Holger Nødskov Rune proklamerede som 11-årig, at han vil være Verdens bedste tennisspiller. Holgers fortsatte udvikling de efterfølgende par år viser, at der stadig er realiteter bag drømmen

Da Tennisavisen for to år siden bragte en artikel under overskriften ”Danmarks næste store tennisstjerne: Holger og drømmen om Roger Federer”, mærkede man tydeligt, at 13-årige Holger Vitus Nødskov Rune, mente det helt bogstaveligt, da han uden tøven proklamerede, at han vil være Verdens bedste tennisspiller, og det var ligeså tydeligt, at både familien og hans træner i HIK, Lars Christensen var 100 procent indstillet på at bakke ham op, da tennis var Holgers altoverskyggende passion, som han havde en perfektionistisk tilgang til, og han udviste stor vilje til at arbejde professionelt for at opnå sine mål.
Hvis man har læst den seneste udgave af damebladet ”Elle”, hvor den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki bl.a. fortæller om sin passion for tennis under opvæksten, genkender man mange af de samme egenskaber hos Holger, der ligesom Caroline er drevet af glæden ved sporten, tårnhøje ambitioner og en vilje til at arbejde drønhamrende hårdt for at opnå sine mål.

Holger fortsætter sin udvikling med uformindsket styrke
De seneste par år har ikke rokket en tøddel ved Holgers indstilling, tværtimod har han i samme periode fortsat en udvikling med direkte kurs frem mod hans mål, og han har præsteret resultater, som ikke efterlader tvivl om, at han pt. er blandt Verdens absolut bedste – hvis ikke den bedste – i sin årgang 2003, hvor han topper Tennis Europe’s U14 rangliste som en suveræn no. 1.
I det første år som U14 i 2016 var et af Holgers mål at vinde en Category 1 turnering, hvilket lykkedes da han vandt Jugend Cup Renningen i Tyskland, og i den afsluttende U14 Masters nåede Holger finalen, og han sluttede som no. 3 på U14-ranglisten, som ellers var domineret af den ældste årgang 2002, hvilket automatisk medførte, at Holger efter årsskiftet er no. 1 på ranglisten.
Som 2. års U14 har Holger desuden mulighed for at deltage i ITF-turneringer, hvor deltagerne kan være indtil 18 år, og specielt hos drengene betyder aldersforskellen en hel del sammenlignet med pigerne, hvor der pt. er 16 fra årgang 2002 i top 200, men kun en enkelt hos drengene – no. 184 Bu Yunchaokete (CHN), født januar 2002

Trods sine kun 13 år har Holger i januar markeret sig formidabelt i et par svenske ITF-turneringer, hvor han i Bromma ved Stockholm nåede kvartfinalen, og i Malmø ugen efter var han helt fremme i finalen.
I begge turneringer tabte Holger til den 3 år ældre tyske serve-bomber Bastien Presuhn, som vandt begge de nævnte turneringer.
Undervejs i disse turneringer vandt Holger kampe mod 3-4 år ældre modstandere, som er blandt de bedste i deres hjemland, heriblandt flere svenske spillere.
Når Holger i sådanne kampe afveg det mindste fra den lagte taktik eller faldt en smule i koncentration, kom forskellen i fysikken straks til udtryk i tunge vinderslag fra modstanderne, men Holger formåede i de fleste af kampene at holde disciplinen og positionen i banen, og derved er han – trods forskel i alder og fysik – i stand til at spille helt lige op mod de ældre spillere, og endda vinde over de fleste af dem.

Hvor omhyggelig Holger er i sine forberedelser kom til udtryk inden finalen mod den tyske serve-specialist, idet Holger forinden havde studeret en Youtube-video fra en kamp, hvor Fernando Verdasco havde beskejret serve-specialisten Ivo Karlovic 6-2, 7-5, med det formål at finde ud af, hvordan spanieren bar sig ad med at returnere kanon-serverne fra kroaten.
Derved lykkedes det for Holger at få mange af tyskerens server i spil, og han var i flere partier tæt på at bryde serven, hvilket dog ikke lykkedes.
Især ved turneringen i Bromma spillede Holger sit allerbedste, hvilket siger en hel del, når man har fulgt flere af Holgers kampe i Malmø.

