Felix Auger-Aliassime blev overstrålet i semifinalen af aggressiv og sprudlende Holger Rune, der igen viste spil i verdensklasse

Da 19-årige Holger Vitus Nødskov Rune fredag vandt “fremtidens opgør” over den 6 dage yngre verdensetter Carlos Alcaraz ved ATP 1000 Rolex Paris Masters, var det hans 4. sejr over en top 5-spiller.

ATP 1000 Paris: Holger Rune vandt “fremtidens opgør” og er klar til revanche mod Auger-Aliassime

Inden semifinalen mod 22-årige Auger-Aliassime havde Holger i løbet af 2022 vundet over no. 3 Alexander Zverev 6-3, 6-3 i 1/8-finalen ved ATP 250 München senere 2 gange over no. 4 Stefanos Tsitsipas 7-5, 3-6, 6-3, 6-4 i 1/8-finalen ved French Open i maj og igen 6-4, 6-4 i finalen ved ATP 250 Stockholm Open, og i denne uge har Holger – udover sejren over no. 1 Alcaraz – taget 2 top 10 skalpe mod no. 10 Hubert Hurkacz og no. 10 Hubert Hurkacz og no. 9 Andrey Rublev.

Trods disse fornemme sejre havde bookmakerne fortsat canadieren som favorit, og i en afstemning hos ATP Tour havde Holger kun opbakning fra hver femte, som havde svaret.

Sammenlignet med finalen i Basel i sidste uge udstrålede Holger denne gang langt større optimisme og energi, og stilen blev lagt fra start med en direkte dansk vinder på servereturneringen ved kampens første point, men Auger-Aliassime vandt dog partiet.

Canadieren fulgte med til 30-30 i Holgers første serveparti, inden der blev udlignet til 1-1, men i det næste canadiske serveparti fremtvang Holger en fejl efter en dyb aggressiv servereturnering, og presset blev forstærket yderligere, da canadieren blev passeret ved nettet efter at have angrebet Holger på 2. bolden efter en dansk blokering af 1. serven.

Holgers aggressivitet på servereturneringerne blev belønnet med en canadisk dobbeltfejl, som medførte 2 danske break-muligheder.
Den første blev afværget med en vinder på 2. bolden, og Auger-Aliassime havde også en kæmpe stor chance for at udligne efter en høj blokering på 1. serven, men canadieren forivrede sig og sendte et smash i nettet og forærede derved Holger kampens første break til 2-1.

I Holgers næste serveparti fulgte Auger-Aliassime igen med til 30-30, men derefter havde Holger fuld kontrol over sine servepartier, selvom han ikke var helt skarp, da han gav canadieren muligheden for at brillere med ovenstående passerslag efter en stopbold.

Det ændrede dog ikke ved, at Holger fortsat dominerede resten af sættet, hvor der herover er et eksempel på en vinder fra Holgers fænomenale baghånd, der lynede ved det første point efter 5-3, men selvom Auger-Aliassime var bagud 0-30 reddede han dog sit serveparti, inden Holger derefter vandt sættet 6-4 på den første sætbold ved 40-15.

Fra starten af 2. sæt var Holger endnu mere dominerende, og Auger-Aliassime blev sat under maksimalt pres, da han kom bagud 0-40, inden Holger brød serven til 1-0, og efter et dansk serveparti til 2-0, blev kampen reelt afgjort, da Holger efter 5 break-muligheder igen brød serven og konsoliderede det dobbelte break med et rent serveparti til 4-0.

Herefter kom Auger-Aliassime omsider på tavlen med et rent serveparti, men Holger bevarede forspringet, da han vandt sit serveparti til 5-1 ved 40-15, og ved 5-2 0-15 vandt Holger 4 point i træk og sikrede en overbevisende sejr 6-4, 6-2 efter knap halvanden time.

