Efter at Mikael Torpegaard vandt titlen i sin første ATP Challenger og nåede kvartfinalen i den næste, blev det i den tredje exit i 1. runde i en kamp under det sædvanlige stabile niveau

Da Mikael Torpegaard i september måned spillede sin første ATP Challenger på hans normale hjemmebane i Columbus, Ohio, spillede han hele turneringen på et konstant højt niveau, hvor hans gode serv ofte hindrede, at han kom i problemer.

Den gode stime fortsatte i den næste Challenger i Las Vegas for en måned siden – i det mindste i de 2 første runder, hvor han vandt 2-sæts sejre over ranglistens no. 147 Denis Kudla og no. 224 Austin Krajicek.
I kvartfinalen mod no. 124 Santiago Giraldo (COL) vandt danskeren 1. sæt i tiebreak, men serven var i denne kamp ikke oppe på det hidtidige niveau, og han tabte kampen i 3 sæt.
En medvirkende årsag hertil var formentlig, at kampen blev spillet i altitude (højde over havet), som nødvendiggør en hårdere opstrengning, hvilket gav smerter i skulderen, og skolens fysioterapeuter konstaterede efterfølgende tendenitis.

I den tredje Challenger turnering, JSM Challenger of Champaign-Urbana, som afvikles i denne uge, havde Torpegaard i indledningen af kampen i 1. runde mod no. 210 Mitchell Krueger (USA) i allerhøjeste grad problemer med serven, da han i sit første serveparti havde ikke mindre end 4 dobbeltfejl, men hver gang svarede han igen med enten en servevinder eller et es i et meget langt åbnings-parti, hvor danskeren selv havde 3 fordels-bolde, inden 3 fejl på stribe alligevel førte til break til Krueger.

Torpegaard fik en enkelt chance for at bryde tilbage med det samme ved 30-40, men et netangreb blev mødt med en glimrende bold i fødderne, så Krueger bevarede sit break, og resten af sættet fik danskeren ikke flere muligheder til at tage break’et tilbage.
Torpegaard havde igen ved 3-5 problemer i egen serv, men trods 15-40 holdt han serv til 4-5, men han kunne ikke hindre, at Krueger holdt serv og tog sættet sikkert 6-4.
Kommentatoren på livestream konstaterede inden sætbolden, at “Torpegaard looks angry”.

Den omtalte vrede kom for alvor til udtryk i starten af 2. sæt, hvor Torpegaard hurtigt kom bagud 0-40 i egen serv, og ved 15-40 fulgte en god serv op med et net-fremstød, men da Kruegers næste bold sad direkte i fødderne på danskeren, som sendte den i nettet, råbte han på dansk “Det er da for sindssygt”, hvilket fremkaldte denne kommentar fra kommentatoren, som lige inden havde forudset, at danskeren kunne “eksplodere”, hvis han blev brudt fra start: “Freddie Nielsen never really gave me proper lessons in Danish, but I can’t imagine that’s good”

Ved det efterfølgende sidebytte rev Torpegaard sin hvide bluse i stykker og skiftede den ud med en ny grå bluse, hvilket formentlig var et forsøg på at slippe af med frustrationerne og få fuld fokus på spillet, hvilket straks gav pote, idet han brød tilbage og udlignede til 1-1 i Kruegers efterfølgende serveparti.

Herefter holdt begge uden større problemer serv, indtil Krueger servede ved 4-5, hvor en dobbeltfejl gav dansk sætbold, som ikke blev udnyttet, da Torpegaard sendte bolden i nettet, og på den næste bold blev et vinder-oplæg sendt over baglinjen, hvorefter Krueger udlignede efter dansk fejl på serve-returneringen.

Sættet endte i en tiebreak, hvor en fejl fra Torpegaard gav første mini-break til 1-3, men det blev taget tilbage med et cross passer-slag til 3-3.
Det næste mini-break gik også til Krueger ved 3-5, men igen fik Torpegaard udlignet til 5-5.

Ved 5-6 blev returneringen fra Krueger på en god dansk 1. serv kort, men den efterfølgende slagflugtning fra Torpegaard blev for passiv, og Krueger lagde en svær bold lavt over nettet, hvor danskerens flugtning på tværs blev en anelse for bred, hvilket han forgæves protesterede voldsomt imod. TV-billederne tyder dog på, at dommeren havde ret.
Kampen endte således med sejr til Krueger 6-4, 7-6(5).

Det generelle indtryk af kampen er, at Torpegaard ikke ramte det samme stabile niveau, som i de fleste tidligere kampe.
Førsteserv-procenter på henholdsvis 51 og 61 er også i underkanten af det normale.
Fejlprocenten forekom også lidt større end normalt, men en væsentlig faktor i kampen var også, at Torpegaard meget sjældent vandt bolde fremme ved nettet, hvor Krueger til gengæld var langt mere effektiv, og han satte ofte svære bolde i fødderne på danskeren, når han var fremme på banen.
En hyppig kommentar fra kommentatoren var de såkaldte “free points” til Krueger, der sjældent kom i problemer i egen serv.

Kampen kan genses herunder.

Torpegaard er også i næste uge tilmeldt en ATP Challenger, hvor han igen spiller på hjemmebane i Columbus.

Forrige artikelTE U14 Farum: Gullacksen og Poulsen er videre
Næste artikelITF Barnstaple: Løchte sluttede sæsonen med finale nederlag
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.