Når Lars Christensen følger Holgers kampe, bliver hver eneste bold ofte registreret ved hjælp af en statstik-App, og kampene bliver efterfølgende evalueret med henblik på at udnytte de erfaringer, der kan udledes.
Lars har som tidligere cirkusartist – akrobat – godt kendskab til både biomekanik og psykologiske faktorer, og han har derved en god fornemmelse for, hvordan træningen skal struktureres, og han påpeger især, at det handler om at have den helt rette indstilling og ikke mindst glæden ved spillet

Træner Lars Christensen fortæller om arbejdet med Holger
Lars fortæller, at de seneste 2 år har været meget udfordrende, og at deres arbejde har været præget af konstant udvikling.
Da Holger midt på sommeren 2015 som andet års U12 nærmest var urørlig i Tennis Europe regi – og havde vundet stort set alt, hvad der var at vinde som U12’er internationalt – blev det besluttet at begynde at spille internationalt U14 for at forberede Holger på, hvad der var i vente, og derfor blev det klart for Lars, at de skulle udvikle Holgers hurtighed, udholdenhed og i det hele taget bevægelighed på banen.
Derfor blev sommeren 2015 startskuddet til, at en ny dimension i træningen blev implementeret ved at gennemføre en ½ times agilitet som start på hver træning, hvilket Lars har denne kommentar til
”Det blev ikke en dans på roser hverken for Holger eller mig, Holger var lidt magelig, og kunne ikke se meget ide i at løbe rundt på en tennisbane og lave øvelser uden bold, og jeg på den anden side vidste, at det var her, at Holger havde brug for det største løft, og her hvor vi kunne flytte ham allermest effektivt på daværende tidspunkt.

Og hvor det var med råben og skrigen og modvilje, at den del af træningen blev gennemført den første tid, så er det i dag, knap to år senere, blevet en helt integreret del af træningen, som Holger, for en stor del af øvelsernes vedkommende, selv tager ansvar for. Og arbejdet lønner sig, Holger bliver nu betragtet som en af de unge spillere under 15 år internationalt, der bevæger sig allerbedst.”
Dette er stort set den måde Lars’ arbejde med Holger foregår, og han fortæller videre, at i de tidlige år indtil Holger blev 12, handlede det i stor udstrækning om at bygge det fundament, som al videre udvikling skulle bygge på. Det vil sige, at al basis skulle på plads, forhånd, baghånd, serv, netspil, returer, kontaktbevægelser (krop og ben gennem slag), samt ud og returbevægelser.

Så kom det målrettede arbejde med agiliteten som ovenfor beskrevet, og som første års U14 blev det hurtigt klart, at de taktiske og mentale aspekter af spillet blev mere væsentlige, end de havde været tidligere.
Lars fortsætter:
”Oppe mod de bedste modstandere årgangen over, kunne Holger ofte være med så længe han holdt sig til taktikken, og holdt hovedet koldt, men ligeså snart han afveg det mindste fra planen, så kom straffen i form af meget hurtigt tabte point, partier og sluttelig nederlag. Så vi havde en masse at arbejde på både mentalt og taktisk, og så måtte træneren opfinde øvelser, der udfordrede netop disse temaer, og vi måtte indarbejde nye rutiner omkring hvordan vi forberedte os til kamp”.

På det taktiske plan er der arbejdet på spilmønstre lige siden Holger var helt lille, og disse taktiske mønstre er forfinet gradvist over årene, når de løb ind i nye udfordringer. Her kommer Holgers dedikation og kærlighed til spillet igen til hans fordel, og han har en ualmindelig god forståelse for spillet.
”Jeg kender ingen der har set så meget tennis som Holger, og ved så meget om spillere og kampe som han. Holgers tilgang er en 100 procent 24/7 tilgang. Det første han gør, når han slår øjnene op er, at tænde for sin IPad og checke resultater eller lige se noget af en kamp, som han har tænkt på, eller studere en teknisk detalje.
Og det sidste han gør, inden han sover, er at se tennis-klip. Skal han slappe af mellem træningspas er det med IPaden i skødet. Og han har tusindvis af optagelser liggende af sig selv i træning, som han ligger og studerer, for at se og forstå udviklingen og sammenholde sin egen teknik med proffernes”.

