lykkedes i særdeleshed, med god opbakning fra klubberne på Fyn.
Som trænerne udtrykker: ”Det er altid dejligt at opleve den energi/gejst/humør deltagerne lægger i at arvejde med tennisslagene og spilopgaverne – de modne motionist tenniskvinder tages alvorligt og de ønsker at dygtiggøre sig”

Fynsk Kvindetennis har gennem årene haft mere end 250 kvinder i alderen 18-81 år til deres arrangementer, og på nuværende tidspunkt har de rundet de 200 medlemmer i deres Facebook gruppe.
Gør vi det igen – laver en hel kvindetennis event dag på kryds og tværs af klubberne/spillerne? JA DA – især hvis vi få aktiveret de andre unioner, DTF og DGI i et samlet fremstød for kvindetennis!

Vi øser gerne af vores fynske erfaringer med, hvad der skal til for at forankre kvindetennis.
Hvis der er interesse for mere information om kvindetennis, så er du velkommen til at kontakte Agi Szocska på agi.szocska63@gmail.com