Favoritterne vandt, da sidste runde i mellemspillet blev afgjort.

I pulje 1 vandt mestrene fra KB en klar sejr mod B93, uden at afgive sæt, og dermed er Frederiksberg-holdet klar til slutspillet.

I den anden kamp var puljens førerhold Birkerød på besøg hos HIK; Birkerød skulle undgå et nederlag for at vinde puljen og det gjorde holdet med en flot 4-2 sejr. Der blev dog kæmpet bravt for det resultat, for Birkerød vandt både 2. og 3. singlerne, som gik i Match Tiebreak. Birkerød er i slutspillet og slutter med at vinde puljen med 14 point, 2 mere end KB.

B93 skal i playoff-kamp for at bevare elitedivisions-status.

I pulje 2 var der topopgør i Lyngby mellem hjemmeholdet og Gentofte, men favoritterne fra Gentofte var helt suveræne, og vandt kampen med 6-0 uden at være i nærheden af at tabe sæt. Dermed vinder Gentofte puljen med 17 point, og får lov til at vælge semifinalemodstander i slutspillet; her står valget mellem HRT eller KB.
I den anden kamp spillede ATK hjemme mod HRT, og begge hold skulle bruge en klar sejr for at nå slutspillet. HRT var klart det bedste hold og vandt holdkampen 5-1 og med det resultat er holdet i slutspillet.

ATK skal i playoff-kamp for at bevare elitedivisions-status.

I nedrykningspuljen blev resultaterne:

Hillerød – Esbjerg 6-0
Vester Skerninge – Holte 1-5

Hillerød vinder puljen klart, men alle fire hold skal spille i 1. division næste år.