Da Holger som sidste års U14 er temmelig suveræn i sin egen årgang internationalt, er det allerede fra starten af året besluttet, at han spiller relativt få U14 turneringer på Tennis Europe niveau, og det nu er på ITF niveau, at han skal måle sig.
Det har givet nye udfordringer, i forhold til hvad der arbejdes på i træningen. Serven er blevet langt vigtigere nu, og det er afgørende for den fortsatte udvikling, at Holgers styrker bliver udviklet til våben på banen.
Derfor ligger fokus nu i stor grad på at udvikle forhånden, og serven, sammen med netspillet, således at Holger også på ITF niveau kan komme til at spille den type tennis, som han bedst kan lide, og det handler om at være offensivt opbyggende, og selv at kunne afgøre pointene med sin forhånd eller inde i banen med flugt og smash.

Om de kommende års målsætning har Lars disse bemærkninger:
”De målsætninger vi arbejder efter, har jeg lavet et udkast til, og så har vi i fællesskab finpudset dem, således at vi alle har en accept af, og ved hvad det er vi arbejder frem imod. Og vi stiler højt. Holgers drøm er, som han selv proklamerede for to år siden, at blive verdens bedste tennisspiller, så vores målsætninger for de næste tre år er bundet op på ITF rangering og handler bl.a. om at kunne spille US Open junior allerede i 2018, og alle junior Grand Slams fra 2019 som andet års U16, og på den måde skridt for skridt forberede overgangen til et liv som professionel tennisspiller”.
Lars tilføjer disse bemærkninger om arbejdet med Holger:
”Det er en spændende rejse vi er på, og en super interessant udfordring for mig som coach. Jeg har ikke tidligere ført en spiller så langt som Holger, så jeg er tvunget til konstant at udvikle mig, og hele tiden være på forkant med Holgers udvikling.
Heldigvis har jeg mange kompetente folk omkring mig, som jeg kan sparre med. Når vi er hjemme har vi Frederik og Kim fra Performance centeret, som står for en stor del af den fysiske træning, og jeg har Kenneth Carlsen og Michael Tauson i klubben, som jeg sparrer med”.

Samarbejde med Wesport og Mouratoglou Tennis Academy
Holgers potentiale er ikke gået ubemærket hen i internationale tennis-kredse, og derfor er han også interessant for de store tøj- og ketsjerfirmaer, som ofte kredser omkring ved de største junior-turneringer.
Aneke Rune fortæller, at de har en rigtig god kemi med svenske Wesport, som fungerer som spilleragent for Holger, og derigennem er skabt et samarbejde med Mouratoglou Tennis Academy (MTA), hvor Holger sammen med Lars kan komme frit og træne, og derigennem få en superfed sparring i en dialog med andre trænere, som kan give Lars god inspiration til arbejdet med Holger hjemme i HIK.

Lars fortæller, at da Holger for nylig var på Mouratoglou for at lave photoshooting for Nike’s 2017 kollektion, bemærkede produktionsteamet meget hurtigt, at slipper man Holger løs på en tennisbane med en ketsjer og en bold, så får man en dreng med verdens største smil. og Lars er ikke i tvivl om, at det er Holgers helt egen og oprigtige glæde ved spillet, der driver ham fremad.
”Jeg vil vove den påstand, at han er forelsket i sin egen forhånd i medgang og modgang, og han elsker spillet over alt andet. Det er den glæde, der er det helt essentielle, hvis man som Holger drømmer de helt store drømme, og det er den glæde, som jeg som træner skal værne om, samtidig med at jeg hele tiden udfordrer den – for det er ikke al træning der nødvendigvis er lige sjovt – for det er glæden ved sporten, der driver værket på den lange bane”, tilføjer han, og han slutter med disse bemærkninger.
”Når vi er på Mouratoglou, har jeg super sparring med Patrick Mouratoglou og Benny Ebrahimzadeh (den tekniske direktør), samt Gerald, der er chef for den fysiske træning på akademiet. Det er meget udviklende for mig som træner, og det har en fantastisk indvirkning, på Holgers forståelse af de ting vi arbejder på, når Patrick, Benny, eller Carlsen siger nogle ting, som han har hørt mig sige tusinde gange før, men nu måske bliver sagt på en anden måde, eller bare af en anden”.
Ligesom det for Caroline Wozniacki var kæmpestort, da hun som 12-årig fik mulighed for at spille med Venus Williams, har Holger for nylig haft en lignende oplevelse i Monaco, hvor han først trænede med Novak Djokovic og et par timer senere samme dag med Grigor Dimitrov.
Wesport har på Holgers vegne forhandlet aftaler med Nike og Babolat, hvilket er en kæmpehjælp, og det er Wesport, der løser opgaverne, når Holger har brug for råd om ketsjere, typer af ny strenge etc.

