August Holmgren sikrede sig en overraskende sejr og optjente sit første ATP rangliste-point med sejr over 5. seedet, og han møder Benjamin Hannestad i 2. runde

19-årige Benjamin Hannestad har efter tirsdagens sejr i 1. runde ved $10.000 turneringen CYPRUS F2 FAMAGUSTA TC i Limassol på Cypern uden tvivl indstillet sig på, at modstanderen i 2. runde vil blive 5. seedede no. 536 Omar Salman (BEL), som han i forvejen kender godt, og derfor ville han blive imponeret, hvis hans 18-årige landsmand August Holmgren besejrede belgieren i 1. runde.

Benjamin har derfor al grund til at lade sig imponere, idet August onsdag formiddag faktisk vandt over Salman, og dermed bliver der tale om et rent dansk møde i 1/8-finalen.

August gik uimponeret til kampen, og allerede i det første serveparti havde han en enkelt break-mulighed, som han dog ikke fik udnyttet.
Det gjorde han til gengæld, da han efter at have holdt egen serv ved 40-15 fik 2 nye break-muligheder, og på den 2. af disse bragte han sig på 2-1.

August konsoliderede sit break til 3-1 i kampens længste parti, hvor han trods 40-0 først fik partiet hjem efter 6 fordele.
Det blev 5-2 til August efter et blankt break, hvorefter belgieren brød tilbage til 3-5 efter at have afværget 3 danske sætbolde, og han fik reduceret til 4-5, inden August med et blankt parti sikrede sig sættet 6-4.

I 2. sæt blev det 1-1 efter et break til hver, hvorefter August med et blankt parti bragte sig på 2-1.
Belgieren tog herefter en medical timeout, da han havde ondt i foden, hvilket dog tilsyneladende ikke havde generet i 1. sæt.
Belgieren afværgede herefter 3 danske break-muligheder, men i hans næste serveparti brød August serv til 3-2 ved 15-40, hvorefter belgieren trak sig fra kampen, som dermed endte med dansk sejr 6-4, 3-2 Ret’d.

August fortalte efter kampen, at spillet fungerede optimalt i perioder, men det betød ikke, at han ikke skulle kæmpe for sejren.
Der var mange lange og hårde dueller, som de skiftedes nogenlunde til at vinde, men den afgørende forskel var, at August vandt flest af de korte point.
Især var der flere gratis point, når han angreb med forhånden.

Med sejren optjener August sit første point til ATP-ranglisten, ligesom det i sidste uge var tilfældet for Maxim Landi, hvilket betyder at der snart vil være yderligere 2 danske spillere på ATP-ranglisten, hvor der på den seneste rangliste fortsat kun er 3 danske navne, Mikael Torpegaard, Frederik Løchte Nielsen og Benjamin Hannestad.

I skrivende stund forsøger Philip Ørnø også at komme på ATP-ranglisten, da han netop er gået i 3. sæt i Heraklion – mere herom i en senere omtale i Tennisavisen.

Forrige artikelAngelique Kerber – fra middelmådig top ti-spiller til vaskeægte verdensstjerne
Næste artikelITF Heraklion: Philip Ørnø tæt på comeback i 3. sæt
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.