Clara Tauson måtte kæmpe hårdt i næsten 2½ time for at sikre sin første sejr efter corona-pausen mod navnesøster Clara Burel, hvorefter hun på under 1 time spillede sig i kvartfinalen

Da ITF World Tennis Tour blev genoptaget i denne uge, var eneste turnering på kvindernes kalender Oeiras Magnesium K Active Cup i Portugal, hvor spillere i top 200-300 under mere normale omstændigheder sjældent deltager, men på grund af de manglende øvrige muligheder er de 4 øverst-seedede  mellem no. 176 og 229 på WTA-ranglisten, heriblandt 17-årige no. 212 Clara Tauson, som er seedet 3 i turneringen.

3 af deltagerne har desuden alle været no. 1 på ITFs junior-rangliste, hvilket foruden Clara Tauson er Diane Parry (FRA), der ligesom Clara er 17 år, samt 19-årige Clara Burel (FRA), hvilket må betegnes som et særsyn i en W15 turnering, og da lodtrækningen var gennemført var der lagt op til et uhyre spændende opgøre mellem de 2 navnesøstre Tauson og Burel.

Ganske vist afslører Head to Head statistikken, at Clara Tauson vandt så overbevisende som 6-1, 6-0, da de mødtes ved en turnering i Canada for 2 år siden, men Clara Tauson fortalte dengang, at cifrene langt fra var udtryk for kampens jævnbyrdighed, hvor danskeren havde marginalerne med sig i de mange tætte partier.

Selvom der er livestream fra turneringens Central Court på facebook-siden https://www.facebook.com/raquetc/, var det ikke muligt at følge kampen mellem de to navnesøstre, som blev henvist til Court 5, da kampene på Central Court alle var med portugisiske deltagere.
Til gengæld har Tennisavisen modtaget flere billeder med Clara fra fotografen Beatriz Ruivo.

W15 Oeiras 2020
Foto: Beatriz Ruivo

Kampen blev præcis så jævnbyrdig og spændende, som man kunne forvente, selvom man ved at følge livescoren fra kampens start kunne få det indtryk, at Clara Tauson var ved at sætte sig på kampen efter at have afværget en break-mulighed i det første serveparti og fulgt det op med en rent break til 2-0.
Momentum skiftede dog herefter over til Burel, som brød danskerens serv 2 gange i træk, og en danske break-mulighed til 4-4 blev afværget, hvorefter franskmanden brød serv igen og sikrede 1. sæt 6-3.

W15 Oeiras 2020
Foto: Beatriz Ruivo

Det franske momentum fortsatte i starten af 2. sæt, hvor Burel holdt serv fra 40-15 og hun havde muligheder for at bryde serven for 4. gang i træk og bringe sig på 2-0 ved 15-40, men Tauson afværgede begge, og hun meldte sig helt tilbage i kampen med et rent break til 2-1, hvorefter hun holdt serv til 3-1.
Da Tauson ved 4-3 forsøgte at bevare forspringet i egen serv, afværgede hun 3 franske break-muligheder, men det lykkedes alligevel Burel, at udligne til 4-4.
Det rystede dog ikke Tauson, som derefter brød rent til 5-4 og hun servede sættet hjem til 6-4 fra 40-15.

W15 Oeiras 2020
Foto: Beatriz Ruivo

I 3. sæt blev kampens første break dansk til 2-1, efter at begge havde haft en fordel, og Tauson holdt fast i forspringet, da hun afværgede 2 break-muligheder ved 3-2, hvorefter hun holdt serv til 4-2 og brød den franske serv til 5-2.
Det lykkedes dog ikke at serve kampen hjem, idet Tauson blev brudt til 5-3, men sejren blev sikret med endnu et dansk break til samlet sejr 3-6, 6-4, 6-3 efter 2 timer 22 minutter.

W15 Oeiras 2020
Foto: Beatriz Ruivo

I betragtning af at den flerdobbelte Grand Slam vinder Stan Wawrinka efter sine første 2 kampe efter corona-pausen i begge tilfælde måtte bruge 3 sæt mod spillere omkring top 200, er det næppe underligt, at 17-19 årige piger i samme situation også kan være en smule “rusten”, og derfor er udtrykket “kompliceret” uden tvivl en ganske rammende betegnelse, som Tennisavisen modtog fra Tauson-lejren.

Derimod blev kampen næste dag i 1/8-finalen mindre “kompliceret”, da Clara mødte 16-årige Matilde Jorge, som var med på Portugals Fed Cup hold, som Danmark besejrede 3-0 i Helsinki, og ved den lejlighed mødte Clara storesøsteren Francesca Jorge, som blev besejret 6-1, 6-1, som det fremgår af ovenstående videoclip.
Ved samme lejlighed blev billedet herunder af Matilde Jorge taget.

Fed Cup Helsinke 2020
Foto: Georg Beyer Clausen – Matilde Jorge ved Fed Cup i Helsinki 2020

Matilde Jorge kunne ligesom storesøsteren i Helsinki ikke true Clara Tauson, der i løbet af 20 minutter vandt 6-0 i 1. sæt, hvor Jorge kun vandt 5 point i hele sættet.

I 2. sæt var portugiseren mere med i kampen, da hun vandt sit første parti og udlignede til 1-1 i sættet, og ved 4-1 til Clara afværgede Jorge 2 break-muligheder og reducerede til 2-4, og hun holdt desuden serv til 3-5, inden Clara med et rent serveparti sikrede sejren 6-0, 6-3 på 57 minutter.

Kampen mod Jorge kan genses på facebook herunder.

Der var også dansk deltagelse i kvalifikationen, hvor 19-årige Olivia Gram i 1. kvalrunde vandt overbevisende 6-0, 6-0 over 17-årige Beatriz Neves (POR).
I 2. kvalrunde mødte Olivia derefter 2. seedede no. 694 Salma Djoubri (FRA), der vandt 6-3, 6-2, og hun nåede derefter med efter sejre i både kvalfinalen og 1. runde af hovedturneringen til 1/8-finalen, hvor hun blev besejret 7-5, 6-3 af 8. seedede Alice Rame (FRA).

Clara møder i sin kvartfinale 17-årige no. 630 Qinwen Zheng (CHN), som Clara besejrede 6-1, 6-0 i Osaka for 2 år siden.
I en eventuel semifinale kan Clara møde vinderen af kvartfinalen mellem 1. seedede no. 176 Cristina Bucsa (ESP) og 7. seedede no. 332 Amanda Carreras (GBR).
I nederste halvdel møder Alica Rame 2. seedede no. 203 Anastasiya Komardina (RUS) og 4. seedede no. 229 Eva Guerrero Alvarez (ESP) møder no. 539 Maria Gutierrez Carrasco (ESP)

Kvartfinalerne spilles fredag, og spilletider vil fremgå på https://live.itftennis.com/en/live-scores/.
Tilføjelse: Clara spiller kvartfinale kl. 1300 på Court 4, hvor der ikke er livestream. De øvrige kampe spilles på Central Court.