Dermed sluttede en canadisk stime på 16 sejre, der havde bidraget til 3 titler i træk ved ATP 250 i Firenze og Antwerpen samt ATP 500 i Basel. mens Holger siden midten af september har vundet 18 sejre og kun lidt 2 finale-nederlag, og han spiller søndag sin 4. finale i træk.

Desuden kan Holger føje endnu en top 10 skalp til den fornemme liste herunder, hvor Holger signalerer, at der stadig mangler en enkelt.

Holger kan allerede nu tillade sig at sætte flueben ved sin 2022-målsætning, idet han for længst har indfriet målsætningen om en ATP 250 titel, som blev fulgt op med endnu en titel i Stockholm, og har er langt forbi top 25, idet han på liverankingen er no. 12.
Han har ganske vist ikke vundet en ATP 500 titel, som giver 500 point til vinderen, men da en ATP 1000 finale indbringer 600 point er det reelt en større præstation, ikke mindst i betragtning af de mange top 10 sejre.

Ultimativt kan Holger dog søndag vinde den hidtil største titel, hvis han vinder finalen i Paris, hvilket samtidig vil betyde, at Holger bliver no. 10 på ranglisten.

Det kræver dog, at Holger vinder over selveste Novak Djokovic, der har vist skræmmende styrke i de seneste kampe, og det så også ud til, at Stefanos Tsitsipas ville bliver “kørt over” i semifinalen, da serberen havde vundet 1. sæt 6-2.

Grækeren kæmpede sig dog tilbage og vandt 2. sæt i en velspillet og underholdende kamp, hvor pointet herover kandiderer til et af årets bedste point.

I 3. sæt blev Djokovic presset til det yderste, da Tsitsipas i den afgørende tiebreak førte med minibreak til 4-3, hvor liveodds hos bookmakerne for eneste gang i hele kampen var i grækerens favør, men det ændrede sig straks, idet Djokovic efter 2 minibreaks i træk sikrede sejren 6-2, 3-6, 7-6(4).

Dermed er Djokovic for 8. gang i finalen i Paris, hvor han har vundet 5 titler, og selvom Holger har spillet tennis i verdensklasse under turneringen, må han acceptere rollen som underdog inden finalen.
Det har Holger dog også været hos bookmakerne i næsten alle kampe de seneste 3 uger, og bortset fra finalen i Basel, har bookmakerne taget fejl hver gang.

Finalen kan følges på TV 2 Sport X søndag kl. 1500, og mon ikke Holgers store succes kan mærkes markant på seertallene hos kanalen.

Efter finalen har Holger blot en enkelt fridag, inden Next Gen Finals starter i Milano, hvor Holger er topseedet i Green Group, mens Lorenzo Musetti er topseedet i Red Group.

Teoretisk set kan Holger dog deltage i Nitto ATP Finals i Turin, idet Carlos Alcaraz har været nødt til at trække sig på grund af den muskelskade, som brød op i slutningen af kvartfinalen mod Holger.

I stedet indtræder 1. alternate no. 9 Taylor Fritz i turneringen, og no. 10 Hubert Hurkacz bliver derved 1. alternate, mens Holger bliver 2. alternate som no. 12, idet no. 11 Alexander Zverev fortsat er langtidsskadet.

Hvis Holger vinder finalen i Paris og derved bliver no. 10, bytter han plads med Hurkacz og overtager pladsen som 1. alternate, hvorved han i tilfælde af blot en enkelt afbud mere deltager i ATP Finals, hvilket kan blive tilfældet, hvis eksempelvis Rafael Nadal stadig ikke føler sig klar til at konkurrere på højeste niveau.
Indrømmet, at det er en teoretisk spekulation, som både forudsætter sejr over Djokovic og afbud fra Nadal eller andre.

 

Forrige artikelATP 1000 Paris: Holger Rune vandt “fremtidens opgør” og er klar til revanche mod Auger-Aliassime
Næste artikelDH: Klare favoritsejre
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.