Både hos damerne og herrerne endte semifinalerne med sejre til forhåndsfavoritterne.

I damerækken viste Karen Barritza, at selvom hun har sluttet sin professionelle karriere, så holder hun stadig højt niveau. Karen mødte 1. seedede Sofia Samavati, og den kamp havde hun styr på fra start til slut; Karen kan søndag vinde sit første mesterskab udendørs.
I den anden semifinale stod overrraskelsen, 14-årige Rebecca Mortensen overfor en yderst svær opgave mod den rutinerede Fed Cup spiller , Emilie Francati. Rebecca kæmpede bravt, men måtte sande at der stadig er et stykke vej op til de allerbedste spillere på spindesiden. Emilie vandt som forventet og står dermed i finalen søndag, en finale som tegner til at blive særdeles jævnbyrdig og spændende.

Hos herrerne vandt 1. seedede August Holmgren en overbevisende sejr mod Anders Grinderslev, som ellers havde spillet stærkt hele turneringen, men i dag formåede Anders ikke at få presset August, og således står August i sin tredje finale på rad.
I den anden kamp mødtes to spillere som har godt kendskab til hinanden gennem mange år. 2. seedede Christian Sigsgaard trak dog igen det længste strå mod 3.seedede Johannes Ingildsen, og dermed får vi en gentagelse af sidste års finale; en finale som Christian vandt, så August har revanche til gode.

DMs første titel gik til mixparret Maria Jespersen og Christian Sigsgaard som i mixfinalen besejrede Emilie Håkansson og Carl Emil Overbeck i en tæt kamp.