Få spændende opgør prægede første runde i DH

I pulje 1 spillede KB hjemme mod HRT i en gentagelse af forrige års finale. Kampen nåede dog ikke samme intensitet som i 2016, KB vandt med 4-2 uden at have været i problemer. I modsætning til finalen i 2016 så havde begge hold valgt at spille med danske spillere, kun HRT havde tyske Timon Reichelt i opstillingen, og han var også involveret i begge HRTs vundne kampe.
I Århus udkæmpede Århus 1900 en meget spændende kamp mod Gentofte; hele fire kampe blev afgjort i match tiebreak, og derfor var det vel retfærdigt at kampen endte med 3-3.

Pulje 2s klare favoritter Lyngby tog hjemme mod Fruens Bøge og vandt da også en klar sejr på 5-1; kun på førstesinglen kunne odenseanerne hente point, da Mads Elholm i match tiebreak slog Kristian Pless. I Birkerød dystede de to nordsjællandske hold Birkerød og Hillerød, og selvom Birkerød vandt 5-1, så var kampen tættere end som så; to kampe vinder Birkerød i match tiebreak med mindst mulige margin, nemlig 11-9!

I pulje 3 stod indendørs mestrene fra Skovbakken igen overfor HIK, som blev besejret i indendørs finalen, men i fredagens kamp var holdet fra Hellerup indstillet på revanche og det fik de. På eftertrykkelig vis vandt HIK 6-0 i en kamp uden stor spænding, og det var tydeligt at fraværet af Søren Hess-Olesen hos Skovbakken gjorde ondt.
I puljens anden kamp vandt Virum/Sorgenfri også let, 6-0 mod ATK, som nok får svært ved at hente point i denne pulje.

Forrige artikelFørste runde i kvindernes DH uden store overraskelser
Næste artikelPortræt: Ildsjælen Boris Michailoff stopper som KTU Formand efter 40 år
Avatar photo
Tennisavisen.dk er Danmarks største digitale tennisunivers. Vi bringer nyheder, billeder, analyser, debat og aktuelle opdateringer fra tennisverdenen – både fra Danmark og internationalt.