Holger Rune satte i sin første kamp en stor føring over styr og tabte 1. sæt, men efterfølgende fandt han tilbage på vindersporet og er klar til kvartfinalen

Inden 17-årige Holger Vitus Nødskov Rune genoptog kampen om ATP-point ved M25 turneringen 2nd TC Kern World Tennis Tour Tournament i Vogau i Østrig tydede lodtrækningen på, at Holger havde en stor chance for at gå videre fra 1. runde, hvorimod opgaven så væsentligt sværere ud i næste runde, men virkeligheden skulle vise sig at være det modsatte.

I 1. runde mødte Holger i tirsdags den 17-årige østriger Lukas Neumayer, der havde modtaget et wildcard, og da Holger for halvandet år siden vandt 6-0, 6-1 i Bulgarien, ville det være en større sensation, hvis Holger ikke klarede denne opgave.

Det hører dog med i billedet, at Neumayer er blandt Verdens bedste juniorer med en højeste rangering som no. 35, og derfor har han et niveau, hvor Holger ikke har råd til at slække ret meget på tempoet eller blive for passiv.
Det var der dog ikke meget, der i starten af kampen tydede på ville blive tilfældet, når man fulgte med på livescore, da Holger brød Neumayers serv rent til 3-1 og kort efter holdt serv til 4-1.
I østrigerens næste serveparti havde Holger break-muligheder til 5-1 ved både 15-40 og senere yderligere 3 muligheder, men i samme periode blev Holger for passiv, og derved fik Neumayer alligevel reddet partiet i land, og da han derefter brød Holgers serv til 3-4 og udlignede i egen serv til 4-4, var han helt med i sættet, som Neumayer endte med at vinde 7-3 i tiebreak.

Når Holger slår igennem boldene, er der sjældent tvivl om udfaldet, da de færreste kan følge med i tempoet, og derfor er det som regel opskriften for Holger, som fandt de rette takter i 2. sæt, hvor han indledte med at bryde modstanderens serv, og han holdt serv til 2-0 ved 40-30.
I resten af sættet afgav Holger på intet tidspunkt mere end et enkelt point i egen serv, og han sikrede sættet, da han igen brød Neumayers serv til 6-3.

Samme mønster fortsatte i 3. sæt, hvor Holger efter 2 rene servepartier brød østrigerens serv til 3-1, og i Holgers 2 næste servepartier afgav han i begge tilfælde blot et enkelt point.
Der blev dog alligevel fornyet spænding om udfaldet, da Holger servede for kampen ved 5-3 og kom bagud 0-40, og i 2. forsøg fik Neumayer reduceret til 4-5 med mulighed for at udligne i egen serv.
Neymayer kom dog igen under pres, da han både var bagud 0-15 og 15-30 og ved 30-40 afværgede han Holgers første matchbold, men i 2. forsøg sikrede Holger sejren 6-7(3), 6-3, 6-4

Klar til kvartfinale efter fremgang i spillet

Efter en hviledag mødte Holger torsdag 21. årige 8. seedede no. 305 Kacper Zuk (POL), der i 1. runde vandt 7-5, 6-3 over no. 342 Johannes Haerteis (GER), og selvom det på papiret var en væsentlig sværere opgave, leverede Holger en solid og koncentreret indsats gennem hele kampen, hvorved han kunne sikre sejren i 2 sæt 6-3, 6-4.

Holger kom hurtigt foran 2-0 i 1. sæt, men Zuk brød tilbage og holdt derefter serven rent til 2-2, men efter endnu et break til 4-2 holdt Holger serven resten af sættet, som han vandt 6-3.

2. sæt blev næsten en gentagelse, idet Zuk igen udlignede fra 0-2, og han var fortsat med i sættet til 3-3, hvorefter Holger brød til 4-3 ved 15-40.
Zuk fik derefter mulighed for at udligne, da Holger kom bagud 0-40 i egen serv, men alle 3 muligheder blev afværget, og det samme gjorde endnu en break-mulighed, inden Holger alligevel holdt serv til 5-3, og ved 5-4 servede Holger kampen hjem på sin første matchbold ved 40-15.

Holger er dermed klar til kvartfinalen, hvor han fredag ved 1230-tiden møder 3. seedede no. 255 Mathias Bourgue (FRA).
I samme halvdel mødes 5. seedede no. 293 Lucas Miedler (AUT) og no. 317 Dimitar Kuzmanov (BUL).
Kvartfinalerne i øverste halvdel er 7. seedede no. 302 Manuel Guinard (FRA) mod no. 325 Igor Sijsling (NED), der er videre fra kvalifikationen, samt 6. seedede no. 299 Nino Serdarusic (CRO) mod no. 384 Jelle Sels (NED).

M25 Vogau 2020
Foto: Privat

Tennisavisen har ikke modtaget billeder fra tennisanlægget, men i stedet bringes et par dugfriske billeder, som blev taget efter aftensmaden i Østrig, hvor de lokale corona-regler efterleves, hvilket betyder at der bæres ansigtsmaske indendørs.
Der tillades publikum ved kampene, men spillerne beskyttes mod at blive blandet unødigt med tilskuerne.
Meterhøje trådhegn indrammer klubhus og et udeareal, og der er 2 indgange til restauranten.

Herunder udsigten fra værelset til kirketorvet.

M25 Vogau 2020
Foto: Privat
Forrige artikelW15 Oeiras: Kompliceret 1. runde sejr over navnesøster følges op med sikker sejr mod 16-årige portugiser
Næste artikelM25 Vogau: Holger Rune løftede niveauet i 2. sæt mod chanceløs 3. seedet franskmand
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.