Danmarks allerbedste kørestolstennisspillere blev her til eftermiddag fundet, da Allerød Tennisklub i flotte rammer lagde tennisgulv til det prestigefyldte finalearrangement ved DM i kørestolstennis

Feststemte mennesker, højt humør og besøg af selveste HKH Kronprins Frederik var blot nogle af hovedingredienserne, da Danmarks bedste kørestolsspillere rullede sig ud på Allerød Tennisklubs anlæg.

I flotte, velforberedte og hyggelige rammer løb DM-finalerne af stablen, hvor flere hundrede tennisentusiaster heriblandt Allerøds borgmester, formanden for tennisklubben og HKH Kronprins Frederik med spænding fulgte med i dagens tre finaler.

Formanden for Allerød Tennisklub, Morten Fritz Rasmussen, glæder sig over, at klubben nu for niende gang står som arrangør for DM-finalerne.

“Det er da alletiders at få præsenteret Allerød Tennisklub på den måde. Vi har haft mange frivillige, der har lagt et stort arbejde i det. Vi har gennem længere tid været inde i en god udvikling, som bare fortsætter i forbindelse med det her arrangement”, påpeger formanden over Tennisavisen.dk.

At den lille nordsjællandske tennisklub atter står for et så storstilet arrangement, varmer da også Morten Fritz Rasmussens tennishjerte i en vis grad.

“Ja, for pokker. Al den opmærksomhed vi kan få, er jo bare dejligt. Der har været flere folk hernede på anlægget end nogensinde før, så det er super fedt. Det er helt bestemt endnu en stor dag for klubben, at vi igen afholder DM-finalerne”, konstaterer han.

Stor respekt til spillerne

Glæden, entusiasmen og ikke mindst respekten kunne mærkes hele vejen rundt – også for et par af klubbens egne medlemmer, som kun har rosende ord til overs for kørestolsspillerne.

“Jeg synes, det er mega sejt at kørestolsspillerne kan spille på så højt niveau, og de spiller med samme regler. Det er jo også sjovt for Allerød Tennisklub at holde sådan et arrangement, jeg har aldrig set så mange biler på parkeringspladen før”, fortæller medlem af klubben, Lotte Jansen, der bakkes op af endnu et medlem af tennisklubben, Clara Brøndum: “Folk bliver knyttet tættere sammen, når man har sådanne arrangementer, som også er med til at booste sammenholdet. Alle er i godt humør, solen skinner, så det kunne ikke være bedre”, siger hun.

Medaljer overrakt af Kronprins Frederik

I løbet af eftermiddagen blev der kåret ikke færre end tre vindere. Kristoffer Mørk Sørensen kunne lade sig hylde som junior-danmarksmester, mens Christoffer Holmer og Louise Willerslev-Olsen trak sig sejrrigt ud af henholdsvis herre- og dame finalesinglen.

Foruden at overrække medaljer til de konkurrerende finalister, kunne HKH Kronprins Frederik også selv lade sig hylde i forbindelse med 20 års jubilæet for kørestolstennis-finalerne.

I den efterfølgende reception, hvor ikke færre end 120 inviterede mennesker deltog, modtog HKH Kronprins Frederik Dans Tennis Forbunds Guldnål.

Se mere fra arrangementet på DTFs hjemmeside – eller på Facebook.

Ved et storstilet arrangement i Allerød Tennisklub i forbindelse med DM i kørestolstennis fik Dansk Tennis Forbunds…

Posted by Dansk Tennis Forbund on 16. august 2015

Forrige artikelElitedivisionen: 1. runde i mellemspillet, mænd
Næste artikelWTA: Toronto – Bencic fuldendte en eventyrlig uge.
Nikolaj Jensen
Nikolaj Jensen er en ung, ambitiøs tennisskribent, der udlever drømmen om at blive sportsjournalist. Nikolaj har selv spillet tennis i flere år, og har som målsætning at levere de bedste tennisnyheder og -historier til læserne på Tennisavisen.dk.