Den stærke vind blev udnyttet, da August Holmgren for fjerde turnering i træk spillede sig igennem kvalifikationen i Egypten

Den sidste måneds tid har August Holmgren, der fyldte 19 år 22. april, primært opholdt sig i Egypten, hvor han i slutningen af marts og igen – efter en afstikker til Davis Cup i Norge – de sidste par uger i april har deltaget i kvalifikationen til en række $15.000 turneringer i Sharm El Sheikh.

I alle disse turneringer er det hver gang lykkedes for August at slippe videre til hovedturneringen, men det var først i sidste uge, at det også lykkedes at slippe helskindet gennem 1. runde og dermed optjene 2 nye point til ATP-ranglisten, da han både vandt i 1. runde og derefter i 1/8-finalen over 2. seedede no. 356 Michal Konecny (CZE) 7-6(3), 7-6(1), især ved at gå mere til nettet og derved skabe usikkerhed hos modstanderen på grund af den stærke vind.

Også i denne uge er August videre fra kvalifikationen til Egypt Men’s Futures, da han i 1. kvalrunde vandt over Edoardo Sardella (ITA) 6-3, 6-4, og i kvalfinalen vandt han derefter over Fabian Gruber (AUT) 6-0, 6-3.

August fortæller, at der igen blæste meget, men han har formået at spille sikkert og disciplineret på trods af vinden, og han prøvede ofte at gå til nettet, når muligheden bød sig, så modstandere havde svært ved at passere ham i vinden.

August møder i 1. runde af hovedturneringen ranglistens no. 958 Darko Jandric (SRB) onsdag.
Tirsdag spiller August double sammen med 20-årige Huxin Wang (CHN), og de møder i 1/8-finalen Duje Kekez (CRO)/Marko Osmakcic (SUI).

August som hjælpetræner på EuroElite camp

I sidste uge blev det nævnt, at Dave Bandelin fra Euroelite Tennis, som August gennem sin junior-tid ofte har rejst med, udtrykte begejstring over, at August fik Davis Cup debut og klarede sig godt.
August har fortalt, at hans gode relation til EuroElite betyder, at han skal være hjælpe træner på en camp sidst i sommeren, og han har desuden denne kommentar hertil:
Der var mange gode spillere, som delte deres erfaringer og hjalp unge spillere (inklusiv mig selv) hos EE da jeg var på camps. Det er nu blevet min tur til at prøve at hjælpe yngre spillere så godt jeg kan.

Forrige artikelTE U12 Tyrkiet: Yakup Uzunel har taget hul på udesæsonen.
Næste artikelITF Junior Algeriet: Holger i top 500 efter uge på Mouratoglou
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.