Forældre-engagement en nødvendig forudsætning
For at kunne forfølge de tårnhøje mål, som Holger har med sin sport, er en væsentlig forudsætning, at der er fuld opbakning fra forældrene, og at økonomien kan hænge sammen, så han får mulighed for at deltage i de rigtige internationale turneringer.
Budgetterne i Dansk Tennis Forbund (DTF) giver meget begrænsede muligheder, ikke mindst da Team Danmark normalt ikke ønsker at støtte spillere under 15 år, og i øvrigt har Team Danmark skåret ned i støtten til DTF, som ikke har opfyldt de opsatte mål.
Der blev dog dispenseret fra aldersgrænsen, da Caroline Wozniacki i sin tid som 11-årig blev optaget på det Team Danmark støttede Elitecenter, som siden er blevet nedlagt.
Tennisavisen har spurgt Team Danmark, om de har overvejet at dispensere fra den omtalte aldersgrænse, og indgå dialog med DTF om at bidrage til, at et talent som Holger får optimale betingelser i sin fortsatte udvikling.
Team Danmark har ikke svaret ”officielt” på forespørgslen, men Christian Blomgren fra Team Danmark har telefonisk givet udtryk for, at det forudsætter at DTF har et elite-setup som giver mening at støtte, og i så fald ville han på ingen måde afvise et samarbejde herom.

Da klubberne som regel også ønsker at bruge midler på bredden, har de heller ikke økonomi til at dække alle udgifter for deres elitespillere, som derfor i høj grad er afhængige af, at de selv kan fremskaffe en stor andel af de nødvendige midler, og derfor må Holgers forældre – i lighed med flere andre forældre til danske talenter – også selv bruge betragtelige private midler.
Aneke Rune udtrykker det på denne måde:
”Jeg kender ikke en eneste i min omgangskreds, der ville gøre det samme som os. Bruge alle deres penge og deres tid på deres barns sport.”
Selvom DTF giver tilskud til EM og enkelte turneringer, betyder de begrænsede budgetter, at forældrene også i disse tilfælde må bidrage med egenbetaling, hvilket ofte er i størrelsesorden 500 kr. pr. dag.
Det har dog været en hjælp, at der i både U12 og U14 turneringer i kategori 1 dækkes udgifter til både hotel og for mad
I ITF er især opstarten vanskelig, idet der ikke gives tilskud i hverken Grade 4 eller 5, hvor der skal startes helt forfra, da der ikke overføres point fra Tennis Europe (TE).
Derfor kan det blive en dyr overgangsperiode, indtil spillerne opnår et niveau og antal point, hvor de kan deltage i de højere kategorier, hvor man får dækket udgifter til hotel og mad.

Svært at få danske sponsorer uden medie-opmærksomhed
Selvom der er basis for at tro på, at nogle af de danske tennistalenter har potentiale til at nå langt, får spillerne meget lidt opmærksomhed hos de landsdækkende medier, som normalt ikke dækker juniorer, med mindre der er tale om så åbenlyst et talent, som det i sin tid var tilfældet med Caroline Wozniacki.
Ritzau fik dog for kort tid siden øjnene op for, at Holger har et potentiale, som tåler sammenligning med den danske verdens-stjerne, og artiklen blev formidlet videre i flere medier.
Aneke Rune har ikke de store betænkeligheder ved, at der kommer mere medie-fokus på Holger, da et indblik i, hvad der skal til for at nå sine mål, også kan give inspiration til andre, der har børn med lignende ambitioner.