Med 8 sejre på stribe i sin 2. WTA-optræden slog 17-årige Marketa Vondrousova sit navn fast med syvtommersøm, da hun sikrede sig sin første WTA-titel

Efter semifinalerne ved WTA International turneringen Ladies Open Biel Bienne i Schweiz blev Tennisavisens læsere opfordret til selv at vurdere, om “A Star i born”, når 17-årige Marketa Vondrousova skulle forsøge at vinde sin første WTA-titel i hendes anden optræden i WTA sammenhæng.

WTA Biel: 17-årig kvalspiller i finalen i sin 2. WTA-optræden

Selvom man altid skal være forsigtig med at udråbe en ung spiller til en kommende stjerne, er det alligevel svært at undgå at blive imponeret af den 17-årige Tjekke, der er gået hele vejen gennem kvalifikationen og efter 8 sejre på stribe står som vinder af turneringen med sejr i finalen 6-4, 7-6(6) over 21-årige no. 101 Anett Kontaveit (EST), der ligeledes var i sin første WTA finale.

Kendetegnende for en stjernespiller er bl.a. evnen til at spille de såkaldte “big points”, og på det punkt viste Tjekken sit format, da hun i 1. sæt afværgede samtlige 9 break-muligheder, som Kontaveit spillede sig frem til, og da hun selv udnyttede den ene af de 3 muligheder, som hun fik i sættet, sikrede hun sig 1. sæt 6-4.

Først på den 11. break-mulighed lykkedes det omsider for Esteren at bryde serven i 2. sæt, men hun blev brudt tilbage umiddelbart efter, og ingen af dem formåede at bryde modstanderens serv i resten af sættet, hvor Vondrousova afværgede 4 af 5 muligheder.

Derfor måtte 2. sæt afgøres i tiebreak, hvor Kontaveit var godt på vej til at sørge for, at kampen skulle afgøres i 3 sæt, da hun havde 2 sætbolde ved 6-4, men igen viste Tjekken sin styrke på “big points”, og hun fik udlignet til 6-6, hvorefter hun vandt de 2 næste bolde og sikrede sig karrierens hidtil største triumf med sejren på 6-4, 7-6(6).

Anett Kontavait var den første til at anerkende sejren, som hun lykønskede med inden hun takkede sponsorer mv.

Herefter kunne Marketa Vondrousova lade sig hylde, da hun modtog præmien for den flotte sejr.