Frederik Løchte Nielsen sørgede efter en overbevisende indsats for, at Danmark fik en perfekt start mod Irland

I den første kamp i Davis Cup opgøret i Group II Europe Africa mellem Danmark og Irland mødte Danmarks rutinerede 1. single Frederik Løchte Nielsen 20-årige Simon Carr, som er no. 895 på ATP-ranglisten, hvor danskeren er no. 559.

Begge holdt serven nogenlunde komfortabelt i starten af kampen, men ved stillingen 2-2 var Løchte i alvorlige problemer, da han var nede 0-40 i egen serv, men han reddede situationen og afværgede alle 3 muligheder.

Ved stillingen 4-3 var det Løchte, der spillede sig til 3 break-bolde, og han udnyttede den første, og derefter kørte han sættet hjem 6-3.

I 2. sæt holdt begge spillere serv indtil det “psykologiske 7. parti”, hvor Carr kom bagud 0-30, og det blev også 0-40 efter en kendelse, som Carr var uenig i, men dommeren lod sig ikke rokke, og Løchte udnyttede den første break-mulighed med en vinder på returen af en ellers god irsk 1. serv.

Løchte servede for kampen ved stillingen 5-4, og ved 30-30 spillede han sig frem til matchbold, som Carr afværgede ved at passere Løchte ved nettet.
Et fejltræf fra Løchte gav derefter Carr muligheden for at bryde tilbage, men Løchte afværgede med et servees.
På den næste bold blev Løchte igen passeret ved nettet, hvilket gav Carr endnu en mulighed for at bryde tilbage, hvilket lykkedes, da han pressede Løchte til en fejl med en velplaceret bold i fødderne.

Der var derfor skabt fornyet spænding om udfaldet, og Carr spillede med stor selvtillid i sit næste serveparti, hvor han bragte sig foran 6-5, men Løchte holdt serv til 6-6, så 2. sæt måtte afgøres i tiebreak, hvor der dog ikke blev tvivl om udfaldet, da Løchte efter overbevisende spil vandt 7-2.

Dermed blev det dansk sejr 6-3, 7-6(2) og 1-0 til Danmark inden Søren Hess-Olesen møder Peter Bothwell.