Det lykkedes ikke for Julia Boserup at besejre topseedede Misaki Doi i kvalfinalen trods 3-1 føring i 3. sæt

Kvalfinalen ved WTA Premier 700 turneringen Bank of the West Classic i Stanford, California mellem dansk-amerikanske no. 218 Julia Boserup og 1. seedede no. 102 Misaki Doi (JPN) blev en langt mere jævnbyrdig affære end man umiddelbart kunne forvente, når man tager forskellen i rangering i betragtning.

Efter 1. sæt var Julia godt på vej til at levere en overraskelse, da hun havde vundet 6-2 i et sæt, hvor serven fungerede væsentlig bedre end i den første kamp.
67 procent af 1. serverne ramte feltet, og antallet af dobbelt-fejl var reduceret til 2, og da spillet desuden hang godt sammen, kunne Julia tage sættet hjem uden for alvor at være i problemer. Hun blev ganske vist brudt en enkelt gang på modstanderens eneste break-chance, men til gengæld udnyttede hun 4 af de 6 muligheder, som hun selv fik.

I 2. sæt startede Julia med at bryde serven i det første parti, hvor stillingen skiftede mellem fordel og lige flere gange, men med et par dobbelt-fejl i det næste parti, blev Doi lukket ind igen.
Herefter holdt begge spillerne serv, indtil Julia blev brudt til 2-4 efter 15-40, og selvom Julia holdt sit næste serveparti blankt, fik hun ikke chancen for at bryde tilbage i sættet, som Doi vandt 6-3.

I det afgørende 3. sæt blev Julia brudt blankt i det første parti, men hun brød straks tilbage og holdt sikkert sin serv, hvorefter Julia igen brød serv og bragte sig afgørende foran 3-1.
Hun kunne dog ikke holde fast i forspringet, da Doi brød rent tilbage i næste parti, og hun udlignede til 3-3 efter et tæt parti.
Julia bragte sig igen foran ved at holde serven komfortabelt til 4-3, og i det næste parti lykkedes det med stort besvær for Doi at holde serv til 4-4.
Herefter kom Julia under pres, da hun ved 0-15 lavede sin 3. dobbeltfejl i sættet og kom bagud 0-30 og senere 15-40, som gav Doi 2 break-chancer, og på den 2. mulighed bragte hun sig foran, hvorefter hun servede sættet hjem på den 2. match-bold, så kampen endte med Japansk sejr på 2-6, 6-3, 6-4.

Dermed er Misaki Doi klar til hovedturneringen, og det samme er “den gamle dame” 44-årige (168) Kimiko Date-Krumm (JPN) efter sejr i 1. runde lørdag mod sin 17-årige landsmand (156) Naomi Osaka, som har vist gode takter i flere turneringer, samt i kvalfinalen søndag mod (219) Gabriela Dabrowski (CAN).
Endvidere er (106) Kateryna Bondarenko (UKR) klar efter sejr 6-3, 3-6, 6-3 over (136) Petra Martic (CRO).
I den sidste kvalfinale har (119) Anna Tatishvili (USA) i skrivende stund 1. sæt 6-2 mod landsmanden (122) Nicole Gibbs, som fører 4-3 i 2. sæt.

Forrige artikelITF Koksijde: Barbat redder sætbold og vinder kvalfinale
Næste artikelDM Ude: DM lodtrækning for kvinder
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.