Holger Vitus Nødskov Rune er sammen med Sebastian Grundtvig og Hannah Viller Møller i Tunesien, og derfra går turen for Holger videre til Algeriet, hvilket skaber udfordringer

I denne uge deltager både Holger Vitus Nødskov Rune, Sebastian Grundtvig og Hannah Viller Møller i Grade 3 turneringen ITF/CAT Juniors Megrine i Tunesien, hvor det især for Holger og Hannah handler om at forsøge at kvalificere sig til deltagelse ved juniorernes udgvae af French Open, hvor det er ved at være sidste chance for at opnå tilstrækkelig høj rangering for at komme med.

Hannah er seedet 2 i Girls singles, og da hun er no. 104 på ITFs rangliste er mulighederne for at sikre sig deltagelse i kvalifikationen formentlig realistisk.
Selvom målsætningen for Holger er at spille junior Grand Slam senere på sæsonen ved US Open, vil han alligevel gerne forsøge at kvalificere sig til French Open, og han har regnet ud, at det vil være muligt, hvis han vinder turneringen, og måske også hvis han når finalen.

Alle 3 danske deltagere spiller deres første kamp i single tirsdag, hvor Hannah møder Fanni Gecsek (HUN), der er no. 257 på ranglisten.
Sebastian er no. 274 og derfor ikke seedet, og hvis han vinder sin første kamp tirsdag mod no. 226 Mann Shah (IND), kan han i næste runde møde 1. seedede Erik Grevelius (SWE), der er no. 106.

Holger er i den modsatte (nederste) halvdel, hvor han er seedet 3, og han møder 16-årige no. 676 Elyes Marouani (TUN), der har wildcard.
Desuden spiller Holger og Sebastian sammen i doublerækken, hvilket de tidligere har gjort med succes, seneste da de vandt titlen ved en Grade 3 i Casablanca, hvor Holger desuden var i finalen i single.
Billedet herover viser de tre spillere, da de deltog i førnævnte turnering i Casablanca.

Resultaterne fra turneringen bliver opdateret i “Dagens kampe”, og efter turneringen vil der blive fulgt op – hvis der er noget at “skrive hjem” om.

Udfordring med rejseplan afhængig af resultater

Holger er i næste uge tilmeldt en Grade 2 turnering i Algeriet, hvor der er “sign in” søndag inden kl. 18.
Hvis det lykkes Holger at nå finalen i Tunesien samme dag, kan han dog “signe in” telefonisk, men ellers skal han være til stede ved “sign in”.

Da det ikke kan udelukkes, at Holger og Sebastian igen når double-finalen, som afvikles lørdag i Tunesien, har det været nødvendigt at “pre-booke” søndag formiddag via Paris og direkte videre til Tiemcen i Algeriet.

Ovenstående nævnes for at give et indblik i, hvilke udfordringer der er forbundet med at rejse rundt til internationale turneringer, og her bliver både Momondo og Google flittigt brugt som hjælpemiddel til at finde både den optimale rute og den mest økonomiske løsning.

Da det aldrig er til at vide, hvor langt spillerne når i en turnering, skal der også planlægges, hvordan de kommer hjem igen, hvilket nærmest var umuligt, da Holger sidste år var i Algeriet, som efter sigende ikke er et specielt fedt sted at opholde sig længere en højst nødvendigt.